Den hjemmeside jeg gav et link til er fuld af pudsige fejl og der ville ikke være grund til at tage sig af den, hvis det ikke var fordi den afspejler en generel holdning i Danmark - i arkæologiske kredse, i befolkningen og hos de styrende. Jeg resumerer for nye læsere:
Det er af afgørende betydning for den danske identitet at skjule - så vidt gørligt - at vores tilslutning til katolicismen skete som følge af krige og tvang fra udlandet. At det var en form for kolonisering. Derfor fremstiller historikere sagen som en frivillig tilslutning til den civiliserede del af Europa og derfor gør man vikingerne til uciviliserede mennesker, indtil deres kristning. Derfor påstår man også, at disse mennesker, der havde nær og venligsindet kontakt med Konstantinopel og som havde grundlagt kongedømmer i England, ikke havde skriftkyndige i latin og græsk. Og man kan ikke forestille sig, at deres løbende kontakt med ortodoxe kristne, jøder og muslimer skulle have medført at et vist antal nordboere var gået over til en form for monoteisme.
Der er sikkert masser af kilder, der taler i modsat retning. I Beowulf, f. eks. taler helten monoteistisk lige fra starten. Det er kun Skjoldungerne i Danmark, der beskrives som hedninge og det fremgår at denne kongeslægt havde en anden tro end en Geat som Beowulf. Men da man VED at alle Nordboere var hedninge, så er der hidtil ingen der har kunnet læse disse facts ud af teksten i Beowulf.
Og så finder man palisaden i Jelling og opdager at den er pythagoræisk i designet. Og hvad gør man så ved det ? Da man efter flere år er nødt til at offentliggøre sagen, så er det så heldigt at man har Niels Bandholm, hvis extrapoleringer er så flippede, at de egner sig perfekt til at drukne sagen i grin og bedreviden.