Bronzealderskibet - til langfartBronzealderskib med mast, rigning, sejl og styreåre
Under sommeren 1922 fandt Konsul H. H. Holta flere skibshelleristninger på et klippefremspring ned mod jernbanelinjen i Gjerpen, Skien (udtalt ”Skjeen”), Telemark. En af disse helleristninger er skibet vist ovenfor.
Skibet er fremstillet som vi kender disse fra Bronzealderen, og viser et hestehoved i for- og agterstavn.
Homer: Odyssey (Bog IV: 707-709), hvor Penelope, Odysseus’ viv, tiltaler marskallen, der netop har forklaret hende at sønnen Telemakhos er sejlet bort for at søge tidender om sin forsvundne fader Odysseus, i min oversættelse til nudansk:
”Greve [græsk ”kērux”, her opfattet som det oldengelske "gerefa"], hvorfor er min søn bortrejst? Han havde intet behov for at borde hurtigt-sejlende skibe, der tjener menneskene som dybets heste, og bærer dem vidt over søens bølger".
Homer: Odyssey (Bog XIII: 46-52), i beskrivelsen af det skib fra Kong ”Ἀλκίνο” (Alkino) og Dronning “ἀρετὴν” (Areten, Arete), der hersker over ”Φαιήκων” (Phaiekon)-folket, hvis landskab ligger i ”Echerie, Echeria” (Scheria), der skal bringe Odysseus tilbage til sin hjemstavn i tiden efter Troja’s Fald år 1184 f.Kr., i min oversættelse til nudansk:
”Skibet sprang fremad på sin kurs som en ”fire-i-hånd” [dvs. firspandet] stridsvogn flyver ud af banen når hestene mærker pisken. Hendes forstavns hvælving var som nakken på en hingst, og en stor bølge af mørkt skummende vand kogte i hendes kølvand”.
Lidt til venstre for midtskibs ses den rejste mast, den tværgående rå (raa), og et ovalt sejl. Antager vi at den hvide streg, der i højre side strækker sig lodret fra stavn til under kølen, og derfor under vandlinjen, er en assymetrisk styreåre, er sejlretningen fra højre mod venstre. Masten er derfor rejst mellem midtskibs og forstavn. Derfor er ringen foran hestehovedet i skibets forstavn sikkert Solen, efter hvilken man har stukket sin kurs.
Der er aftryk af to fodsåler agterud, inde i hvilken er gengivet to kors med lige store bjælker – liv-korset – vort symbol på livet. Da fodsålerne og livkorsene tydeligvis skal ses som et samlet hele med langskibet på langfart, fristes man til at gengive H.C. Andersen: Mit Livs eventyr (1855, kap. XI:2): ”At reise er at leve”.
Billedkilde: H. H. Holta: En hittil ukjendt helleristning i Gjerpen (1923); Dr. Just Bing: Helleristningen paa Tufte ved Skien (1924)Jeg har absolut ingen viden om brugen af et elghoved som pryd i stavnen, og det skyldes at jeg aldrig er stødt på det i mine undersøgelser om emnet i det sydlige Skandinavien. Jeg er derfor tilbøjelig til at være helt enig i antagelsen at dette ser ud til at være en Finnmark /samisk sæd fra arilds tid.
I Bronzealderen er stavnen på langfartsskibene i det sydlige Skandinavien prydet med et hestehoved.
Såvel skibskonstruktion, som brug af drage-hoved i stavn (på billedsten, på guldskillinger, på armringe, på sværd, på tagrygge af hov og hus, på Vejrfane etc.) er en skik vi først ser indført med vor ankomst nord for Ejder-strømmen ca. år 40-77 e.Kr. Jeg er ikke stødt på undtagelser til denne konklusion, endnu da.
mvh
Flemming