Snorre skrev måske ikke historie efter vores opfattelse, men vi har grund til at formode, at forfatteren stræbte efter at skildre virkeligheden, det mener flere.
I perioden op til 1900 tillagde skandinaviske historikere sagaerne stor troværdighed. Senere gik en ny generation af historikere til angreb på indholdet af dem, fordi de først blev nedskrevet omkring 300 år efter de begivenheder, de omhandler. Det medførte, at forskning i den tidlige middelalder og vikingetiden i de kommende år blev forsømt.
Da jeg selv gik i skole i 1960'erne, fik vi at vide, at man ikke kunne regne med, hvad der stod i sagaerne; det var nærmest en slags romaner. Opfattelsen er siden svinget tilbage til et punkt, hvor der ses mere på sagaerne som børn af mundtlighedens kultur.
I en nyere artikel om mundtlig historieformidling som forgænger for sagaerne skriver den norske historieprofessor Torgrim Titlestad sig med "sagaernes seks søjler for troværdighed". Han omtaler seks emneområder, som forskere har beskæftiget sig med, herunder sagaernes iboende troværdighed, forskellen på sejrherrer og taberes historieskrivning. Han nævner et eksempel på, at mundtlige minder kan bevare essentielle træk i mere end 300 år, og at de gamle historiefortællere gjorde sig umage med, at de unge fik genfortalt og huskede historien korrekt.
En professor fra Island har analyseret sagaerne og arkæologien i forhold til opdagelsen af Vinland (Nordamerika), og har fundet frem til, at hovedtræk i sagaerne er bekræftet af arkæologien. Flere forskere mener nu, at sagaerne skal tillægges stor betydning som kilder, og at såvel kildekritik og videnskaber som arkæologi og andre er centrale for det videre arbejde. I bogen 'Odins tid – Norrøn religion i fornaldersagaene' beskæftiger religionshistorikeren Gunhild Røthe sig også med troværdige spor af norrøn religion i sagaerne.
*Jomsvikingernes Saga
Sagaen er historisk diskutabel, på visse punkter ukorrekt og dertil kronologisk forvirret. Den består af to dele, og i første del omtales nogle begivenheder, der fandt sted efter det, der foregår i anden del, men forfatteren skriver, som sandt jo er (:-)) - at: "... man kan ikke fortælle alting på én gang, når man kun har én mund". Jomsvikingerne deltog i slaget ved Hjøringevåg. De var på taberholdet, og efter slaget blev mange af dem halshugget. Slaget er omtalt af Saxo og i værkerne Fagrskinna og Heimskringla. Det formodes, at historierne har haft en fælles, oprindelig kilde, der er gået tabt.
Slaget udkæmpedes mellem på den ene side jarl Hakon Sigurdsson, hans søn Erik Hakonsson og deres mænd, samt på den anden side en dansk flåde, som var udsendt af Svend Tveskæg og blev støttet af jomsvikingerne.
Jarl Vesete regerede Bornholm. Hans hustru hed Hildegun. Sammen havde de børnene Bue den Digre, Sigurd Kåbe og Torgunna. Det fremgår også, at Bue havde en søn, der hed Svend. Bue, Sigurd og Svend blev jomsvikinger.
Fortsættes...
