Skoglar Toste

[Historikus]

Men då hamnar vi ju efter Skoglar Tostes tid.

Tro på mig - Hans - der findes ikke informationer om en vestgötisk stormand ved navn Skoglar Toste, Toste, Tosti, Þorstæinn, Thorsten - som jeg i min research ikke har været omkring. Der findes ganske enkelt ikke historisk stof om denne person, når vi ser bort fra den nordiske og sene saga-litteratur. Ingen steder i de kontinentale og insulære annaler/krøniker er jeg støt på navnet relateret til 900-tallet. Dermed ser mange historikere Toste som en sagnfigur.

Men er det ikke plausibelt at denne Toste i virkeligheden hed Þorstæinn? Og at min analyse (sand)synliggør en mulig historisk person bag en sagnfigur, da visse omstændigheder gør, at der mangle puslebrikker i konteksten. Jeg mener ikke man bare kan forkaste en mulig historisk Toste og dermed datteren Sigrid Storråda.

[Bornholm]

Jeg har et andet spørgsmål af samme karakter. Side 42 i din bog omtaler du Knud den Helliges gavebrev af 1085. Han omtaler sig som Knud den fjerde, kong Magnus' søn, som du i noten angiver er Svend Estridsen. Samtidig forklarer du, at en del konger fik navnet Magnus, som Carolus Magnus, Karl den Store.

Rigtigt er det at Svend i pillegraven i Roskilde Domkirke bliver nævnt som 'Sueno magnus Rex'. Har du oplysninger om flere andre konger/fyrster med lignende mellemnavn - og kan der være en slægtsmæssig forbindelse som forklarer 'Magnus' analog 'Lambert'?

Tak for køb og interesse.

Karl den Store havde planer for sit rige og for sig selv, han var inspireret af Romerriget, og da han skulle have bygget et kapel til sit palads i Aachen, lod han sig inspirere af kirken San Vitale i Ravenna, der blev påbegyndt af biskop Ecclesius i 527, da Ravenna var underlagt ostrogoterne. Kirken har en ottekantet eller oktogonal grundplan og kombinerer romanske elementer (kuppel, døråbningers form, og trappeformede tårne) med byzantinske elementer (mangekantet eller polygonal apsis, kapitæler, og smalle mursten. Karl besøgte kirken flere gange, og han fik også flyttet en rytterstatue af goterkongen Theodorik fra Ravenna til Aachen. Paladskapellet i Aachen blev af andre europæiske herskere og biskopper betragtet som et ideal, man burde stræbe efter, så godt man formåede. En central bygning med et indre, søjleomkranset og dermed virtuelt rum og uden om dette en omgang (ambulatorium) kan minde om Jesu Gravkirke i Jerusalem samt en del andre tidlige kristne kirker, som for eksempel San Stefano Rotundo og San Costanza i Rom. Den centrale del kunne derved dedikeres til et alter, et skrin eller en anden helligdom, der kan processeres rundt om, den kan friholdes til ekstravagant udsmykning, eller som tilfældet var i datidens baptisterier eller dåbskapeller, hvor et dåbsbassin var placeret i den centrale del.

En af de første danske konger, der var i Rom, og som kaldte sig Magnus, var Canutus Magnus, der bedre kendes under navnet Knud den Store – (der som nævnt fik dåbsnavnet Lambert som sine polske slægtninge). Knuds søstersøn Svend Estridsen kaldte sig Sveno Magnus, og han omtaltes som nævnt også som Magnus i sønnen Knud den Helliges gavebrev til Sankt Laurentius i Lund, hvor der stod: "Vi ønsker, at det skal være vitterligt for alle, hvorledes jeg Knud den Fjerde, kong Magnus' søn, efter at have overtaget riget som arv fra min fader...".
   Olav den Hellige lod sin søn døbe Magnus. Han blev konge af Norge og senere af Danmark, indtil Svend Estridsen tog over. Om dette skrev Knud den Stores biograf Ælnoth således: "Hvorledes Svend Magnus, da Magnus var død og Harald Hårfager var jaget ud af Danmark, kom til magten..." og "Efter mange krigsangreb og hårde kampe mellem Magnus, nord-og vestlændingenes fører, og Svend, der også hed Magnus, anfører for mændene i øst og syd... osv".  Svend Estridsen var ikke alene om at danne skole.
Efter Magnus af Norge hed fem andre norske konger også Magnus.
I Sverige blev Knud Lavards morder, kong Niels søn Magnus, på samme måde den første i en række konger med samme navn.

