Ostmen

[Boreas]

Urbanisering med parceller kender vi fra Ribe (ca. 720-50), Birka, Arós /Århus (ca. 800), Hedeby (ca. 811), Norske Kaupang (ca. 810) - så der er en vis sandsynlighed for, at Ivar-dynastiet’s oprindelige hjemland skal findes indenfor området med nævnte urbanisering.

Allerede besvaret:

»Det er ovennævnte frisiske urbane tradition som gennem disse tre byers grundlæggelse videreudvikles til noget man kan kalde nordisk tradition for organisering af byer.«

Just det. Precis som på Bjästamon... 

http://www.arkeologiforum.se/forum/index.php/topic,2537.msg40607.html#msg40607

Forgjengeren kan spottes i det tætsted som enkelgte nå vil kalle "Europas ældste permanente bosted" - der en by på ca. 50 huse er oppgravd fra eldre steinalder - på Tønsnes utenfor Tromsø:
http://www.arkeologiforum.se/forum/index.php/topic,4733.msg39511.html#msg39511

[Vetgirig]

Urbanisering med parceller kender vi fra Ribe (ca. 720-50), Birka, Arós /Århus (ca. 800), Hedeby (ca. 811), Norske Kaupang (ca. 810) - så der er en vis sandsynlighed for, at Ivar-dynastiet’s oprindelige hjemland skal findes indenfor området med nævnte urbanisering.

Antar att du gjorde ett urval. Detsamma gäller för Paavik (före - Gotland), Sigtuna (senare), Jumne (samtida - dock många parallellorter i bukten/Odermynningen), Truso (före), Åhus (före/samtida).

Björköstaden (ca 750), Tuna (? ej utgrävd - senare?).

Parcellorter kan vara exempel på "kungligt" skyddade orter, grundade av en kung med ursprung utanför regionen. Orter av typ Köpingsvik (650), Bogevik, Visby, Gamla Uppsala, Kongahälla, Uppåkra (stad fr 6-700), Seeburg, Apulia, Tuna (Finland) har en annan karaktär på bebyggelsen, som kan innebära mer av lokala initiativ. (Visby är inte arkeologiskt indikerat).

De första tätorterna finns antingen i Västeuropa eller inom Östersjöområdet.

[Historikus]

Antar att du gjorde ett urval. Detsamma gäller för Paavik (före - Gotland), Sigtuna (senare), Jumne (samtida - dock många parallellorter i bukten/Odermynningen), Truso (före), Åhus (före/samtida).

Vetgirig; nej da, jeg har helt bevidst udvalgt - kronologisk - en række tidlige 'handelsbyer' anlagt efter en ganske bestemt parcel-struktur, og før denne struktur igen anvendes omkring år 917 i Dublin.

Jeg har efterhånden en del gange behandlet denne model, senest i tråden 'Tidiga svenska städer' på dette indlæg - og i en række senere indlæg på samme tråd -

http://www.arkeologiforum.se/forum/index.php/topic,6328.msg70353.html#msg70353

Hvis du mener dine nævnte steder opfylder samme betingelser hører jeg gerne, hvorfra du har dine oplysninger, og hvilke. Sigtuna har samme struktur, men byen anlægges først senere og efter at Dublin omstruktureres - urbaniseres omkring år 917 - og kan derfor ikke ha' været et eksempel for kongerne i Dublin og deres stab.

[Boreas]

Jeg har nogle kommentarer og måske spørgsmål til Finn Bringsjords artikel. Er Boreas = Finn Bringsjord?
 

Da bør du stille dine spørsmål til artiklen - og la de rent personlige anliggender forbli personlige.

[Vetgirig]

Paavik (före - Gotland), Sigtuna (senare), Jumne (samtida - dock många parallellorter i bukten/Odermynningen), Truso (före), Åhus (före/samtida).

Björköstaden (ca 750), Tuna (? ej utgrävd - senare?)

Ovanstående är av samma typ som Dublin i stadslaneringen. Det finns alltså 2 typer av stadsplaneringar. För Sigtuna så står det inom parentes "senare" eftersom jämförelse med Dublin avsågs.

