Staraja Ladoga’s skandinaviske navn var “Aldeigjuburg”
Vi kender til formerne ”Aldeigja” (*Aldauga) og ”Aldeigjuborg” (= Oldenborg?).
Kort over Garðaríki , der eksisterer fra år 446 –1240 e.Kr.1. Vi kan vise at der er "væringer" i den byzantinske hær under Kejser Justinian I. (482/3-565 e.Kr.). Vi hører om dem som livgarde for den armenske general Narses (Nerses), leder af byzans væbnede styrker, under et slag mod perserne i bjergbyen Anglon i Armenien år 543 e.Kr. De kaldes på dette tidlige tidspunkt for ErilaR (Jarl) æt ("Eruli" på latin).
En lille, men ekstrem vigtig konsekvens af de tidlige væringer, er at stigbøjlen hentes til Skandinavien på et tidspunkt efter år 670 e.Kr. Først fra tidligt i 700 tallet e.Kr. begynder vi at finde stigbøjler som en del af den højsatte's rideudstyr i vore landskaber, og de er hentet fra standard rideudstyret i Miklagård.
2. Garðaríki og Estland med to sysler bliver grundlagt som en direkte konsekvens af Frode-freden år 446 e.Kr. Her afvises Hunnernes angreb mod Skandinavien, og "vi" tager kontrol med hele det nordlige Europa; fra England til Rusland. Garðaríki er bolværket på østfronten mod fjenden fra syd.
Fra Saxo: Gesta Danorum kan vi se at begyndelsen til dannelsen af riget i Østerled sker som udfaldet af et meget vigtigt søslag mellem Ruthenernes konge, Olimar, og den danske flåde år 444 e.Kr. Det ser ud til at Olimar og Rutherne i samtiden har hjemstavn i hvad vi nu kalder Hviderusland, og Dvina-floden, Neman-floden og Dniepr-floden er hovedfloderne for transport og derfor søslag.
Ruthenerne findes i dag spredt over Ukraine, Polen, Tjekkiet og Slovakiet. De blev i Sen-Middelalderen kaldt ”Lille-Russere, Russinere, Sydrussere”, og kalder sig på ukrainsk "Rusyn", som en modvægt til Moskoviterne mod nord i det Rusland der opstår under Ivan III. (den Store) (regent 1462-1505) i slutningen af Middelalderen. Ruthenerne er den oprindelige befolkning i det sydlige Garðaríki, dvs. Hviderusland og omkring Kænugarður (Kiev), i dag fortrinsvis det vestlige Ukraine.
I 400 tallet er det hovedbygden Kænugarður (Kiev) og dermed det sydlige Garðaríki vi har interesse for. Det er her handlen med Miklagård og videre findes. Det er denne forståelse der giver ophavet til nord-syd konflikten og borgerkrigen i Garðaríki, der udløser Rörik-ætten (Riurik-id)' s ankomst 862.
Søren Sindbæk's doktorafhandling om brugen af slæden, se "Varægiske vinterruter" (tidsskriftet "Fornvännen", Foråret 2003, 98:3, s. 179-193), viser at der foregik slædetransporter på de frosne floder fra ca. år 800-830 e.Kr. på ruten Hólmgarður (Novgorod) til Kænugarður (Kiev). På dette tidspunkt er man derfor begyndt at bruge den nordlige rute, hvor man tidligere gik ind af floderne fra den østlige del af Østersøen bag handelspladserne Truso og Kaup, der jo var store konkurrenter under kontrol af andre folkeslag.