Är odalbonde och "fri man" samma sak? Jag tvivlar lite på det. Jag tror det är två skilda begrepp.
Det er jeg helt sikkert enig i.
Runen "*oþila, Otael" (lydværdi "o") betyder "arv, ejendom". En odelsbonde er altid en fri mand, men en fri mand er ikke nødvendigvis en odelsbonde.
Urnordisk retsforståelse, og alle dialekter af urnordisk, har brugen af "u" som en nøjatigt modsat betegnelse for samme ord uden brug af "u". Derfor, pr. definition, må det modsatte af en "ufri" (på latin "illiberalis" hos Kong Knud) være en "fri" (på latin "liberalis" hos Kong Knud), som jeg i lovens sammenhæng oversætter til "fribårne".
Kong Knuds retsforståelse opstår ikke som ny tanke, men er videreført fra langt ældre lovgivning. Sammenhængen forekommer også i nogle af de mest berømte sætninger vi kender til, herunder Rollo’s svar ca. år 912 e.Kr. til frankerkongen hertug Rainold’s budbringere og vikingen Hastings, der boede i Chartres, da de ved floden Eure tilspurgte Rollo, hvad han ville dem:
Dani, ait, sumus, equali dominio fungimur, terrae huius colonos extirpare venimus, vestrae ditioni patriam subdere cupientes.
På nudansk:
Vi er daner, vi er ligestillede fribårne. Vi er komne for at bortjage bønderne fra denne jord og vil skabe os et fædreland ved at underlægge os jeres land.
Kilde: Vilhelm af Jumièges : Om danernes og normannernes oprindelse og bosættelse i Frankien, skrevet ca. år 1070 e.Kr.Det blev så til Normandiet.
I Kong Knuds Skovlov kan vi se at for Kong Knud er "frie mænd, fribårne" hans vælgere; alle de mænd og kvinder der har adgang til tinget. Og vi erindrer at det faktisk har en betydning fordi kongen skal vælges, og kan vrages, på tinge.
Kong Knud forklarer os formålet med lovgivningen:
1. "Sint tam deinceps quatuor ex liberalioribus hominibus, qui habent saluas suas debitas consuetudines.....
Som jeg oversætter til:
”Fra fribårne mænd er det i høj grad utvivlsomt at vor trivsel skyldes vore forne sæder .....
Som er helt klart i Rígsþula (Ældre Edda) forudsættes en "fri mand, fribåren" er være "vidende" (hvor den "ufri" er "uvidende"), dvs. kan sæderne, herunder alle love. Det er denne dannelse der giver dem historisk ret, og pligt, til tinget.
Og denne tanke er faktisk helt konsekvent. Det første Julegilde (jólaveizla) vi har kendskab til i skrift finder sted i Víga-Glúms Saga (kap. 1, 3 og 4) ca. år 918 e.Kr.
Eyjafirði/Eyjafjörð på Nordlandet (Norðurlandi) på det nordlige Island har dette år en lokal høvding og Gode der hedder Ingjaldur. Han er skyldig af afholde og bekoste et Julegilde for herredets fribårne (skyldi vera jólaveisla fjölmenn).
Kong Alfred's Domme fra år 871-901 e.Kr. siger i Lov nr. 43 (39) om den gamle Juletid:
Eallum frioum monnum ðas dagas sien forgifene,
butan þeowum monnum & esnewyrhtan:
.xii. dagas on gehhol...
som jeg oversætter til:
[Til] alle frie mennesker, lad disse dage blive givet,
men ej til tjenere & daglejere:
12 dage ved Jul...
mvh
Flemming