Knud den Store var i Rom, vel som en af de første danske konger?

Hvordan eller hvorvidt der er familiære sammenhænge, står tilbage at undersøge nærmere ... noget er dog tidligere undersøgt af en svensker, hvis navn er væk lige nu.
Spørgsmået er, om alle de samtidige kendte kongen som det latinske "Magnus" eller som "den Store".
 

[Historikus]

Har du gode kilder til "Magnus, der blev valgt som konge i VGL ca. 1129".

Nej, ikke særlig uddybende. Kun hvad Niels Lund skriver i 'Fra vikingeriger til stater, træk af Skandinaviens politiske udvikling 700-1200'. Jeg er klar over at Magnus måske aldrig viste sig i VGL og at han muligvis allerede blev hurtigt afsat igen. Kan se at du i din bog side 71 har en del om Magnus og Kalmar-ledingen. Det glæder jeg mig til at læse.

[Bornholm]

Nej, ikke særlig uddybende. Kun hvad Niels Lund skriver i 'Fra vikingeriger til stater, træk af Skandinaviens politiske udvikling 700-1200'. Jeg er klar over at Magnus måske aldrig viste sig i VGL og at han muligvis allerede blev hurtigt afsat igen. Kan se at du i din bog side 71 har en del om Magnus og Kalmar-ledingen. Det glæder jeg mig til at læse.

Ja, faktisk arbejder jeg stadig med dette og andre løse ender. Det ender med, at jeg går dig i bedene med et hefte – dog ikke med så mange illustrationer 

[Bornholm]

Bornholm; ganske interessant, det du har fundet ud af om 'Lambert' navnet, der går igen hos Mieszko og Boleslaw slægterne.

Jeg har et andet spørgsmål af samme karakter. Side 42 i din bog omtaler du Knud den Helliges gavebrev af 1085. Han omtaler sig som Knud den fjerde, kong Magnus' søn, som du i noten angiver er Svend Estridsen. Samtidig forklarer du, at en del konger fik navnet Magnus, som Carolus Magnus, Karl den Store.

Rigtigt er det at Svend i pillegraven i Roskilde Domkirke bliver nævnt som 'Sueno magnus Rex'. Har du oplysninger om flere andre konger/fyrster med lignende mellemnavn - og kan der være en slægtsmæssig forbindelse som forklarer 'Magnus' analog 'Lambert'?

Inden jeg lægger en todelt tekst op om Tjust m.m. er noget andet familiært måske også interessant i forbindelse med Knud den Hellige. Han blev gift med Adele af Flandern – vi kalder hende Edel. Hvor det foregik, har jeg ikke fundet ud af, måske i Ribe? De ved intet i Brügge, hvor greven havde sin borg med kirke ved siden af.

Arnulf I, der var greve af Flandern, og blev kaldt Arnulf (den Store) af Flandern, var opkaldt efter sin fjerne forfader, Sankt Arnulf af Metz, for at understrege familiens forbindelse bagud til det karolingiske dynasti.
Sankt Arnulf af Metz var nemlig bedstefar til Karl Martel, der var far til Pippin den Lille, der igen var far til Karl den Store – kan du følge med 
   Arnulf af Metz var med andre ord Karl den Stores forfader, og det brugte Arnulf I af Flandern til at vise dels sin adelige oprindelse, dels sin familiære forbindelse til Karolingerne. Arnulf I af Flandern var således søn af Baldwin II af Flandern, der gennem sin mor var en efterkommer af Karl den Store.
   De fine familieforhold havde stor betydning, ikke mindst for deres efterkommere. En af dem, den senere greve af Flandern, Robert I Friseren, var søn of Baldwin V af Flandern og Adele, der var datter af kong Robert II af Frankrig. Robert I Friseren navngav sin datter efter sin egen mor, så hun kom også til at hedde Adele, og det var hende, der blev gift med Knud den Hellige.
 
 

[Bornholm]

Teksten er for lang.
 

