Ordet Viking

[Boreas]

Finns det stöd för anta att 'æsc-wig' och 'asco-manni' förhåller sej till asken med stort A, alltså Yggdrasil? Kan i så fall namn som Askar/Oskar härleda till As+kar, som As-geir, As-lög, As-laug och Ås-hild?!

[Sindre]

Efter att -wich städerna diskuterats i en annan tråd, och det diskuterats ordets släktskap med handel, så slog det mig att det ju också skulle kunna vara relaterat till viking - wic-ing. Har någon läst om detta nånstans?

http://en.wikipedia.org/wiki/Wich

[Emund Slemme]

Efter att -wich städerna diskuterats i en annan tråd, och det diskuterats ordets släktskap med handel, så slog det mig att det ju också skulle kunna vara relaterat till viking - wic-ing. Har någon läst om detta nånstans?

Min kilde har følgende tekst -

The nominal element *wīk- can be identical with Old English wīc ‘dwelling place, lodging, house, village, town, camp, street, lane’, Dutch wijk ‘district in a town’. Old English wīc and Dutch wijk are commonly considered as loanwords from Latin: Latin vīcus means ‘district of a town; minor settlement, village’.

The original meaning of *wīking- in this interpretation is ‘inhabitant of a wīc’; the semantical development is supposed to be ‘inhabitant of a wīc → ‘merchant’ → ‘merchant / sailor’ → ‘pirate’.

http://dpc.uba.uva.nl/cgi/t/text/get-pdf?c=tvs;idno=2402a01

[Bornholm]

Jeg har spurgt forskeren Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsen, hvad han mener om stednavne, der ender på -wik.
Hans svar følger her.

"Stednavneendelsen -wik (i diverse former) er et nedertysk ord, muligvis afledt af den latinsk-romerske vicus, der i "karolingertiden" (ca. 600-1000-tallet) dels blev anvendt som selvstændig betegnelse på centralt beliggende markeds- og omladepladser orienteret på fjernhandel, dels som efterled i navnet på flere af den slags bebyggelser. Andre eksempler er York, Bardowick, Braunschweig og den nok kendteste -wik af dem alle, Wijk bij Duurstede (Dorestad) ved Rhinmundingen; sågar London er muligvis oprindeligt en -wik (Lundenwic). Både som term og navneendelse synes wik ikke mindst at have været populær i karolingertidens Frisland og i hele det frisiske kontaktområde, hvilket vil sige omtrent hele den nordvesteuropæiske kystregion med Sydskandinavien og Østengland; perioden er af nogle historikere ligefrem døbt en "Wik-Zeitalter".
 
I Skandinavien vil -wik let blive omdannet til det gammeldanske ord vik, altså naturbetegnelsen "vig", hvilket ikke bliver mindre oplagt af at mange wik-bebyggelser i sagens natur har ligget ved vige, men de to ting har altså som sådan intet med hinanden at gøre etymologisk. I Slesvigs tilfælde er stednavnets betydning således ikke "Sliens vig" men derimod "handelspladsen ved Slien", hvor Slien som bekendt er navnet på fjorden.
[Se eventuelt: Lexicon des Mittelalters" vol. IX, sp. 96-98. München 1998: Lexma Verlag.]
det er åbenbart et gammelt omdiskuteret spørgsmål blandt navneforskerne. Der er overordnet tre forskellige betydninger/tolkninger: en nordisk (”vig”), en kontinental-germansk (”handelsplads”) og en angel-saksisk (den præcise tolkning af -wich kender jeg ikke); de to sidstnævnte kommer formentlig af den romersk-latinske vicus.
 
