Jag tror att man skall se landskapen som enskilda storheter med egna kungar och egen utveckling fram till omkring 950 - 1000 talet – men – Sveakungen fanns där parallellt och landkapen hölls ihop av en Union.
Landskapen hade egna lagar. De skrevs (skrevs ned) runt år 1300. Före detta årtal fanns, högst troligt, muntliga traderade lagar. Var och en framväxt från gällande förhållanden i respektive landskap – reviderade med tiden och tidsandan.
Ofte har den magt herskerne i Vikingetiden kontrollerede, nok snarere bestået af et overherredømme over mennesker – end der er tale om et territorialt rige. Dog kan man vælge at betragte en sådan magt som et rige, hvis mennesker indenfor rigets grænser oplevede sig selv som en del af det. De to ting er dog svære at adskille.
I praksis har det måske været sådan, at man først hørte under den samme høvding/hersker, derefter delte man lov og styreform, for til sidst - som gruppe - at betragte sig som et folk.
Hvis vi ser på eksempler af oprettelsen af de tidligste svensk/norske retskredse fordeler de sig i afgrænsede regioner.
Borgarþingsloven (Codex C.14), runeskrevet håndskrift fra før år 1200.
Ældre Västgötalov (Codex B59(A)), nedskrevet år 1219-20.
Yngre Västgötalov (Codex B58(B)), en senere redaktion og ombearbejdning af B59 fra ca. år 1295.
Magnus Erikssons Landslag, håndskrift fra ca. år 1347.
Der kan sikkert nævnes flere.
Det viser at der tidligt må have eksisteret kulturelt afgrænsede og politisk selvbevidste grupper – regioner? – som vi kan kalde for stammeterritorier eller småkongedømmer. Nøjagtig den samme udvikling ses i Danmark og mærkeligt nok forbliver disse landsdele som selvstændige retskredse med egne love helt frem til 1600-tallet. I praksis har områderne nok ikke været skarpt afgrænset.
Ser vi på de uafhængige møntregioner optræder Sigtuna meget tidligt, hvilket må tilskrives en form for overordnet administrativ organisering, og i Danmark ses møntregioner i Jylland, Sjælland og Skåne – samme steder som de tidlige love opstod.
Så i virkeligheden er det svært at definere præcist hvornår en virkelig centralmagt opstod.
Betragter vi den daværende Skandinaviske befolkning under et, delte den mange fællestræk af stærk symbolsk betydning;
sprog, navne, skrift, myter, kunst, ornamentik og
digtning. Der er faktisk flere fællestræk der forbinder end der er uligheder der adskiller.
De riger der senere træder i karakter og beskrives i 1100-tallet litteratur har derfor ikke noget fælles ting for kongeriget. Riget blev kontrolleret af et lille og meget mobilt ”elitekollektiv”, præget af tætte, personlige forbindelser til kongen.
Vikingetidens kongeriger var, hvor og når de fandtes, ikke et fællesskab af lov, skik, tradition og herkomst, bortset fra måske en lille, men betydelig elitegruppe.
Hvis regionerne for de tidlige love ekstrapoleres med tilbagevirkende kraft, synliggøres denne tidlige elite i de regioner lovene omhandlede.
Kilder:
J.F. Hermansson: Släkt, vänner och makt. En studie av elitens politiska kultur i 1000-talets Danmark. Göteborg 2000.
Søren M. Sindbæk: Kulturelle forskelle, sociale netværk og regionalitet i vikingetidens arkæologi. Hikuin 2008.