Men den kommer her i to indlæg, med fodnoter til sidst:

Den svenske historiker Sven Tunberg var i 1913 optaget af en fortegnelse over kirkeprovinser (1) omkring 1120, som opbevaredes i det Laurentinske bibliotek i Florens, og derfor benævnes Florens-dokumentet. Tunbergs interesse skyldtes, at dokumentet, under rubrikken Provincia Danorum, indeholdt en bemærkelsesværdig opremsning af såvel bispesæderne i Norden som af de landskaber, der dengang var en del af Sveariket. (2)
   I en senere artikel gik Adolf Schuck mere ind i sagen, (3) herunder betegnelsen Findia, og hvad det mon kunne have dækket, et spørgsmål der havde været diskuteret før. Han skrev bl.a.: "... varför omnämner förteckningen icke ett enda av de medeltida »land» (terræ), som ingå i nuvarande Jönköpings län? Av de "land", som ingå i nuvarande Kalmar län, namnges blott Tjust. Vi sakna t. ex. Möre, som enligt Wulfstans resebeskrivning från omkring 900 räknades till svearnas välde liksom det närbelägna Öland, vilket även fattas i »insulan-förteckningen. Detta förefaller gåtfullt. En svensk-dansk gränsuppteckning, som man numera anser vara äkta och allmänt vill datera till 1000-talets mitt, anger ju klart att åtminstone Möre då räknades till Uppsalakonungarnas välde."
   Schuck mente, at hvis kirkeprovinsen "Findia" skulle være den del af Småland, som indgår i Jönköpings län, bliver provinsfortegnelsen mindre gådefuld. Samtidig fandt han det svært at antage, at provinsen "Teuste" skulle omfatte ikke blot landet Tjust (Thiust) men også landområderne Møre og Øland.
   En mulig forklaring kunne være, mente Schuck, at fortegnelsen var udarbejdet ved det nordiske ærkesæde i Lund, og at man dér ikke havde styr på de mange store og mindre skatlande, som fandtes i Småland, men lod sig nøje med et vist udvalg. Hvis ikke det var forklaringen, måtte man antage, at Øland og Møre omkring 1120 ikke blev regnet til Sveariget, men måske var skattepligtige til en hedensk fyrste eller var blevet erobret af fremmede, eventuelt vendere.
   Det kunne forklare forekomsten af vendiske fortidsminder fra den ældste middelalder i ølandske fortidsborge, samt de traditionelle fortællinger om, at der i Gråborg skulle have boet en kong Bugislav. (4) På gamle landkort ses det, at Møre er blevet kaldt Moravia.
   I sammenhængen påpegede Schuck en gådefuld oplysning fra en undersøgelse efter antikviteter, som i 1667 fandt sted i Lannaskede sogn (Østre herred i Småland). Ved den lejlighed havde de gamle i sognet fortalt, at Lannaskede kirke er den ældste i Småland, og det siges, at børn fra Øland tit bliver kaprede til kristendom.(5) 

(fortsættes)

[Historikus]

Ja, faktisk arbejder jeg stadig med dette og andre løse ender. Det ender med, at jeg går dig i bedene med et hefte – dog ikke med så mange illustrationer 

Det er kun godt man kan påvirke hinanden. Indtil for kort tid siden havde de fleste et forbehold omkring, hvem der var mor til Knud den Store. Det er din fortjeneste og opdagelse af dåbsnavnet 'Lambert' til Knud, der gør, at  polske Swietoslawa må være hans mor. Det har samtidig medført, at mindst én af mine egne skriverier måtte rettes til.   

[Bornholm]

2. del:

Schuck tolkede denne oplysning derhen, at der havde været en hedensk reaktion på Øland i den ældre middelalder, og stillede derpå spørgsmålet, om man derigennem kunne få en forklaring på Snorres oplysninger om Sigurd Jorsalafarers Kalmarleding i 1123. Schuck mente, at provinsfortegnelsen muligvis kunne være udarbejdet under forhandlinger mellem Lund og pavestolen i forbindelse med det korstog, som ifølge Snorre planlagdes i Danmark og Norge i 1122 og som også foregik det følgende år ("Kalmarledungen").
   Ærkebisop Asser af Lund havde før 1127 pavelig fuldmagt til at missionere blandt de hedenske vendere. Abbed Peder fra Cluny, der spillede en vigtig rolle i forhold til korstogsbevægelsen, sendte Sigurd Jorsalafarer et brev om dette ---.
   Oprindeligt var Kalmarledingen planlagt som et dansk-norsk korstog, som endte galt, da den danske Kong Niels og hans fælle, den norske Kong Sigurd Jorsalfarer gik galt af hinanden. De skulle mødes i Øresund, men da Niels syntes, han havde ventet længe nok, vendte hans flåde stævnene hjemad. Da Sigurd endelig ankom med sin flåde, blev han sur. fordi Niels ikke var der som aftalt. Snorre skriver, at derefter sejlede den norske flåde til Simrishamn for at holde  møde (huusthing) og så hærgede de først i Tommarp (Tumathorp), dernæst i Kalmar og i Småland, hvor de tvang smålændingerne til at antage kristendommen. Historikere mener i dag, at Boleslaw III var med i Kalmar (at han var den nævnte Bugislav) og "rensede ud" på Øland, efter at have indtaget Gråborg.

Fodnoter til 1. del

1:  Sven Tunberg: En romersk källa om Norden vid 1100-talets början, i Uppsala Universitets årsskrift 1913.
2:  Fortegnelse over kirkeprovinserne: "Nomina civitatum in Suethia. Scara. Liunga. Kaupinga. Tuna. Strigin.
Sigituna. Arosa. Nomina insularum de regna Sueuorum. Gothica australis. Gothica occidentalis. Guasmannia. Sundermannia. Nerh. Tindia. Fedundria. Atanht. Guthlandia. Guarandia. Findia. Hestia. Helsingia. Guarmelande. Teuste."
3:  Adolf Schuck: Den äldsta urkunden om Svearikets omfattning, Fornvännen 1952.
4:  Stenberger, Mårten: Eketorps borg, i Arkeologiska studier tillägnade H. K. H. Kronprins Gustaf Adolf, s. 132—140, och Fornvännen 1927, s. 53.
5: "Landschede kyrkia är den äldsta j Smålandh, och seges att barn äru hajde ifrån Oland tijtt till christendom".

 

[Bornholm]

Det er kun godt man kan påvirke hinanden. Indtil for kort tid siden havde de fleste et forbehold omkring, hvem der var mor til Knud den Store. Det er din fortjeneste og opdagelse af dåbsnavnet 'Lambert' til Knud, der gør, at  polske Swietoslawa må være hans mor. Det har samtidig medført, at mindst én af mine egne skriverier måtte rettes til.   

Ja, men der er noget andet uldent i sammenhængen. Et dokument/bog? i Winchester's Old Minster omtaler en Santslaue, som nogen har ment, kunne være en søster til Knud. Men det kunne vel være hans mor, som han hentede sammen med Harald i ca. 1022? Eller?

http://en.wikipedia.org/wiki/Cnut_the_Great

Nå, vi var ved Tjust ... 

[Bornholm]

Efterfølgende har jeg med baggrund i kortet fra Historikus konstateret, at de rundkirker, som i dag ligger i Sverige, er placeret i områder, som den danske konge ejede. Faktisk har jeg et kort over det, men det fylder desværre for meget.
En dansk filolog pusler med områdernes runesten, for at se, om der kan hentes yderligere ud af indholdet fra en bornholmsk-dansk vinkel.

 

[Historikus]

Vetgirig; selvfølgelig har du ret. Men hvis du søger i mit dokument på 'grikkium' eller grækenland, byzans - vil du se at jeg har dette togt med. Men alligevel - hvis du ser på placeringen af runesten med henvisning til Grækenland, ligger tætheden i det østlige Sverige rundt om Mälaren, mens kun 4 er placeret indenfor rammerne af de godser, jeg har nævnt i analysen. De fire sten jeg har set på skulle være fra 900-tallet og jeg mener de alle bærer ordet 'grikkium'. Se spredningen på dette kort.

http://en.wikipedia.org/wiki/Greece_runestones

Vi fokuserer i min artikel på den danske forbindelse - og her ser det ud som om togtet er igangsat af en stormand fra mälar-området. Eller hur?