[Boreas]

                                               
Järnåldersstaden i Uppåkra täcker 40 hektar, motsvarande 25 fotbollsplan. Bosättningen inleddes omkring 100 f. Kr. och man flyttade därifrån ca 1 000 e. Kr.

http://www.arenadikulladal.se/Vikingar.html

[Vetgirig]

Uppåkra
Visst är orten gammal, men strukturen hos bebyggelsen är väl ännu inte tillräckligt känd. Vissa antaganden har gjorts, men är inget definitivt så vitt jag förstår. Dessutom har inte orten haft en definitiv "stadskaraktär" hela den period, som nämns. Stad blir platsen typ 6-700 (eller något tidigare) och fram till nedläggandet runt 1000.

[Historikus]

Vetgirig & Boreas;

Jeg har sendt et par indlæg på tråden 'Tidiga svenska städer' omkring landbyudvikling og urbanisering med parceller.

http://www.arkeologiforum.se/forum/index.php/topic,6328.msg71246.html#msg71246

[Historikus]

Ifølge Vikingeskibsmuseet og Maeve Sikora fra National Museum of Ireland, var det vikingerne, der efter år 917 tog kendskabet til urbanisering med parceller med sig ved genetableringen af Dublin. Hvor havde Ivars barnebarn Sihtric ua hÍmair (Cáech) og hans stab denne ekspertise fra?

Urbanisering med parceller kender vi fra Ribe (ca. 720-50), Birka, Arós /Århus (ca. 800), Hedeby (ca. 811), Norske Kaupang (ca. 810) - så der er en vis sandsynlighed for, at Ivar-dynastiet’s oprindelige hjemland skal findes indenfor området med nævnte urbanisering.

Der er tale om en direkte landskabs- og byplanlægning, der sigter mod en ganske bestemt organisering og struktur. Alle de tidligste nævnte handelsbyer med denne ensartede parcelstruktur, ligger desuden tæt på - og typisk med adgang til - havet.

Ribes parceller har en variation i bredden på 6-8 m og en længde på 150 m. Dublins parceller er ligeledes langstrakte med en variation i bredden på 5-6 m. Yorks parceller har samme mål som Dublins – og synes at være kopieret derfra.

Rekonstruktion af Fishamble Street af
National Museum of Ireland.

[Vetgirig]

Som jag ser det verkar de tidigaste anläggningarna med parcellbas byggts inom Östersjöområdet. Enligt en arkeologisk-arkitektonisk avhandling om norra Europas stadsbebyggelser, så finns samtida eller ännu något tidigare anläggningar som verkar sprida sig från frankiskt centralområde åt öster, nor resp framförallt åt NÖ.

Det gemensamma är att de anläggs i en strandzon vid en segelbar flod eller vid havet. Huvudplanen görs upp i enlighet med vissa cirkelbågar med radier i romersk aln. Som regel finns ett anläggningsskede och efter några generationer tillförs en stadsvall. I regel nyttjar anläggningen försvarsfördelaktiga lägen, som stöds av sankmarker/vattendrag resp höjdlägen. I skede 2 tillkommer en borg direkt i anslutning till vallbyggnaden eller i strategiskt läge i närheten. Även parcellindelningen är utförd i romerska aln. Varje tomtning är åtskild från övriga och gatustråken av dräneringsdiken.

Nästan alla städer i Tyskland, även f d slaviska områden, är ursprungligen anlagda enligt nämnda modell. I många fall har orterna dock fört en lång tynande tillvaro fram till modernare tider då städerna växt till sig i samband med den tilltagande urbaniseringen. Borgarna har däremot bibehållt sin roll och ibland flyttats till nya bättre lägen, troligen beroende på den lokala besittningshavaren och en centralmakts krav.

Detta innebär dock inte att stadsbebyggelserna runt Östersjön anläggs av tyskar. Bara att modellen för dyl anläggningar anammades av makterna runt Östersjön m fl.

[Historikus]

Fakta & spekulationer

En viking med navnet Olaf erobrede Dublin første gang år 851. De irske krøniker kalder ham for ’Amlaíb, mac righ Laithlind’ og ’Amlaíb Conung’. Laithlind er behandlet tidligere og betyder blot, at denne Olaf var konge af fjord-landet. Om dette betyder fjord-landet i den østlige del af Irland eller - om der spekulativt kan relateres til det norske fjord-land, kan ikke understøttes af kilderne. Mange ældre historikere identificerer denne Olaf med sagaernes person Olaf den Hvide (Óláfr inn hvíti) og dermed som nordmand, men ingenting i hverken irske kilder eller arkæologisk materiale forbinder Olaf/Amlaíb fra Dublin med Norge.