Wolfgang Laur klassificerer i sit leksikon over slesvig-holstenske stednavne (“Historisches Ortnamenlexicon von Schleswig-Holstein”, 2. opl. 1992) endelsen som det nedertyske -wik (“Ort, Platz”) med den samlede betydning “Ort/Platz an der Schlei”, uden at det nødvendigvis betyder “handelsplads”, hvorved det etymologisk set ligger særdeles tæt på endelsen -torp, hvilket så igen forklarer et uforholdsmæssig ukompliceret skifte mellem Sliesthorp og Sleswik.

Til fordel for den gamle wik-tolkning (med handelspladsen) gælder, at ordet også indgår i embedsbetegnelsen “wik-greve”, en slags kongeligt udpeget foged eller præfekt med ansvar for sikkerheden og forvaltningen af handelspladsen, og en sådan comes vici er i Rimberts Vita Ansgarii omtalt for Slesvig (Reallexikon der Germanischen Altertumskunde 34, s. 55).
 
Som det ofte viser sig, er tingene ikke så simple og enkle som man troede, når først man får kigget nærmere på det. Men det er jo som regel også det, der er med til at gøre det spændende…"

[123hopp]

Har ni redan diskuterat uttryck - "sjörövare som håller sig i Viken" som möjlig källa av ordet "Viking"? Ja; jag ser att ni gjorde det. Nästa fråga skulle vara vemifrån kommer namnet. - Kanske från några köpman som reguljärt trafikerade Skagerrak och Kattegatt? 

[tty]

Ytterligare ett par viktiga hamnstäder på -vic: Quentovic nära Boulogne och Hamwic, Southamptons föregångare. Namnet Quentovic förekommer även som Quentovicus vilket stärker hypotesen med ett samband med latinska vicus.

[Yngwe]

Det vore ju ytterst underligt varför just skandinaver skulle bli uppkallade efter dessa vic-städer....

[Odinkarr]

Stednavneendelsen -wik (i diverse former) er et nedertysk ord, muligvis afledt af den latinsk-romerske vicus

Så mangler vi bare et bibelcitat og lidt koranske forbandelser. Sikke en gang sludder. Sandheden er lige nøjagtigt det modsatte.

Den bedste vis at anskue ordet "viking" på mener jeg er at efterse  udviklingen af stednavnet York, England. Da vi ankommer til dette landskab fra år 449 e.Kr. fremefter, er vort navn for landskabet ”Eoforwícscír” (oldengelsk) eller ”Vildsvinevig-len”. Selve bygden kalder vi ”Eoforwíc” (oldengelsk) eller ”Vildsvinevig”, og indbyggerne for ”Eoforwícingas” eller ”Vildsvinevikinger”. I den oprindelige forståelse er en viking derfor en person der bor i en vig. Stednavnet udvikler sig, med samme betydning, til "Jórvík" (oldnordisk). Samme forstavelse ses også i Jørlunde Herred, Sjælland, der skrives "Iurlundaherathi" (1085) og "Iurlundheret" (Valdemars Jordebog fra år 1231 e.Kr.).  Forstavelsen "Iur" (olddansk) =  "Jór" (oldnordisk). Den urnordiske betydning af "Iurlundaherathi, Iurlundheret" er derfor "Vildsvine-land Herred".

De frankiske ætter, udbrydere fra Skandinavien, bringer ordet til deres handelsplads Wic/Vic Pontio (Broen ved Vigen) ved Etaples, 27 km syd for Boulogne. Her mønter de, som gør vi hjemme i Skandinavien, guldskillinger år 500-675 e.Kr.



Ovenfor ser vi på mønten skrevet med latinske bogstaver "INHV VIC PONTIO". Reversen, ikke gengivet, lyder "DACVLFVSMNT" (møntet af Daculfus), der er møntsmeden. Mønten er fra min private samling.

Det er Frankerne der bringer det urnordiske ord med under deres folkevandring. Det senlatinske "vicus" (husgruppe, gade, kvarter, landsby) er udviklet fra det urnordiske ord, og undergår også en forandring i forståelsen. Hvorvidt dette sker allerede med den gotiske indflydelse ved jeg ikke.

mvh

Flemming

[Bornholm]

Et eftersyn af stednavnet York bør omfatte et kig på byens historie.