Kortet er interaktivt og man kan klikke sig ind på de forskellige runesten. En del af de andre runesten har andre betegnelser end 'grikkium' og jeg kan se, at der er også er spredning på dateringen. Noget tyder på at det ikke kun drejer sig om ét togt i 900-tallet, men at flere sten endda måske er en del af det senere Ingvar-togt?

Prøv at klikke ind på stenen fra Gotland fra det 11. årh. Denne nævner bl.a. Jerusalem.

Se også kortet over runesten der nævner England, hvor der ligeledes er en del sten fra måske både 900-tallet og 1000-tallet, hvor nogle sikkert er relateret til både Svend og Knuds togter. Interessant er også en sten fra Skåne hvor krigerne døde i London (Lundunum).

http://en.wikipedia.org/wiki/England_runestones

og Ingvar runestenene –

http://en.wikipedia.org/wiki/Ingvar_runestones

[Historikus]

Efterfølgende har jeg med baggrund i kortet fra Historikus konstateret, at de rundkirker, som i dag ligger i Sverige, er placeret i områder, som den danske konge ejede. Faktisk har jeg et kort over det, men det fylder desværre for meget.
En dansk filolog pusler med områdernes runesten, for at se, om der kan hentes yderligere ud af indholdet fra en bornholmsk-dansk vinkel.

Ja, jeg kan se kortet side 84 i din bog, hvor flere rundkirker matcher med min placering af Valdemars godser. Det er en ekstra interessant indfaldsvinkel på den danske indflydelse op i tiden. Skara og Varnhem ligger jo tæt op ad et af godserne og den tidlige kristning med kirke her, kan måske forklares med indflydelse fra Midtjylland og Sebbersund? Muligheden foreligger, da både Svend Tveskæg og Knud den Store favoriserede engelske præster.

Dejligt at høre om andre der nu arbejder med sagen. Tidligere har jeg fået positive tilbagemeldinger fra Carl Löfving og Ingemar Norgren, men ingen andre har indtil nu beskæftiget sig seriøst med Valdemars godser, mig bekendt.

[Historikus]

En af de første danske konger, der var i Rom, og som kaldte sig Magnus, var Canutus Magnus, der bedre kendes under navnet Knud den Store – (der som nævnt fik dåbsnavnet Lambert som sine polske slægtninge). Knuds søstersøn Svend Estridsen kaldte sig Sveno Magnus, og han omtaltes som nævnt også som Magnus i sønnen Knud den Helliges gavebrev til Sankt Laurentius i Lund, hvor der stod: "Vi ønsker, at det skal være vitterligt for alle, hvorledes jeg Knud den Fjerde, kong Magnus' søn, efter at have overtaget riget som arv fra min fader...".
   Olav den Hellige lod sin søn døbe Magnus. Han blev konge af Norge og senere af Danmark, indtil Svend Estridsen tog over. Om dette skrev Knud den Stores biograf Ælnoth således: "Hvorledes Svend Magnus, da Magnus var død og Harald Hårfager var jaget ud af Danmark, kom til magten..." og "Efter mange krigsangreb og hårde kampe mellem Magnus, nord-og vestlændingenes fører, og Svend, der også hed Magnus, anfører for mændene i øst og syd... osv".  Svend Estridsen var ikke alene om at danne skole.
Efter Magnus af Norge hed fem andre norske konger også Magnus.
I Sverige blev Knud Lavards morder, kong Niels søn Magnus, på samme måde den første i en række konger med samme navn.

Knud den Store var i Rom, vel som en af de første danske konger?

Hvordan eller hvorvidt der er familiære sammenhænge, står tilbage at undersøge nærmere ... noget er dog tidligere undersøgt af en svensker, hvis navn er væk lige nu.
Spørgsmået er, om alle de samtidige kendte kongen som det latinske "Magnus" eller som "den Store".

Her er helt klart en opgave der skal undersøges nærmere. Du ved jeg hælder lidt til den frisiske påvirkning, som du selv i et indlæg har været lidt inde på. Gemmer der sig en Magnus i de tidligere slægter eller, er det bare et modenavn. Lidt sjovt at Knud den Store var døbt 'Lambert' efter sin mors polske æt og samtidig kalder sig Magnus - efter sin fars æt? Måske. Vi får se.

[Historikus]

Hej Bornholm; Jeg har været inde at tjekke op på mønterne fra Svend Estridsens tid, for at se hvad han kaldte sig på sin møntslagning.

