Ynlingasagan berättar om hur Oden bodde i Danmak och hur han flyttade till "Sverige", då till en plats där det fanns en sjö som uppstått genom att Själland kom till = Vänern, dvs, Götaland.
Det uhyre vigtige landnámssagn om Gefion og Sølund er den historiske beretning om skjoldunge-ættens landnám af Sjælland, Skåne og Fyn, og er et endog meget gammel sagn.
Etruskerne har et identisk sagn om deres landnám af landskabet Viterbo, nuværende Italien. Dette sagn er kendt allerede fra Marcus Tullius Cicero (106-43 f.Kr.): De Devinatione (2:50:XXIII) fra ca. år 44 f.Kr.
Fortælleteknikken er derfor den proto-indoeuropæiske vis at viderebringe historisk indsigt om hvorledes landnám fandt sted for ætterne.
I det sjællandske landnámssagn kender vi beretningen fra:
Heimskringla (indledningen til Ynglinga Saga),
Snorre Edda (Gylfaginning, kap. 1)
Lokasenna (vers 19-21, Ældre Edda)
Jordanes: Getica sive De Origine Actibusque Gothorum (Goternes oprindelse og dåd, Bog 3:23) fra år 550.
I alle beretninger træder to ting frem:
1. Svea-folket har overherredømmet nord for Ejder-strømmen da landnám af Sjælland, Skåne og Fyn finder sted. Tidsrummet er ca. år 40-77 e.Kr. frem til ca. år 400, og sker i flere tempi.
2. Gylfi er Svea-folkets konge (Gylfi konungur), og det er ham der på vegne Svea-folket tilstår landnám af Sjælland, Skåne og Fyn.
Dette er kærnen i sagnet.
Mandsnavnet "Gylfi" (Gylfe, Gylvi, Gylve) er ophavet til Snorre’s ”Gylfaginning” (Gylfi + ginning, "Gylfe’s forlokkelse") i Snorre Edda. Oprindelsen til mandsnavnet er ukendt, men det kunne evt. være fra ”Gjálfr” (larme), der kendes som et tillægsord.
Gillian Fellows-Jensen skriver i bogudgivelsen af sin doktorafhandling fra 1968: ”Scandinavian Personal Names in Lincolnshire and Yorkshire. Navnestudier udgivet af Institut for Navneforskning nr. 7 (1968, s. 120), at ”Gylfi” kan være udviklet fra ”Gjalfvér” eller ”Folkets Larmer”.
Jeg tror vi med nogen sikkerhed kan stedbestemme navnet "Gylfi" til landskab ved at efterse Malsta-stenen i Via, Backa by, Rogsta socken, Hälsingland (Hs 14, originalen nu på Hälsinglands museum i Hudiksvall). Stenen er dateret til vikingetid. Her er ”Gylfir” er en kort navneform af ”Fégylfir”.
mvh
Flemming