Nu var det alene KarlFredriks indledende udtalelse "Drottning Gisla av Danmark centrala roll i dansk utrikespolitik under 800-talet", som jeg opponerede imod. Derimod er jeg enig i, at hun forhandlede på vegne af en dansk vikingeflåde - nemlig hendes mands flåde og hans ønsker, som er beskrevet i samme krøniker. Den beskrivelse har ikke karakter af dansk udenrigspolitik, selv om jeg er enig i, at flådekongerne af og til kunne have en dansk territorial-konges billigelse - uanset at han af og til også over for kejseren tog afstand fra deres adfærd. På den tid var der også danske konger i nogle af de angliske riger i England, som næppe havde meget med det danske kongerige at gøre - ud over familieskabet.
Arkæologien tyder på, at der opstod en stærk dansk centralmagt først i 700-tallet, idet man her gennemførte de store anlægsarbejder med bl.a. anlæggelsen af Danevirke og Kanhavekanalen - og de kaldtes ikke jyder, men daner. Dette harmonerer med frankernes nedkæmpelse af friserne, som antageligt har bevirket at danerne slog sig sammen for at modvirke ekspansionen sydfra - noget som også antydes i sagnene. I 700-tallet begyndte frankerne derfor bl.a. at skrive om den danske, hedenske kong Sigfred/Sigurd og om saksiske høvdinge, der søgte tilflugt heroppe.
Når jeg specielt nævner 812, er det fordi frankerne i 813 sendte en deputation til "normannernes grænse" (Frankiske Rigsannaler). De to konger (brødre) "var dog for tiden ikke hjemme, men var draget til Vestfold med en hær, den fjerneste egn mod nordvest i deres rige .. og hvis høvding og folk nægtede dem lydighed" (Albrechtsen). Det kan jeg kun tolke som et meget stort område med fælleskonge - hvilket dog naturligvis ikke udelukker underkonger i landsdelene.
Ottar skrev efter Olavs ankomst til Hedeby - og her var riget sandsynligvis delt.
Harald skrev på Jellingstenen fra 965, at han samlede "Danmark helt og Norge". Han havde klart brug for at prale, og tolkningen må være, at det meste allerede var samlet under hans far - og hvad Danmark præcis omfattede på de tider bliver en umulig diskussion.
Ongendus er vel den først omtalte, som var konge i et dansk område, mens Gregors kong Hugelack over Dani i andre kilder kaldes konge over Getorum. Også på den tid opererede der vikinger bl.a. ved Loire-floden, som kaldtes saxer og dani (uden at man antageligt havde overblik over, hvor de kom fra i folkevandringstidens slutning).
Husk i øvrigt i din samling Paulus Diaconus' digtveksling med Peter af Pisa, da Paulus skulle sendes med en delegation til danerkongen Sigfred - med dette eksempel henvendt til Karl den Store:
"Døbes af dig han vil i det lutrende vand.
Gør han det ej, lad hid med bagbundne hænder ham føre.
Visselig Odin og Thor ikke værne ham vil."
Det glemmes normalt i Danmark.