Hvad omskrifterne angår, betegner Sven Estridsøns mønter som nævnt toppunktet af forvirring, og også i præget er der en udtalt tilbagegang fra de klare typer på Knuds mønter til de mere gnidrede fremstillinger hos Sven. Af Haubergs 77 (76) typer bærer kun de 13 - og kun to af runemønttyperne - kongens navn, med eller uden titel. Dette antyder, at kongens kontakt med møntvæsenet har været af ret løs karakter, og indskriftforvirringen viser, at møntmestrenes kontrol med prægene har været slapt. Til de bedste blandt kong Svends mønter hører de lundensiske typer med runer, af hvilke type 30 bærer kongens navn og titel (MAGNVS REX) med versaler på adversen, prægerens og byens navn med runer på reversen. Type 31 har ingen egentlig indskrift på adversen, men spredte versaler som fyldekalk, reversens indskrift svarer til type 30. Type 32 a (og 33) har ingen adversindskrift, mens reversens med runer meddeler prægerens og byens navn. Til forskel fra disse typer, der holder et nogenlunde konstant niveau, degenererer Roskildemønterne, type 39 med suen rex danorum og 39 a med præger- og bynavn på adversen med runer, begge uden reversindskrift.
Den omstændighed, at der netop i Danmarks to gamle kulturbyer, de eneste, hvor der senere er gjort flere runefund, opstår mønter med runer, og at denne skrift ikke optræder andre steder - bortset fra de sporadiske fund fra Slagelse og Borgeby, den sidste af Lund-type - understreger kronens løse forhold til mønten. Thi det tør vel betragtes som givet, at kongen ville have påbudt anvendelsen af runer også på andre møntsteder, hvis idéen var udgået fra ham. I samme retning peger den omstændighed, at kongen på Roskildemønterne nævnes ved sit nordiske navn Sven, mens hans kristennavn Magnus anvendes på Lundemønterne, utvivlsomt på grund af gejstlig indflydelse. Runemønterne bekræfter vor forestilling om de enkelte møntcentrers selvstændighed med hensyn til møntens udformning, og har kongen blandet sig i møntvæsenet, har det i alt fald ikke været i mønternes udseende. Hvem har da bestemt det? Er det de mænd, hvis navne læses på mønternes reverser, eller hvorledes har deres forhold til mønten iøvrigt været?

I en note står der sådan -

(13) Endnu den dag i dag er et særligt "dåbsnavn", opkaldelse efter en eller anden helgen, kendt inden for den katolske kirke, og hvad Sven Estridsøns nærmeste familie angår, da ved vi fra Adam af Bremen, at hans moders var Margrethe, mens en datter af ham Gunhild, også hed Helena (Gunhild-korset). - Navnet Magnus kendes som nordisk vistnok allerede fra Reichenaulisten (800'erne) og i alt fald fra 900'erne på et par skandinaviske vikingekonger på de britiske øer (sml. Danmarks gamle Personnavne sp. 886).

http://www.danskmoent.dk/artikler/runemont.htm

[Historikus]

Ved gennemgang af Svends mønter fandt jeg et finurligt træk ved Svends karakter, da han åbenlyst gennem mønter hylder eller takker sin mor Estrid for hendes opbakning.

Flere af Svends betydelige Udmyntninger, saaledes Typen med en staaende Helgen, den siddende Kristus og den, der almindelig benævnes "en Engel overrækker Kongen en Fane", tilhøre utvivlsomt Perioden før Magnus' Død. Den omtalte Typ "en Engel overrækker Kongen en Fane" er af særegen Interesse. Fanen, der nærmest maa opfattes som et kirkeligt Tegn "Labarum", overgives nemlig ikke til nogen Konge, men til en kvindelig Person. Den lange Haarfletning, der strækker sig ned fra hendes Hoved, og det ovale Brystspænde vise dette klart. Der er kun En, hvem denne kvindelige Figur kan tænkes at skulle betegne, nemlig Svends Moder Estrid, Knud den Stores Søster; thi gjennem hende havde Svend sin Adkomst til den danske Krone. Ogsaa andre Mynttyper kunne synes at indeholde Hentydninger til Estrid, nemlig de paa hvilke Bogstavet E findes anbragt, enten spredt i Præget eller i to Rækker, hver indeholdende 4-8 efter hverandre stillede E. Den sidstnævnte Typ er selvstændig; det er ikke nogen symbolsk Fremstilling, hentet fra udenlandske Mynter. Bogstavet E findes saa hyppig anvendt, at det nødvendigvis maa indeholde en bestemt Hentydning, og denne har formentlig været til hans kongelige Moders Navn. Bogstavet S, der ligeledes ofte findes anbragt paa Svends Mynter, kan kun tænkes at være Forbogstavet til hans eget Navn.   

