Thomas I ønsker ikke storhøje behandlet i tråden, men har selv ivrigt diskuteret sammenligning af centralpladser i al almindelighed. Skal vi være formalistiske, så gik tråden alene på de nye fund i Uppåkra. Linn Hanking fastslår i den magisteruppsats, som Marty linkede til, at jernalderens storhøje er en direkte eller indirekte indikation af centralpladser (må være nord for danerne) – så det må blive enten/eller.
Jeg er sikker på, at Marty har sørget for at få Vgl’s største høje med på sin liste, så set fra Danmark findes de monumentale anlæg altså først og fremmest i Uppsala og omegn (Mälardalen/Uppland). Som et kuriosum er her et link til Wikipedias liste over Nordens ”storhøje” (Marty bør først tage en blodtrykspille):
http://sv.wikipedia.org/wiki/Lista_%C3%B6ver_storh%C3%B6garHvad Högom angår, synes der her at være en (nordisk lejesoldat?) forbindelse til steppenomaderne i hunnernes hærtogt i 400-tallet – en forbindelse, som også på den tid findes i de norske kongegrave, hvorfra der ved Högom var forbindelse over Kjølen. Birgit Arrhenius har skrevet om en kolonisering af Vendel omkring år 500, og andetsteds peger hun på ovennævnte norske spor i Ottarshögen. En mulig forklaring kunne være, at det var Högom-dynastiet, som forsvandt omkring år 500, der rykkede sydpå ad Jordanes’ pelshandelsrute og påvirkede med sin højkultur. Der er imidlertid den væsentlige forskel, at Upplands nye storhøje indeholder brandgrave – i modsætning til de tidligere høje i Högom og Norge. Som bekendt tolker jeg helheden sådan, at der synes at opstå en ny internationalt præget kulturblanding i Uppland sidst i folkevandringstiden – måske fordi et ekspanderende centralområde i 400-tallet til sidst lokkede andre til fra flere sider og opsugede dem. Siden spredte kulturen sig langs Østersøens kyst og øer og (med fare for at ende i Finnestorp-mosen næste gang jeg nærmer mig Vgl.) måske til Götalandene.
Uppåkra skal formodentlig ses i en helt anden sammenhæng – nemlig som en af danernes ”nationer” (Procopius’ brugte flertal), der voksede i styrke og pludselig blev kendt af de europæiske historikere fra Byzans til Tours i 500-tallet – måske fordi de allierede sig efter pres udefra.