Vi ved fra Widsith-digtet (sætning 97-98) fra 600 tallet e.Kr., omhandlende ca. år 450 e.Kr., at den oprindelige titel for en "Dronning, Queen" er "dryhtcwen" (Drotkvinde). Som en matriarkalsk stamme forfordeles kvinder altid i titel, da de af stammen anses som "cynna gemyndig" (slægtens myndighed), jvf. Beowulfkvadet (sætning 612). Den tilsvarende titel for hankøn er det oldengelske "mondryhten" (Manddroten), der forekommer i det oldengelske digt The Wanderer (Eardstapa, sætning 41) fra 600 tallet e.Kr.
Snorre skriver i Ynglinga Saga (kap. 17) at overgangen fra titlen ”Drottnar” (mænd) og ”Drottningar” (kvinder), tilsammen ”Drótt”, til ”Konge” (kyn-ugr/ungr, cyn-ing) i Scyldinga-ætten sker under Kong Rig (sagnkonge, men kan ikke afvises. Se f.eks. Wessex kongen Cynric (d. 560) –”den der råder over slægten”), og i Ynglinga-ætten under Kong Dygve.
Mit gæt er at tidsrummet er ca. år 450 e.Kr. da brugen af titlen konge er tæt knyttet til at et landskab gøres til arveligt odelsjord. Dette er afsluttet nord for Ejder-strømmen ca. år 400 e.Kr., og ikke senere end ca år 450 e.Kr.
Der er, så vidt jeg kan se, flere tilfælde hvor mulige kvindelige drotter er skrevet ud af historien.
Personen Moda/Mode/Módi i Scyldinga-ætten. "Móða” er et kvindenavn. Findes på gammeldansk som ”Motha” og i runer som ”muþa”. Snorre omtaler personen som af hankøn. Måske er dette snarere en Dronning.
Personen Amage/Amaga/Magi i Scyldinga-ætten. Snorre omtaler personen som af hankøn. Måske er dette snarere en Dronning.
Kong Rædwald/Hrædwald til Øst-Anglen (617-625) havde en broder ved navn Eni, der igen havde en søn ved navn Anna (d. 653, se Bede/Bedae: ”Historia Ecclesiastica Gentis Anglorum” (Bog III:VIII, III:XVIII).
Vi kender til kvindenavnet ”Amma”, i runer som ”Amu” (bedstemoder), på oldnordisk. Er det et mandsnavn kan det være fra ”Ann, Onn, Ani, Áni, Oni”, der findes på oldnordisk og i runer. I Husum, Angel, syd-Slesvig tillades det ikke at pigebørn gives navnene ”Ida” og ”Anne” alene da disse navne i Angel forekommer som drengenavne.
Personen ”Ælle” omtales således i Angel-saksiske krønike for året 477 e.Kr.:
”Her cuom Ælle on Bretenlond (&) his .iii. suna, Cymen (&) Wlencing (&) Cissa, mid .iii. scipum on þa stowe þe is nemned Cymenesora, (&) þær ofslogon monige Wealas (&) sume on fleame bedrifon on þone wudu þe is genemned Andredesleage”.
Som jeg oversætter til:
”Her kom Ælle til Bretland (og) hans 3 sønner, Cymen, (og) Wlencing (og) Cissa, med 3 skibe på det sted der er navngivet Cymeneshore, (og) der nedslog mange Waliser (og) somme af dem blev drevet ind i den skov der er navngivet Andred'sley”.
I Angel-saksiske krønike er Ælle skrevet som en person af hankøn. Det mener jeg er en omskrivning af sandheden af en katolsk munk. Personen er en kvinde og Ælle nævnes som Dronning i Widsith-digtet (sætning 97-98), der viser os at vi har dronninger i tidsrummet omkring år 450 e.Kr:
"Ond me þa Ealhhild oþerne forgeaf,
dryhtcwen duguþe, dohtor Eadwines."
Som jeg oversætter til:
"Og mig da Ealhhild en anden gav,
Drotkvinde for gudehirden, datter af Eadwines"
Ydermere er navnet ”Ælle/Elle” i Danmark et adeligt kvindenavn i Middelalderen jvf. Ælle Nielsdatter (1443), Elle Eysdatter (Vester Horne Herred, 1521), samt Ellen Corfitzdatter.
Det var hvad jeg kunne komme i tanke om lige nu.
mvh
Flemming