Ja, Hans, men min første afvisning af ordet overmenneske, det var med henblik på disse germansk-mytiske operaer.
Altså: hvis man afviser dem fordi de er højtidelige, overdimensionerede og pompøse, så tager man måske ikke fejl.
Men hvis man tror at Ringens personer er overmennesker i den Nietzscheske betydning, så tager man fuldstændig fejl. Alberich - den kloge og rige, Wotan - guden, Siegfried - helten… bliver alle dømt som utilstrækkelige af Wagners handling. De lyver, både for sig selv og andre, eller de er naivt overlegne og fanges derved let i andres intriger. Men i tilgift er handlingens gang subtil og egentlig ret vanskelig at ridse op. Personerne er iøvrigt ikke engang manikæistisk onde eller gode, men overrasker tilskueren ved uventede drejninger. Lidt som Sarastro i Tryllefløjten, men der kan man være i tvivl om hvorvidt Schikaneder gør det med vilje - eller om han har tabt tråden !
Så jeg holder fast ved at Ringen - og dermed Ragnarok-Götterdämmerung - er et væsentligt bidrag til den nordiske Ragnarok-myte.