Samt et kig på de, der beherskede byen, Eboracum, som romerne kaldte den.
De kom til England fra 44 e.Kr. til 410 e.Kr.

Oldengelsk er kendt fra ca 450.

Kejser Gaius Julius Caesar Augustus, der levede fra 63 fKr.–14.eKr, inddelte Rom i 14 regioner med 265 vici
(vici er flertal af vicus).

[Odinkarr]

Bornholm,

Godt ord igen.

Jeg er enig i sammenhængen mellem "vík, wic, wich" (oldnordisk, oldengelsk) og det latinske "vicus, vici".

Jeg er også enig i at romersk samfundsopbygning kender til "civitates" (planlagte byer), "coloniae" (pensionistbyer for lejetropper) og "vicus" (ad hoc handelspladser og bosættelser opstået uden planlægning).

Jeg er også enig i at Rom var opdelt i "regiones", der igen var opdelt i "vici" (stednavnene var entalsformen af ordet).

Jeg kan også, gennem folkevandringer, forklare hvorledes ordet kan være "vandret" med udenlandske lejetropper i romersk tjeneste nord for Ejder-strømmen ca. år 40-77 e.Kr., og det er måske således det foregik.

Men jeg er rimeligt tryg ved at afvise tanken om en udvikling fra nedertysk til urnordisk - det er en kristen vrangforestilling om samtiden der må afvises.

"vík, wic, wich" (oldnordisk, oldengelsk) og det latinske "vicus, vici" opstår, så vidt jeg kan se, fra det indoeuropæiske "*weik" (samling af ætter), jvf. sanskrit "vesah, vit" (hus, hjemsted) og Avesta persisk "vis" (hus, bygd, samling af ætter" og oldpersisk "vitham" (hus, kongeligt hus). Ordet kendes også på gotisk som "weihs" (bygd) og litausk "viešpats" (husets herre).

Det antyder, så vidt jeg kan se, en oprindelse ældre en romersk kulturel ekspansion, til et indoeuropæisk ophav øst for Tanais-floden i Asien til Yngre Bronzealder eller tidligere.

Accepteres denne tankegang har ordet været almindeligt anerkendt i modersmålet hos de dominerende folkeslag i den kendte verden, herunder os, og har derfor vandret med under folkevandringerne.

Ordet må i øvrigt være tæt knyttet til det oldengelske og urnordiske udsagnsord ”wig”, som forekommer i en lang række vigtige sammenhænge:

Beowulf-kvadet (sætning 1557-1568): ”wigena” (de kæmpendes) fra ”wig” (kriger, slag)

der er identisk til det oldnordiske ”þórr vigi” (þur uiki, Thor kæmper) på f.eks. Glavendrup-stenen, Odense (DR 209), dateret til 900 tallet e.Kr., Virring-stenen, Midtjylland (DR110) fra slutningen af 900 tallet e.Kr., og Sønder Kirkeby-stenen, Maribo, Lolland (DR 220) fra slutningen af 900 tallet e.Kr.

I Beowulf-kvadet (sætning 2042) omtales en gammel kriger som "eald æscwiga" eller "ældre askekriger" - et utroligt fint tillægsord, der viser os at personen er ErilaR (Jarl) æt bevæbnet med et askespyd.

Sammenlign ligeledes med runerne i Ældre Futhark ridset på WagagastiR's økseskaft fundet i Nydam Engmose, Sønderborg og dateret til år 300-350 e.Kr.: "WagagastiR alu wihgu..."(WagagastiR Gro![,] jeg kæmper...). Herfra opstår drengenavnet "Viggo" (fra ”Vigi, Vighe”).

