i virkeligheden var et organiseret fælles nordisk modangreb efter det katolske kejserriges hårde fremfærd mod sakserne i 780’erne og den tilsvarende stigende katolicering af det angelsaksiske England
teologen og præsten Mads Lidegaard (1925-2006) i "Da danerne blev kristne" (1999) og "Hvad troede de på?" (2004) tågesnakker om at Arian-kristendommen skulle have haft indflydelse i vore landskaber fra 400 tallet e.Kr. Det mener jeg overhovedet ikke der kan være tale om, men jeg er faktisk enig med antagelsen at anfaldet på kongerigerne i Britannien sker som følge af en politisk beslutning taget i "de gamle kongeriger" i Skandinavien, der stadig er langt mere magtfulde end "de nye kongeriger" i Britannien.
Jeg deler også antagelsen at hovedfjenden er den romersk-katolske kristendom, som udtrykt gennem Frankerne og deres anfald mod nord ind i vore landområder.
I tid og sted er det dog, så vidt jeg kan se, nødvendigt at sætte tid og sted til år 755 e.Kr., hvor vor fællles møntfod i Skandinavien og Britannien, sølvpenge, ophører med at være til. Denne økonomiske katastrofe, i virkeligheden en statsbankerot, sker som følge af Pippin’s møntreform år 755 e.Kr.
Pepin Den Lille (The Short) (ca. 714-768). Pepin III. var Konge af Frankerne år 751-68 e.Kr., søn af Charles Martel og fader til Charlemagne/Karl Den Store.
Måske kan vi endda sætte tiden endnu tidligere fordi ophavet til hvad følger er et udfald af Slaget ved Dorestad år 689 e.Kr., hvor Friserne taber Frisia Citerior (fra Scheldt til Zuider Zee). Mellem 690-692 falder Utrecht til fjenden, og 697 trækker de sig tilbage til Heligoland.
Med bortfaldet af denne for, os uundværlige handelsplads Dorestad, hvor Ribe er ved at sande til, London og Ipswich er i fuld sving, og Birka under opbygning, er vi i alvorlige vanskeligheder, der ender med et økonomisk sammenbrud. Det endelige sammenbrud tror jeg følger efter Kong Harald Hildetand's nederlag og død ved Slaget ved Bravalla ved Õstergötland's kyst ca. år 770-772 e.Kr.
Karl den Store/Charlemagne angreb De Gamle Sakser ialt 18 gange i tidsrummet år 772-804 e.Kr., og der er fuld sammenknytning mellem udfaldet af Slaget ved Bravalla og at Karl den Store begynder sin udryddelse af De Gamle Sakser, der i æt var ekstremt tæt knyttet til Skjoldungerne.
Sakserne kaldes i Beowulf-kvadet (sætning 455-467) og Widsith-digtet (sætning 58-59) for ”Suþdenum” og ”Súð-Dena folc” eller ”Syd-danerne/Syd-dane folket”.
I år 782 e.Kr. vender Karl den Store/Charlemagne tilbage til Nedre Saksen på hævntogt og søger efter Widukind, der var kommet ned fra Danmark og havde angrebet frankerne. Da Widukind igen var flygtet tilbage til Danmark (Widochindo, qui fuga lapsus est partibus Nordmanniae), halshugges 4.500 (IIIID.) krigsfanger på en enkelt dag på det sted ved Aller-floden kaldet ”Verden” (byen Verden ligger sydøst for Bremen), dvs. en fuldstændig og total masseudryddelse.
Det er som et økonomisk modtræk mod denne totale katastrofe vi ser Hedeby grundlagt år 808 e.Kr. jvf. Annales Regni Francorum.
Fællesnævneren for fjenden er den katolske kristendom og Frankerne, og jeg kan ikke overskue om dette er en og samme sag i samtiden - jeg tror det.
Det er også ekstremt vigtig at holde sig for øje at hele den engelske østkyst, fra Kent til Skotlands grænse, er samme ætter på begge sider af Vesterhavet. Man overvintrer og får heste og føde hos familien i Øst-Anglen, Mercia, York og Northumbria. Fjenden er den romerskkatolske kirke og de saksiske indvandrere i Britannien (i Essex, Middlesex, Sussex, Wessex).
Fredag den 8. januar år 793 e.Kr. angribes kun Gud’s kirke på Lindisfarne ø, ikke befolkningen, der er nærmeste slægtninge.
mvh
Flemming
