...fortsat
Når man først gennemtænker dette et par sekunder, og samtidig ved at 20-talssystemet er udviklet for at slå en streg på en stav for hvert 20. dyr i marken, så er det bare om at gå igang med at finde æt-mærkerne. Og de er ikke vanskelige at finde. Runen er at forstå deres indbyrdes sammenhæng ret.
Modsat i dag, hvor non-figurativ og provokerende kunst florerer uden en dybere sammenhæng, er oprindelig kunst genial og ekstrem gennemtænkt. I oprindelig kunst mener jeg Stil I. og II. gældende op til fællesmønten sølvpenge bryder sammen år 755 e.Kr. (kunsten holder stilen frem til ca. år 800 e.Kr.).
De ikonografiske elementer er, ganske rigtigt, ikke sjældne, men ej heller så udbredte som du har en formodning om. Som jeg erindrer min egen viden 10 år tilbage var det også min generelle holdning at kunsten var symbolrig uden en dybere mening. Jeg kan nu sige at jeg var kunstnerisk analfabet. Hvad ligner en primitiv stregmand på Kitnæs-mønten, er en nøgen værnende vætte til rytteren. Han er gengivet foran hesten af en årsag. Han er gengivet nøgen af en årsag. Absolut intet er en tilfældighed i oprindelig kunst. Runen for os er at genlære at læse hvad kunsten forklarer os.
Heraldik opstår naturligvis ikke som et biprodukt af kristen organisationstalent i Middelalderen, og der er jo nok her forskningen som sædvanligt har ladet sig forblinde af en halvkogt sandhed fra 1700 tallet. Heraldik er fuldt udviklet , og vel og mærket forstået af alt og alle i 300 tallet e.Kr. Hvis ikke egnens trælle forstod æt-mærket på hesten og koen, er det uden virkning. Alle har derfor kunnet tolke æt-mærker.
Det er helt sikkert også sandt langt tidligere, men det kan jeg ikke vise endnu. Helleristningerne fra Bronzealderen har en umiskendelig brug af symbol-sprog. Det er os der ikke kan læse det, ikke at symbol-sproget ikke findes.
Et af de steder jeg mener vi kan vise overgangen fra urnordisk Hariwalda æt-mærke til Middelalderens heraldik er på Oseberg-skibets vægtæppe fra år 834 e.Kr. Den kutteklædte mandlige krigers skjold gengiver her en nytænkning i kunsten på skjoldet. Dette kaldes senere i heraldikkens system for "per saltire" (fra Middle English "sawtire") og på fransk "ecartelé en sautoir" eller "adskilt korslagt", hvor korset er lagt liggende. Ordet "sawtire" hentes fra "sautoir" (mellemfransk) der henter ordet fra "saltatorium" (mellemlatinsk) - alle har betydningen "stigbøjle", og heri kan vi uden tvivl finde oprindelsen til dette mærke i vor kunst. Det "liggende kors" skal faktisk vise en "stigrap" (oldengelsk) eller "stigereb".
Stigbøjlen ankommer fra Miklagård (Byzans) med hjemvendte væringer i begyndelsen af 700 tallet e.Kr. Derfor ser vi denne fornyelse i kunst og æt-mærke, der afspejler virkeligheden.
Hvis der er unge historiestuderende der læser med her, mener jeg at oprindelige æt-mærker er et fantastisk emne til en doktorafhandling. Vi er nødsaget at få undersøgt dette helt til bunds fordi det vil kunne forklare langt mere om de indbyrdes forhold mellem landskaberne i såvel landnamstiden op til år 400 e.Kr., som i de gyldne tider frem til år 670 e.Kr.
Tak fordi du spurgte til emnet.
mvh
Flemming
