Grønlænderne gjorde brug af forskellige typer både.
Der fandtes ikke træbevoksning på Færøerne, Island eller Grønland.
Vi ved man havde klinkbyggede robåde, hvor træet derfor enten har været drivtømmer eller importeret fra det sydlige Skandinavien.
Inuiterne ankommer først til Grønland i 14-1500 tallet og derfor skulle man umiddelbart ikke tro at grønlænderne har eftergjort inuiternes kajak eller umiaq, begge bådtyper betrukket med sælskind. Det viser sig dog at være en forkert slutning, der underbygges af bemærkningen i værket ”konúngs skuggsjó” (”kongens skygge” eller ”kongespejlet”) nedskrevet samtidigt ca. år 1154-1200 e.Kr. (Grønlands Historiske Mindesmærker (1845, 3. bind, s. 317):
”En Þat hafa aller til ráðs tækit, Þæir sæm í Þæssa ísa voc hafa komit, at Þeir hafa tækit smábáta oc drægit á ísa upp mæðsèr, oc hafa leitað lannzens, en hafskip oc allr annarr fjárlutr Þa hæfir Þar æpter dvalz oc týnz, en sumir hafa oc úti búit síðan á ísum, áðr en Þeir hafi lannde náð fjóra daga eða fim oc sumir ænn lænngr”.
Der oversættes til:
”Til dette Middel have alle de grebet, som ere komme i dette Iisdrev, at de have taget smaae Baade og trukket dem op med sig paa Isen, samt sögt saaledes Landet, med Havskibet og alt andet Gods er blevet der tilbage og forgaaet; nogle have endog, förend de naaede Land, maattet opholde sig 4 til 5 dage paa Isen, ja andre endnu længere”.
Det lyder for mig ganske usandsynligt at grønlænderne har trukket deres redningsbåde eller ”smábáta” over isen i op til 5 dage ifald vi her taler om klinkbyggede både bygget udelukkende af træ. Sådanne både er for tunge selvom vi ved at vi i 1700 tallet brugte isbåde til transport over Storebælt i kolde vintre. I sidstnævnte tilfælde er der dog tale om en bevist og planlagt transport, ikke livstruende omstændigheder. Det må være en mulighed at vi her hører en specielt bygget redningsbåd omtalt, der måske kan være omtrukket med huder.
Netop denne bådtype kan vi bevise fandtes på Grønland, og vi kender den i dag som en "konebåd" (umiaq). Vi kan ligeledes vise at grønlænderne kendte til båden allerede fra ca. år 1000 e.Kr., og måske nøjagtigt hvorledes de først får fat på 3 af slagsen.
Vi lader Erik Den Rødes Saga berette:
Thorvald er rejst til Vinland med 30 mand i et enkelt skib. De forbliver en hel vinter i Leifsboder (Leifsbúða som man regner med er det opholdsssted broderen Leif Den Lykkelige grundlagde i Nýaland, i dag kendt som L'Anse aux Meadows, Newfoundland). Om Våren begiver de sig til at udforske den vestlige kyst af landet (der derfor må være en ø - Newfoundland?). De finder det fagert og skovrigt med mange øer. De kommer tilbage til Leifsboder hen om Høsten.
"Men den anden Sommer drog Thorvald österud med Fartöiet og mod Norden langs med Landet. Da overfaldt dem en stærk Storm udenfor et Forbjerg, saa at de sloges der op, og Kjölen stödtes lös fra Skibet; de opholdt sig der længe, og istandsatte deres Skib. Da sagde Thorvald til sine Medfölgere: "Nu vil jeg at vi skulle opreise Kjölen her paa Næsset, og kalde det Kjalarnæs; og de gjorde saa. Siden seilede de bort derfra östen om Landet ind i de Fjorde-Mundinger, som laae nærmest derved.......".
Vi ved også hvad det rigtige navn for en konebåd er. Erik Den Rødes Saga beretter at Thorvald straks efter afgangen fra "Kølnæs/Kjalarnes" finder 3 "húðkeipa" med 3 mennesker i hver. Ordet "húðkeipa" er sammensat af "huð" (hud) + "kópi" (sælhund), og hermed kan vi se at båden er overtrukket med sælhundeskind
Vi har udgravet et Konebåd dateret til ca. år 1440 e.Kr. fundet af Eigil Knuth og Jens Geisler i 1949 på Herlufsholm Strand ved Kølnæs, Herluf Trolle Land, Det nordlige Grønland.
mvh
Flemming