Etruskisk situla från tinghöj-ett tecken på tidiga handelskontakter?

[Karlfredrik]

Vi kan läsa om en situla (vas) av etruskisk typ fav brons rån 350 f Kr som hittats i Tinghöj i Danmark-
Susan Klingenberg: En situla fra Tinghöj, Danfae - skatte fra den danske muld, nationalmuseem Köbenhavn 2010 sid 95.
Typen liknar de etruskiska från Orvieto i italien.Vasen har lejonhuvudsattache kombinerat med en trekantig attache av keltisk typ.
En liknande i silver har hittats i Vergina i Makedonien.
Kan detta månne vara ett tecken på tidiga danska (och skånska) handelskontakter söderut med etruskerna?

[Carl Thomas]

Det finns ju bronsåldersristningar av Skandinavisk typ i Italien - så varför inte?
Thomas

[tty]

Och glöm inte Negauhjälmen, med den äldsta kända germanska inskriptionen ("harikasti teiwa) i ett nordetruskiskt alfabet.

[AndreasE]

Nu vet jag ingenting om fyndkontexten, men situlan kan mycket väl varit en antikvitet när den hamnade i Danmark. Sydkontinentala lyxföremål kunde cirkulera i hundratals år innan de hamnade i jorden i norra Europa. Etruskiska och grekiska föremål var vanliga som romerska tempelinventarier, och sådana strömmade norrut när tempel plundrades av germaner under 300-talet och 400-talet. Germanska stammar norr om limes kan även ha tillskansat sig dem som gåvor. Silverbägarna från Hoby är ett bra exempel på sådana gåvor.     

[Emund Slemme]

Kan detta månne vara ett tecken på tidiga danska (och skånska) handelskontakter söderut med etruskerna?

Nu vet jag ingenting om fyndkontexten, men situlan kan mycket väl varit en antikvitet när den hamnade i Danmark.

Fra den sidste del af bronzealderen er der fundet en speciel urne - ’ansigtsurnen’ - formet som et stiliseret ansigt. Oprindelsen af denne urnetype skal nok søges hos etruskerne og i området omkring Chiusi, der i 600-tallet f.Kr. udviklede både mandlige og kvindelige eksemplarer. I Polen og især i området omkring Danzig, er der fundet mere end 2000 eksemplarer.

Ligeledes er fundene talrige i Nordtyskland, ved den sydlige Østersøkyst, Pommern og Østpreussen, samt i Danmark findes de i et større antal i Jylland, hvor de navnlig er fundet i området fra Randers-Løgstør-Salling-Viborg. I nuværende Viborg Kommune er der fundet mere end 50 ansigtsurner, hvilket er 20% set i forhold til de godt 250 ansigtsurner, der er fundet på landsbasis . Ansigtsurner blev især indsat som genbegravelser i allerede eksisterende høje. I Sydnorge er kun 7 ansigtsurner fundet i Rogaland primært Jæren - og Aust-Agder primært Fjære, og et studiemateriale viser, at de norske urner har stærke ligheder med urner fundet langs floden Oder, i Legnica området i det sydlige Polen . I Syd- og Østsverige er der kun fundet et par ansigtsurner.

På baggrund af typologiske undersøgelser er ansigtsurner fra Danmark, Polen og Etrurien blevet dateret til perioden mellem den nordiske yngre bronzealder og jernalder - eller fra periode IV indtil La Tène fase A. Generelt estimeres de danske fund til tidsrummet 1000-500 f.Kr.

Det er foreslået at formen på denne type urne kan være indført sydøst ad floden Donau og får via den moraviske port kontakt til floden Oder og dennes løb nordpå. Her bærer Lausitzer-kulturen (Lusatian culture 1300-500 f.Kr.) - der er baseret på både italiensk og alpin import - den stiliserede ansigtsurne videre ad Elben til Jylland og det sydlige Sverige.