Men at nordmænd var til stede i 800-tallets Irland kan ikke benægtes. Et meget stort antal irske genstande er fundet i Norge specifikt i Rogaland, Hordaland og Sognefjord, dvs. det sydvestlige Norge. De tidlige grave, der er identificeret af den norske arkæolog Egil Bakka, kan dendrokronologisk dateres til årtierne omkring år 800 og er mere præcist koncentreret omkring Møre & Romsdal og Sogn & Fjordane. Dateringen falder fint sammen med tidpunkterne for de irske krønikeskriveres meddelelser om starten på vikingetogterne.

Størsteparten af genstandende er irske og ikke angelsaksiske og bl.a. en del helgenrelikvier kan relateres til Irland, heriblandt små irske bronze-kobjælder eller –klokker, der givetvis stammer fra klostre. En speciel type bred og snoet armring, som arkæologerne mener er produceret i Dublin, er der fundet flere af i gravmaterialet i Norge - end i Irland. Ligeledes er der fundet korsemaljefibler, som er et beslag af bronze med forgyldning eller indlagt glas, halvædelsten og emalje - og er et kendetegn for irsk kristent kunsthåndværk i 8.-9. årh. Disse såkaldte ’insulære beslag’ kendes fra rigtig mange gravfund i Vestnorge fra det 9. årh. (Wamers 1985).

Som tidligere konkluderet, blev sønnerne efter Olaf - dvs. Amlaíb, mac righ Laithlind - fordrevet af Halvdan og Ivar-sønnerne - så plausibelt er det, at de ikke tilhørte Ivar-dynastiet og Lodbrog-slægten.

[Boreas]

Det er et vesentlig innslag av irsk kunst også nord om Stadt, dvs. i Trondheimsfjorden og Namdalen, der håleygene hadde sitt hovedsæte. De politiske forhold som går forut for vikingtid og 'Norgesvelde' ligger i den oksidentale høykultur som her utviklet seg, allerede under bronsealder - og som fikk en tydelig 'storhetstid' under hele jernalderen.

Mens de landbaserte dansker og svensker hadde sine ætlinger i hhv. England og Skottland hadde håleygene sine forgreninger på øyene i Norskehavet, ende ned til Irland. Årsaken er naturlig nok - fra det midtre og nordlige Norge kan man krysse Golfstrømmen mot Island og Færøyene, hvor man finner retur-strømmen fra Øst-Grønland mot Irland og/eller Shetland/Skottland etter behov.

Den naturlige 'handelsrunden' i Norskehavet går således fra Hålogaland til Island/Færøyene og det vestlige Irland, hvorfra man finner Irskesjøen og Golfstrømmen forbi Skye til Shetland og hjem. Dessuten kan man sejle Lofoten, Island/Færøyene/Shetland - for deretter å styre tvers av Nordsjøen og inn for Lindesnes/Skira og Skagen. Den kjente Ottar hadde muligens slike forehavender - ettersom han hadde Danmark "ad babord side" i tre døgn før han måtte krysse mellom øyer og sund i nærmere to døgn for å nå Hedeby...   

De sjødyktige håleyger og deres brødrefolk i Viken - i sagnene kalt "Nordsjøriket" - hadde altså familje, slekt og allierte omkring Irskesjøen, såvel som i Nordsjøen og Norskehavet. Hvor gamle disse forbindelser er vet vi ikke, men såvel arkeologi som genetikk kan berette om forbindelser som går bakenfor romersk jernalder. De tumulter vi hører om på de Britiske øyer under YJ er mao. en utslag nye aktører i de engelske og irske områder og markeder - og spenninger og slitasje i de gamle slekts- og lojalitetsbånd. 

Jeg har omtalt en del av dette slik det kan avleses retrospekt, fra de opplysninger vi har fra middelalderen. Bakgrunnen for dannelsen av det sagnosuste 'Norgesveldet' under 1200-tallet kan kun forklares i disse forhold. Av den grunn får vi innføre Jordanes "Adogi" (Håleygi) og "Rauni" (Raumere) i de ekvationer du her setter opp. Relasjonene mellom de norske, piktiske og irske produktionsmiljøer er utvilsomt en årsak til de vikingraid som omsider organiseres for å stoppe den 'frankiske' merkantilisering av England og Irland. Mottrekket - ved siden av militær makt - synes å være en egen, norsk/nordisk merkantilisme - lokalt, hvorfra man (sogar) kan kreve sølvskatt til gamlelandet.

