I fortsættelse af at man fortolker helleristningen som en fuglemaske, kan jeg vise at denne kunstform fortsatte frem til 700 tallet e.Kr. Jeg gengiver nedenfor et billede fra mit afsnit "Skjoldungernes skjolde", omhandlende vore oprindelige skjolde:
Bemærk nu genstand nr. 4, om hvilken jeg har skrevet følgende kommentar:
citat
Nr. 4: Et smykke fundet af Flemming Nielsen ved Tissø, Sjælland. Det første indtryk er at dette smykke gengiver en identisk afbildning til hvad vi ser gengivet på Lillbjärs III billedstenen fra Gotland, eller afbildningen på Tängelgårda billedstenen fra Lärbo, Gotland. Ved nærmere eftersyn kan vi dog se at dette ikke er tilfældet. En rytter kommer ridende, uden stigbøjler og iført ridebukser. Manglen af stigbøjler gør at dateringen må være ca. år 650-700 e.Kr. Mellem rytterens hoved og hestens manke ser vi muligvis indersiden af rytterens skjold, med skjoldets bronze- eller jernhåndtag synlig. Rytteren modtages af en kvinde, der med et drikkehorn i højre hånd, og et skjold i venstre hånd, byder velkommen. I kunst skal brugen af drikkehorn og skjold i forbindelse med en kvinde opfattes som kenninger for en skjoldmø af Jarl æt. Vi bemærker nu at kvindens ansigt er gengivet som et fugleansigt med næb, og at hun over sit hoved og sin overkrop har en fjerham. Dette er derfor en kvindelig krigerinde der har hamskiftet (hama-skipti, að hamaz) til svaneham eller fjerham eller ”fjaðr-hamr, feðerhoma, fetherhamo” (oldnordisk, oldengelsk, oldsaksisk). Det er i denne svaneham vore afdøde, og uddødelige, skjoldmøer flyver fra rummet fremtiden til rummet nutiden og afhenter vore afdøde slagne fra valpladsen. Hávamál (vers 155, Ældre Edda) kalder disse skjoldmøer i svaneham for ”tvnriþor” (tunridere). Givet at kvinden står med et drikkehorn må vi her opfatte den velkomst der bydes rytteren som en velkomst til Valhal, dvs. den hamskiftede kvindelige kriger står i Valhal og byder velkommen! Et helt ufatteligt vigtigt smykke der understøtter urnordisk filosofi i Ældre Edda. Smykkket kan ses på Kalundborg Museum. Det er vrang at kalde den kvinde for en valkyrie, fra ”valkyrja, valmær, waelcyrge, wælcyrgean, wælcyrigean” (oldnordisk, oldengelsk). Dette ord er sennordisk fra 1000 tallet e.Kr., og findes ikke i modersmålet da nærværende smykke blev fremstillet.
citat slut
Jeg vil derfor tilføje til tanken om at personen i Bronzealderen bærer en fuglemaske; mit bud vil være at kunsten måske snarere gengiver en person hamskiftet til en fugl - hvilken har jeg ikke nok viden til at kunne sige noget om.
mvh
Flemming