Ansigtsurnene var ikke i brug samtidig i hele udbredelsesområdet. De tidligste synes at forekomme i Nordjylland mens de blev almindelige i Nordtyskland gennem den seneste periode VI af nordisk bronzealder. I Polen findes de yngste ansigtsurner, men samtidig forekommer områder med den hyppigste anvendelse.

Måske er der alligevel noget der tyder på tidlige handelsforbindelser med - og påvirkning fra etruskerne?

[Emund Slemme]

I begyndelsen af det 5. årh. f.Kr. var kommunikationsruterne fra nord til syd i Centraleuropa blevet omlagt så en del etruskisk import krydsede Alperne. En af årsagerne kunne være at etruskiske interesser rettede sig mod de mellemrhinske forekomster af jernmalm. I områderne mod øst vidner Böhmen ligeledes om handelsforbindelser med middelhavsområdet, hvilket talrige fund af etruskisk import og attisk græsk rødfigurskeramik viser. Måske var det böhmiske forekomster af guld og tin fra Erzgebirke samt rav fra Østersøen der interesserede grækerne, da netop Herodot beretter, at nævnte varer kom fra nord. (Kilde: Danmarks Oldtid).

[Emund Slemme]

Och glöm inte Negauhjälmen, med den äldsta kända germanska inskriptionen ("harikasti teiwa) i ett nordetruskiskt alfabet.

Det er korrekt. Der er fundet et antal hjelme fra et keltisk fundsted i nuværende Slovenien, men dengang et keltisk beliggende område lidt sydøst for Hallstatt. Hjelmene er estimeret til/fra omkring 400 f.Kr. og arkæologisk er de begravet ca. 50 f.Kr. To af hjelmene bærer en indskrift, der antages at være skrevet i det nordetruskiske alfabet, hvor den mest interessante lyder omsat til latin => harigastiteiva. På proto-germansk bliver det til 'harjagasti(z) teiwa(z)'. Indskriften vurderes at være påført omkring år 200 f.Kr. Det germanske 'harigasti' er kendt fra nordiske runetekster - så teksten fra Negau anses som værende den ældst kendte med germansk lydforskydning.

Fundstedet i Negau ligger muligvis i det antikke land Noricum, hvor bl.a. den keltiske stamme bojerne (boii) havde bosat sig i perioden 193-59 f.Kr. - efter delvis at været fortrængt fra Norditalien (390-191 f.Kr.) og byen Bononia.

Det finns ju bronsåldersristningar av Skandinavisk typ i Italien - så varför inte?

Det er rigtigt, at man nu har fundet ca. 150 forskellige indskrifter på lepontisk (uddødt keltisk sprog). Lepontisk er sandsynligvis et af fem kendte alfabeter afledt fra det etruskiske alfabet. De fleste af teksterne er fragmentariske og skrevet med Luganoalfabetet, hvoraf kun et halvt dusin indeholder mere end to ord og det længste er på syv ord. Dateringen er baseret på både lingvistisk og arkæologisk verificering.

Ældst kendte lepontiske inskription er dateret til ca. 575 f.Kr. Andre norditalienske indskrifter tilskrives en anden keltisk enhed - cisalpine keltisk. Cisalpine keltisk adskiller sig fra lepontisk i, at dele mere særprægede fonologiske og morfologiske træk med (transalpine) keltisk og kan derfor klassificeres, som en lokal keltisk dialekt. Cisalpine keltisk dateres til efter 400 f.Kr.

Keltisk/gallisk: opdeles primært i transalpine gallisk, cisalpine gallisk, lepontisk og galatisk.
lepontisk ca. 650-0 f.Kr., gallisk 350 f.Kr.-600 e.Kr., keltiberisk 250-0 f.Kr., proto-britisk (rekonstrueret) 50 f.Kr.-400 e.Kr.

En del af runetegnene i Luganoalfabetet har en overraskende lighed med runetegnene i Ældre Futhark - f.x A-runen.