Mitt essay om Nidaros tar utgangspunkt i vikingtidens samling under ynglingaætten, da Øretinget på Nidarnes og det tilliggende Lade ble nasjjonale sentra - for såvel leding som en ny-kolonisering av Island og Grønland, samt landene vest av Grønland. Sidene 2-5: http://www.arkeologiforum.se/forum/index.php/topic,5787.msg55817.html#msg55817

Myntningen som dentid foregikk har nylig blitt temna for en nærmere studie:
http://etheses.dur.ac.uk/3495/1/MGooch_Money_%26_Power_in_Viking_Kingdom_of_York_2012.pdf

En mynt slått for "Anlaf Guth-frith-son" (939-955) ble 2009 rapportert funnet i Maryland, av alle steder.
http://www.coincommunity.com/forum/topic.asp?ARCHIVE=true&TOPIC_ID=54136

Kan de "Ostmen" du behandler helt enkelt være et resultat av den nye alliansen under Lodbrokerne, mellom 'raumere' og 'håleyger' - der de "vestlige" håleygenes irske ættlinger får besøk av sine nye alliansepartnere fra det 'østlige' Norge, der Olav/Anlaf later til å være et vanlig kongsnavn?

[Historikus]

Relasjonene mellom de norske, piktiske og irske produktionsmiljøer er utvilsomt en årsak til de vikingraid som omsider organiseres for å stoppe den 'frankiske' merkantilisering av England og Irland. Mottrekket - ved siden av militær makt - synes å være en egen, norsk/nordisk merkantilisme - lokalt, hvorfra man (sogar) kan kreve sølvskatt til gamlelandet.

Kommentar:

Meget små mængder af irske genstande har fundet vej til de store markedspladser som Hedeby, norske Kaupang og Birka. Noget tyder på, at handelsvejene mellem Dublin og York og nævnte handelssteder var en del af Dublinkongernes distribution, så en del varer fandt vej til vikingernes hjemlande. Ser vi igen på de irsk-skandinaviske korsemaljefibler er de fundet i Uppåkra, Sebbersund ved Limfjorden og ved anløbspladsen Vester Egesborg, der ligger 10 km syd for Næstved. De er meget sjældne i Danmark.

Hvor stort er omfanget af irske genstande fundet i Danmark?

Citat:
”Hvis vi ser overordnet på de genstande, der er importeret fra det engelsk-irske område i vikingetiden, drejer det sig på nuværende tidspunkt om 50 stykker. Her er især tale om forskellige pyntebeslag af kobberlegering, der oprindeligt har været en del af skrin, kors, altre med mere, men som er blevet brækket af, for derefter at være transporteret til Danmark. Her blev de ofte omarbejdet til enten smykker eller vægtlodder – det vil sige genstande, som man kunne pryde sig med eller fremvise. Hele 28 af disse metalsager kan med sikkerhed tilskrives kirkeinventar – og måske drejer det sig endda om endnu flere. Men nogle af genstandene er så ødelagte af tidens tand, at dette kun er gætværk”.

Kilde: ’Vikingetid i Danmark’. Tekster udgivet i forbindelse med seminaret 'Vikingetid i Danmark' afholdt på Københavns Universitet den 22. februar 2013. Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet, 2013.

Som det ses er det en blanding af angelsaksiske og irske genstande - hvor det præcise antal vurderede irske, kan være minimale i forhold til det samlede norske antal. Som sagt - ingen opdeling på antal, desværre, men med overvægt af helgenrelikvier og kirkeinventar.

[Historikus]

7) Hvor kom de fra – Ostmen – og hvem var de?

Fjendskab mellem ætterne – del 5.

Den ’anden viking-fase’ indtræder først igen omkring år 917. Dette år i august 917, ankom to vikingeflåder til Irland. Den ene kom til Waterford ledet af Ragnall ua hÍmair, barnebarn af Ivar I. Den anden ankom til Cenn Fuait (Confey), der ligger ved kysten og Leinster, og her var lederen Sihtric ua hÍmair (Cáech), mulig bror til Ragnall. Ragnall ua hÍmair forlod Irland igen i år 918 men vendte tilbage og blev konge af York 919-921.

