Den arabiske forbindelse er absolut sandsynlig, synes jeg. Og jeg var lykkelig over din sammenligning af Karolingiske universiteter med talebanskoler! Desværre er vi oppe mod en kraftig modstand, der især kommer fra befolkningen: Den moderne skandinav vil helst fortsætte med at tro på en vikingetidskultur, som han fik med hjemmefra. At vikingefyrsterne i hundreder af år lod sig begrave i tøj indkøbt i Konstantinopel, forhindrer ikke nutidsdanskeren i at tro, at de overhovedet ikke var kulturelt påvirkede fra Østen.
For det meste tales der i debatten kun om byzantinsk påvirkning, men i virkeligheden fandtes to (uafhængige) påvirkningsfaktorer fra Centralasien og Mellemøsten. Møntfundene bl.a. viser disse forskelle, hvor der typisk anvendes fællesbetegnelsen arabisk eller islamisk sølv - dirhemer - der ofte overføres med antagelsen af, at mønterne kun stammer fra Mellemøsten. Der er fundet ca. 90.000 eksotiske sølvmønter i Skandinavien.
I slutningen af 600-tallet blev der under den umayyadiske kalif Àbd al-Malik (685-705) og stifter af Kalifatet, udviklet et nyt møntsystem, som spredte sig til hele Mellemøsten og til Centralasien, hvor disse mønter blev dekoreret med en såkaldt ’kufisk’ skrift. Ordet ’kufisk’ er betegnelsen for den skriftform - med kraftige
geometriske linjer - som blandt andet anvendes i Koranen. Skriften opstod i byen Kufa, som ligger ved Eufrat floden i det sydlige Irak. Mange af mønterne er fra området øst for det Kaspiske Hav og Aralsøen i området, som i dag hedder Uzbekistan, Afghanistan, Turkmenistan og det nordlige Iran. Derudover var mønterne påført et utal af informationer. Denne form kendes ikke i samme målestok på vikingetidsmønterne.
Jelling er en yderst interessant plads men samtidig er området besynderligt fundtomt. På nuværende tidspunkt er der kun fremkommet to kufiske mønter, der begge er fra 800-tallet, men fra forskellige dynastier samt forskellige egne af Mellemøsten, nemlig Marokko og Iran.
Den første kufiske mønt fundet i Jelling (FP 6509) er fra Idriss dynastiet, dagens Marokko. [Walila? "] AH [ca. 176-192] = 792-808 AD. Vægten er 1,00 gr. Denne mønt er den femte Idriss mønt fundet i Danmark.
En yderligere kufisk mønt blev sidste år fundet ved udgravningen i Jelling. Det er en Abbasid mønt slået af Hârun al-Râshîd fra al-Muhammadiyya (gammel Teheran) AH 193 = 808/9 AD.
Ser man på de fundne mønter i Skandinavien, så kommer over 70% af mønterne hovedsageligt fra Centralasien - samt Iran og Irak. Det totale antal kufiske/dirhemer mønter i Sverige er ca. 85.000 stk., idet 75 procent er fundet på Öland og Gotland og de resterende 15 procent er fra fastlandet, heriblandt Skåne. I Danmark er der fundet ca. 7.000 dirhemer, hvoraf ca. 4.000 er fra Sjælland, Falster, Lolland og Møn. I Jylland er antallet af fund få, udover et par mønter i Jelling er der desuden fundet eksemplarer i Hedeby, Vejen og Svendborg.
Ser vi på den byzantinske påvirkning er den ringe. Helle W. Horsnæs fra Nationalmuseet skriver: ”Umiddelbart kunne man så forestille sig, at byzantinske mønter er almindelige i de danske fund. Men det er slet ikke tilfældet. Der kendes kun godt 50 byzantinske mønter fra vikingetidens Danmark”. Generelt ses mønterne at være fra 900-tallet. På Munkegård-pladsen på Bornholm blev der fundet en miliaresion (sølv) mønt, præget af Basileos II i 977-989.