Tacitus forklarer os år 98 e.Kr. hvorfor der ikke var megen, eller nogen, direkte samhandel mellem romerriget og os i dette tidsrum.
I Tacitus: Germania (kap. XLI / 41) skriver han at Hermunduri-folket, af Tacitus givet status af "civitas" (borgerskab, statsborgere), har monopol på handlen langs Elben; omend næppe hele vejen til Nordsøen, så i hvert tilfælde et godt stykke af vejen. Nord for Elben har vi kontrol, men vi var ikke på romernes ”godkendte liste” op til år 100 e.Kr., hvilket har to konsekvenser. Alle der handlede med romerne var tvunget til at modtage deres inflationshærgede og værdiløse mønter som betaling for varer solgt. Dette undgik vi heldigvis og derfor finder vi ikke store romerske møntfund i vore landområder. Dernæst er al handel foregået indirekte med Hermunduri-folket som dyrbare mellemhandlere, hvorfor romerne ikke rigtigt kender til os.
Tacitus: Germania (kap. V / 5) skriver år 98 e.Kr. at de germanske folkeslag, der støder op til den romerske grænse, foretrækker guld og sølv som afregningsmønt i forbindelse med samhandel, men at:
"De der bor i det indre [dvs midt- og nord-Europa] er mere simple og anvender tidligere tiders byttehandel (af varer). Pengene de godkender er de gamle og i lang tid mærket (med indskrift), slået (med) billedet af et tospand (af heste foran en stridsvogn)..."
At Tacitus gør brug af ”simplicius” (simple), underforstået ”tilbagestående og ukloge”, er en uovertruffen selvhøjtidelighed, der dækker over et dygtigt købmandskab af modparten. De gamle mønter med afbildningen af et tospand er nemlig mønterne udstedt før Nero’s devaluering år 63 e.Kr., der derfor har et langt højere sølvindhold, og derfor langt større værdi målt i vægt-i-sølv. Romersk statsgaranti havde absolut ingen værdi uden for romerrigets grænser; hverken i Germania Magna eller andre steder.
Ikke overraskende er der fundet flere at netop denne mønttype i Danmark.
Fra en statistisk analyse af arkæologiske forekomster af importerede romerske varer i Danmark fordelt på tid kan vi se at dette netop er hvad der sker. Der er stort set ingen importerede romerske varer op til ca. år 30-40 e.Kr. I tidsrummet ca. år 40-70 e.Kr. stiger dette markant på Fyn, og eksploderer fra slutningen af 100 tallet til år 200 e.Kr.
Så vidt jeg kan se er den fælles møntenhed nord for Ejder-strømmen og i Friesland (Domborg og Dorestad) fra år 385 - 670 e.Kr. guldskilling (Gold scilling, gull skillingr). I takt med at vi skaber nye kongeriger i Britannien fra år 446 e.Kr. fremefter vinder guldskilling også indpas i disse kongeriger. Guldskilling er også gangbar mønt i Frankien fra år 585 e.Kr. (muligvis tidligere).
De mere end tusinde "brakteat" vi har fundet er alle guldskillinger, og mange er omsmedet til Gyldne Tavler.
Af årsager vi endnu ikke kan forklare tilfredsstillende, men som bevidner ekstrem statsdannelse og pengepolitisk forståelse, erstattes guldskillinger i alle landskaber på samme tid år 670 e.Kr. med sølvpenge (Seolfor pening, silfr peningr). Denne fællesmønt er gældende i alle landskaber til år 755 e.Kr., hvor møntsystemet bryder sammen som et udkom af Pippin’s møntreform. Pepin Den Lille (The Short) (ca. 714-768). Pepin III. var Konge af Frankerne år 751-68 e.Kr.
mvh
Flemming