Sihtric ua hÍmair (Cáech) blev konge af Dublin perioden 917-921 og samtidig i York 921-927. Tilsyneladende ser det ud til, at både Ragnall ua hÍmair og Sihtric ua hÍmair kom til Irland fra et ukendt sted, måske endda fra hjemlandet siden de kendte til urbanisering.

Guthfrith ua hÍmair og bror til Sihtric, overtog styret i Dublin år 921-934 og York i året 927. I Guthfriths regeringsperiode blev Ivar-dynastiet udfordret på magten af udefra kommende vikinger.

År 922 ankom høvdingen Tómar, Tómrair mac Ailche eller Thormódr (Thórir) Helgason, med en stor flåde fra et ukendt sted og gjorde sig selv til konge af Limerick.

Longas Luimnigh .i. mac Ailche for Loch Rí coro ortatur Cluain M Nois ₇ huile innsi ind Locha co rucas preid mair eter or ₇ argat ₇ innbusa ili (Annals of Ulster); Flåden i Limerick ledet af mac Ailche tog til Loch Rí, plyndrede Clonmacnoise og alle øerne i fjorden og fik et stort udbytte i guld, sølv og skatte.

Fra start blev mac Ailche den ledende rival, som var fjendtlig indstillet overfor kongeriet i Dublin. Allerede år 924 mødtes rivalerne Guthfrith og mac Ailche i et slag ved Limerick, som Guthfrith tabte og mange af hans mænd faldt i kampen.

sloghadh la Gothbrith h. nImair o Ath Cliath co Luimnech co fargbadh slog dimar dia muintir la m. nAilche; Guthfrith ua hÍmair foretog en ekspedition fra Dublin til Limerick og en stor del af hans følge blev dræbt af mac Ailche. 

Igen år 927 plyndrer mac Ailche i Loch-Neagh.

mac Ailche for Loch nEchach co muiriucht di Gallaibh coro inder innsi in Locha ₇ confinia eius; mac Ailche og en stor del af de fremmede tog med en flåde til Loch-Neagh og han hærgede øerne i fjorden og dens naboer.

Samme år lykkedes det mac Ailche at erobre Dublin mens kong Guthfrith ua hÍmair var fraværende i York. I et forsøg på at knække hans magt beordrede Dublin en styrke i Waterford til at angribe Kilmallock, men de blev slået tilbage. Dog tog Guthfrith atter magten i Dublin år 928, men York overgik efterfølgende til den engelske kong Athelstan af Wessex (indtil 939).

Tómrair mac Ailche’s succes var imponerende og hans magtområde forøgede sig. År 929 var han aktiv i Lough Corrib og i de tidlige 930’er var Limerick igen i strid med Dublin om magten i Kilkenny.

[Historikus]

Kommentar:

Ser vi her et opgør mellem slægterne efter Olaf ’Amlaíb, mac righ Laithlind’ - og Ivar-dynastiet, Uí Ímair?

Har ætterne aldrig glemt, at begge parter fra start var samregenter i Dublin?

Det ser umiddelbart ud til, at Tómrair mac Ailche’s eneste formål var, at fratage efterslægten efter Ivar I magten i Dublin og samtlige longphort’s, der tilhørte dette koloni-rige. Allerede to år efter sin ankomst stod den første træfning i Limerick mellem parterne - og tre år senere angreb mac Ailche selve Dublin.

[Historikus]

Finngaill & dubgaill

Amhlaim m. righ Laithlinde do tuidhecht a nErinn coro giallsat Gaill Erenn dó, & cis o Goidhelaib; Amlaíb mac m. righ Laithlinde, ankom til Irland, og de fremmede (Gaill) i Irland sluttede sig til ham, og han lod sig hylde af irerne.

Kilde: Annals of Ulster, 851; Chronicum Scotorum 851; Annals of the Four Masters, 849 [=851].

De irske krøniker beskriver i midten af 800-tallet konflikter mellem to forskellige nordiske grupper dubgenti eller dubgaill - og finngenti eller finngaill.  Specielt var det dubgaill, der forsøgte at tage kontrol over Dublin.

Termen ‘genti’ er oprindeligt det latinske ord ’gentīlis’ som betyder hedning eller fremmed, oprindeligt fra ’gēns’ i betydning klan eller stamme. Over tid ændrede ’gentīlis’ sig til det Old irske ’gen(n)ti’ og ’gein(n)ti’, hvor termen ’geinnte’ anvendes allerede i de tidligste skrifter. Rent statistisk viser kilderne, at der sker i skift til brugen af termen ’gaill’ (singular gall) i perioden 920-970, som anvendes i 92% af de opgjorde tilfælde. Yderlige viser teksterne, at ’geinnte’ mest anvendes i en nedsættende sammenhæng og termen ’gaill’ er tilsyneladende neutral. Gall betyder på gælisk blot ’en fremmed’. 