Men ordet må ligeledes være knyttet til bevægelsen ”at vige”, fra ”víkja, wican” (oldnordisk, oldengelsk), hvorfor man fortænkes til at knytte ordet til det oldengelske ”wicca” (nuengelsk ”witch”), fra den indoeuropæiske rod ”*weg-” i betydningen ”at være stærk”.

mvh

Flemming

[Troels]

Nu har I diskuteret ”Viking” på tråden siden 2007 - først og fremmest med udgangspunkt i ON, men på det seneste er også det OE ”wic” langt om længe begyndt at dukke op.

I Niels Lunds bog Ottar og Wulfstan fra 1987 diskuterede sprogforskeren Christine Fell Orosius-oversættelsens brug af OE-verberne ”buan” og ”wician” i 899, hvor ”buan” betød at bo permanent, mens ”wician” blev brugt til at beskrive midlertidige ophold, som samernes sommer- og vinterbopladser og Ottars ophold, når han lagde skibet til om natten på rejsen fra Halogaland til Hedeby – og det minder jo en del om vikingernes rejseform.

Da jeg ikke kender meget til lingvistik, kontaktede jeg derfor en gammel bekendt, Benjamin Slade, som nyligt blev PhD i kognitiv lingvistik og nu underviser på de amerikanske universiteter. Nogle af jer kender ham fra tidligere som manden bag den moderne engelske oversættelse af Beowulf på www.heorot.dk, og selv har jeg tidligere diskuteret Widsiths "wicinga" med ham i anden sammenhæng.

Han bekræfter Christine Fells tolkning af ordene og nævner, at Oxford English Dictionary i relation til vikinger er meget skeptisk over for en oprindelse fra ON-ordet ”vik”, da ”wicinga” var attesteret før vikingetiden i England – muligvis med baggrund i det engelske ”wic” for lejr/camp (som også har været nævnt af bl.a. Dick Harrison). Det kendes fra de engelske –wich-bynavne (t.eks. Norwich, Ipswich, Sandwich og måske York), som fortrinsvis knyttes til det gamle Danelagen og vikingernes operationsområder – altså ”Danish camps”.

Ifølge Slade er roden til både ”wic” og ”wician” et IO-ord, som vi kender fra latinsk ”vicus”, der betyder landsby (Odinkar har beskrevet det). Derfor er Slade enig i, at ON’s ”viking” antageligt er et låneord fra OE, som har gået på den primært danske og norske operationsform i England, hvor mange slog sig mere eller mindre midlertidigt ned. Derved opstod både det nordiske verbum og substantiv.

Ordet kendes bl.a. fra OE i Widsiths ”wicinga” og ”lidwicinga”, som dermed i Widsith's engelske betydning kan have været en mere generel betegnelse for et folkevandringsfolk. Fra digtet Exodus kendes også ”sæ-wicingas” (sæ=sea).

Om ON ”vik”, så også kan være en sen udvikling for de steder, hvor vikingernes skibe typisk rastede for natten, drøftede vi ikke.

[Sindre]

I Beowulf-kvadet (sætning 2042) omtales en gammel kriger som "eald æscwiga" eller "ældre askekriger" - et utroligt fint tillægsord, der viser os at personen er ErilaR (Jarl) æt bevæbnet med et askespyd.

Åter igen, så borde väl ask-tilltalet snarare vara p.g.a. att mannen skapades av trädet ask (ask och embla=alm), snarare än att man skulle ha skepp eller spjut av ask?

[Bornholm]

Webster's Dictionary giver samme forklaring, som Johnny GG Jacobsen gav, og det var ham, der bragte vicus på banen.
En lignende forklaring kan læses i materiale jeg i mellemtiden har fået fat i fra Nordfriisk Institut: En artikel fra Jahrbuch des Vereins für niederdeutsche Sprachforschung. Heri kan man læse, om en række wik's fra Slesvig-Holsten, der er yngre end de samme navne fra Westfalen, så navnet er ikke af nordisk oprindelse. Oprindelsen kædes sammen med det latinske vicus,og der nævnes også en frisisk/frysk Wyk auf Föhr. Samtidig bekræftes, at der med Sliaswich menes handelsplads ligesom Birka, Ripen og Hamburg.