Ovenstående viser hvilken magtfuld, velhavende og indflydelsesrig kvinde Estrid må ha' været.

http://www.danskmoent.dk/hauberg/hbg1b.htm

[Hans Menzing]

Historikus

Jag kommer sent, men känner att jag bör påpeka att Toste finns nämnd på en sten i Uppland och att han enligt den skulle ta tagit gäld i England. Så en Toste måste ha funnits, men om han var far till Sigrid vet vi förstås inte.

[Vetgirig]

Vi fokuserer i min artikel på den danske forbindelse - og her ser det ud som om togtet er igangsat af en stormand fra mälar-området. Eller hur?

Det ser ut så.
Emellertid har väl inte den storman, som organiserar och leder ett företag, vilken blir omtalat, leder till rikedom (för en del i varje fall), men framförallt ÄRA, anledning att själv framhäva sin medverkan. D v s det är inte självklart att täthet med viss typ av runstenar, säger annat än att lokala stormän vill poängtera att de medverkat i ärofulla företag. Så utgångspunkterna för företagen kan vara någon annanstans.

T ex skulle basen för företag riktade mot öster kunna vara Öland eller Gotland eller Ösel och på dessa platser blir det inga stenar, men dit kommer trupper av deltagare, men av lite olika storlek beroende på vilka stormän som anslutit sig varifrån.

Är inte Limfjorden ett motsvarande basområde för företag riktade åt söder resp väster.

Kan inte komma på var Norrmän kan ha samlats, men den samlingen kanske skedde på Färöarna.

Gotlands Fårösund har samma karaktär som Limfjorden resp Färöarna. Sundet hade äldst namnet Färsund, som i "fara, resa". Och ön Fårö alltså "Färö". Gutarna uttalar det än idag som ett a-ä ljud och inte som å, vilket var en missuppfattad försvenskning av ockupationsmaktens lantmätare och kartografer (det är f ö mängder med liknande försvenskningar över hela landet via lantmätare och kartografer. Processen pågår än idag, men nu främst via vägverket motsv).

[Bornholm]

Du ved jeg hælder lidt til den frisiske påvirkning, som du selv i et indlæg har været lidt inde på. Gemmer der sig en Magnus i de tidligere slægter eller, er det bare et modenavn. Lidt sjovt at Knud den Store var døbt 'Lambert' efter sin mors polske æt og samtidig kalder sig Magnus - efter sin fars æt? Måske. Vi får se.

Frisisk påvirkning, ja – det må du tjekke. Det fortsatte jo lidt længere sydpå med alliancen mellem Danmark og Flandern.
Jeg husker ikke nu, hvem der omtalte ham som Carolus Magnus, som er den latinske betegnelse for hans danske navn.
Har læst et sted, at den islandske ryle er opkaldt efter ham, fordi han yndede at spise den: Calidris Canutus ...
 

[Historikus]

Jag kommer sent, men känner att jag bör påpeka att Toste finns nämnd på en sten i Uppland och att han enligt den skulle ta tagit gäld i England. Så en Toste måste ha funnits, men om han var far till Sigrid vet vi förstås inte.

Hans Menzing; jeg mener at ha' svaret på det spørgsmål i et tidligere indlæg. Du må se efter mit svar.

[Bornholm]

Hvordan eller hvorvidt der er familiære sammenhænge, står tilbage at undersøge nærmere ... noget er dog tidligere undersøgt af en svensker, hvis navn er væk lige nu.
Spørgsmået er, om alle de samtidige kendte kongen som det latinske "Magnus" eller som "den Store".
 

Nu sidder jeg med hans artikel: Han hedder ca. Gillingstam, og jeg kigger den efter i aften.