Tidligere tiders historikere mente traditionelt, at dubgaill var danere og finngaill var nordmænd, men nyere tids forskning tvivler på denne tolkning. Andre kilder mener at dubgaill skulle betyde ’sorte fremmede’ (gælisk dub = sort) og finngaill for ’hvide fremmede’ (gælisk finn = retfærdig eller lyshåret), hvilket igen er tolket som forskellen på folkets hårfarve. Uanset hvilken betydning disse kaldenavne har haft, viser det klart, at to hovedgrupper af skandinaver har udskilt sig fra hinanden, set med de lokale ireres øjne.
   
Et eksempel:
Ragnall ua hÍmair og konge i York (911; 919-921) blev af irske kilder kaldt ’ Ragnall rí Dubgall’ i den forbindelse. Da Ragnall døde år 921 blev han kaldt for ’Ragnall rí Finngall & Dubgall’.

Min fortolkning:
Dubgall kan være skandinaver bosatte i York eller måske hele Danelagen. Finngall kan være skandinaver bosatte i Dublin og de muligt tilhørende longphorts. Måske lidt på samme måde som den engelske kong Alfreds oplysninger fra 890’erne - om norddanere og syddanere.

[Historikus]

8') Hvor kom de fra – Ostmen – og hvem var de?

Udbredelsen af anglo-irske genstande i Nordeuropa. Måske en indikator på, hvorfra vikingerne kom i 800-900-tallet?

Kilde: Müller-Wille, Das northumbrische Kloster Lindisfarne im Jahre 793. Die Überfalle von Wikingern auf Klöster der Britischen Inseln und ihre Folgen in der historischen und archäologischen Überlieferung. Acta Praehistorica et Archaeologica, Band 34, 2002, s. 225-240. Berlin.

[Historikus]

Danerne

Hvem var ’danerne’ og i hvilken udstrækning deltog dette folk i vikingetogterne i 800-tallet? Med særskilt fokus på Irland.

Kildernes ’danerne’ er ikke - rent geografisk - defineret i de gammeldanske landskaber. Vi har et par usikre kilder, der taler om ’norddanere’ og ’syddanere’ - men i virkeligheden er danernes udstrækning som folk aldrig præcist defineret og afgrænset.

Søren Michael Sindbæk, mag.art., ph.d., og professor ved Aarhus Universitet, har beskæftiget sig en del med kulturelle forskelle, sociale netværk og regionalitet. I 2008 gennemførte han en analyse af udgravede bebyggelser i Danmark, Sydsverige og Nordtyskland, hvor der er identificeret mindst ét hus fra perioden 700-1100 e.Kr. Registreringen omfatter 237 pladser i Danmark, 141 i Sydsverige og 105 i Nordtyskland. For Danmark og Sydsveriges vedkommende beløber dette sig til en næsten komplet liste over relevante udgravninger. Materialets kronologiske opløsning er gennemgående lav. De fleste inventarer kan bredt henføres til en ældre periode (ca. 700-950 e.Kr.) eller en yngre (ca. 950-1100). Kortet viser arkæologisk undersøgte bebyggelser (firkanter), grave (trekanter) og andre fundsteder (prikker) i Sydskandinavien og Nordtyskland fra perioden ca. 700-1100.



I Jylland ses tætte koncentrationer med bebyggelser i områderne omkring Hedeby og Ribe og ligeledes i hele Øresundsregionen. En anden region, der markerer sig er Limfjordsområdet.

At de kosmopolitiske handelsbyer som Hedeby og Ribe har omsat udenlandske genstande i handelen kan ikke undre, og her er der da også fundet små mængder af de irsk-skandinaviske korsemaljefibler fra det 9. årh. Samme fibler er fundet på handelspladsen ved Sebbersund ved Limfjorden og Uppåkra i Skåne.

Ser vi generelt på anglo-irske fund i Danmark begrænser de sig til 50 stykker. Der er primært tale om genstande som pyntebeslag af kobberlegering, der oprindeligt har været en del af skrin, kors, altre med mere, som efterfølgende er blevet omarbejdet til enten smykker eller vægtlodder. Hele 28 af disse metalsager kan med sikkerhed tilskrives kirkeinventar. Kilde: ’Vikingetid i Danmark’. Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet, 2013.

En anden undersøgelse fra år 2000 er foretaget af mag.art., arkæolog, ph.d. Iben Skibsted Klæsøe. Projektet ’Vikingerne på kontinentet’ undersøgte arkæologiske vidnesbyrd på kontinentet med relation til vikingetogterne dvs. indsamling, registrering og bearbejdning af de arkæologiske spor perioden 800-1100 e.Kr. Resultatet viste en tydelig overensstemmelse mellem de historiske beretninger og de arkæologiske informationer og konklusionen blev - citat: ”at flere af de fundne oldsager fra disse togter synes at stamme fra Norge. Selvom ordet ’daner’ er den mest benyttede betegnelse i de skriftlige kilder for de nordfra kommende folk, er det imidlertid vanskeligt ud fra genstandsmaterialet at finde danskere på Kontinentet”.
 
Kommentar: Der er ikke meget der dokumenterer dansk deltagelse i vikingetogterne i 800-tallet.

[Historikus]

Danerne

Når vikingen Ivar nævnes som ’daner’ skaber det en del forvirring, specielt på folkets leksikon wikipedia. Wikipedias engelske side om ’Uí Ímair’ refererer til Ivars herkomst som enten fra Skjoldungeætten, Ynglingeætten eller Munsøætten.

Den norske historiker Kim Hjardar og arkæologen Vegard Vike mener, at vikingen Ivar, Inguar, Ímair dvs. Ivar-dynastiet’s (Uí Ímair), er samme person som ’daneren’ Ivar Benløs og at han og ’nordmanden’ Olaf, ’Amlaíb, mac righ Laithlind’ - også nævnt som ’Amlaíb Conung’ - er identisk med sagaernes person Olaf den Hvide (Óláfr inn hvíti).

Den norske arkæolog Terje Gansum har nærstuderet Gokstadhøjen i en analyse fra 1996. Han mener Gokstadhøjen er et monument over en leder, som med kendskab til den europæiske kultur og religion demonstrerer norrøn gravskik. Gansum spekulerer i, om denne gravhøj muligvis kan matche en høvding som Olaf den Hvide.

Ifølge den irske forsker Donnchadh Ó Corráin findes der ingen beviser for, at en gren af ’danernes’ dynasti regerede en række kolonier i Irland. Han argumenterer også for, at Olaf, ’Amlaíb Conung’ blot betyder konge (oldn. konungr) og at hans tilknytning til den norske Ynglingeæt ikke kan dokumenteres. Donnchadh Ó Corráin konkluderer, at Ivar-dynastiet’s oprindelse skal søges i og omkring det skotske fastland.

Som nævnt i forrige indlæg er det svært at få øje på en dansk deltagelse i 800-tallets vikingetogter. Derimod er der hjembragt rigtig mange irske genstande til Norge og især 800-tallets fund i kvindegrave viser mange kostbare prydgenstande, hvis oprindelse kan spores til Irland.
 
Så vikingekongen Ivar, mulig søn af Ragnar Lodbrog, var næppe ’daner’ i ordets nuværende betydning. 

[Vetgirig]

Kommentar: Der er ikke meget der dokumenterer dansk deltagelse i vikingetogterne i 800-tallet.

Det verkar som om du underförstår anfall mot Irland resp England.

Men 1 viktigt anfall kom från Himmerland i Danmark några år efter plundringarna av Romersk Katolska kloster längs östkusterna till England (alltså släpptes de Britonskt kristna klostren) 793-94, d v s anfallet mot Iona och dess beskrivna "plundring". Det visade sig att plundringen bestod i att anfallsstyyrkan tog med sig ett antal biblar, S:t Columbas "reliker" och den gravsten de var lagda under, men i övrigt stod allt kvar och inga skadades. Men det gav samma genljud genom tidens Romersk Katolska Europa som anfallen mot östkusterna, då de tog kultiska föremål. Stenen på upp mot 1 ton står idag inmurad i en liten stenkyrka i Himmerland.

En annan sak är att danerna kanske ägnade sig åt anfallen mot de då arabiska kusterna i V Medelhavet resp V Iberiska halvön, vilka omnämns i arabiska krönikor.