[Jotuni]

Min kilde har følgende tekst -

The nominal element *wīk- can be identical with Old English wīc ‘dwelling place, lodging, house, village, town, camp, street, lane’, Dutch wijk ‘district in a town’. Old English wīc and Dutch wijk are commonly considered as loanwords from Latin: Latin vīcus means ‘district of a town; minor settlement, village’.

Hur är de med om vara ute i viking menade att vara ute i wic i England och den som kallades viking var den som hade besökt wic i England?

[Troels]

Jeg tror, at det er væsentligt for forståelsen af, hvorfor man i Norden lånte ordet til substantivet viking og verbet at gå i viking, at man koncentrerer sig om den sondring, der i OE i 800-tallet lå mellem verberne "wician" og "buan" frem for at se på ordet "wic" i den brede tolkning som by, der både findes i England og Frisien.

[Bornholm]

Jeg tror, at det er væsentligt for forståelsen af, hvorfor man i Norden lånte ordet til substantivet viking og verbet at gå i viking, at man koncentrerer sig om den sondring, der i OE i 800-tallet lå mellem verberne "wician" og "buan" frem for at se på ordet "wic" i den brede tolkning som by, der både findes i England og Frisien.

OK, det var ikke min mening at skrive mene noget om viking, men der holder jeg mig indtil videre til
"probably from vik, small inlet, creek, bay .." (Webster's).

[Boreas]

Uppdatering om etymologin bakom ordet "viking":

There are several theories on the etymology of the word Viking. According to recent research, the word dates from before the sail was taken into use by the Germanic peoples of North-Western Europe, because the Old Frisian spelling shows that the word was pronounced with a palatal k and thus in all probability existed in North-Western Germanic before that palatalization happened, i.e. in the 5th century or before (in the western branch). In that case the word can be explained from the Old Scandinavian maritime distance unit, vika (f.), which probably originally referred to the distance covered by one shift of rowers.

The Old Norse feminine víking (as in the phrase fara í víking) may originally have been a sea journey characterized by the shifting of rowers, i.e. a long-distance sea journey, because in the pre-sail era, the shifting of rowers would distinguish long-distance sea journeys. A víkingr (the masculine) would then originally have been a participant on a sea journey characterized by the shifting of rowers. In that case, the word Viking was not originally connected to Scandinavian seafarers but assumed this meaning when the Scandinavians begun to dominate the seas.

 The starting-point of the distance unit vika is the verb that in Old Scandinavian had the form víka (Old Icelandic víkja) 'to recede, turn to the side, give way, yield', and the idea behind it seems to be that the tired rower moves aside for the rested rower on the thwart when he relieves him. At the same time, vika is the same word as a week 'seven days'; in both cases the real meaning is 'a shift, a rotation'. A sea week really means 'a rotation (of rowers)', and seven days really is a rotation of week-day gods – Wednesday is Wōdanaz's day, Thursday is Þunaraz's day, Friday is Frijjō's day, etc.

http://en.wikipedia.org/wiki/Viking

[Troels]

Det er jo nogenlunde de samme forklaringer, man har fremført længe, både her, på Wikipedia, i ordbøger og andre steder. Enhver er salig i sin tro, fordi ingen af forklaringerne har været tilfredsstillende.

Man er nødt til at tage det oldengelske "wicinga" i betragtning, som er attesteret før det oldnordiske "viking". Forekomsten af dette og især variationen "sæ-wicinga" (som Oxford English Dictionary nævner) betyder, at ordet "wicinga" i sig selv ikke oprindeligt synes specielt knyttet til havet og sejlads (så var "sæ" overflødigt) - og dermed falder mange af de nordiske forklaringer til jorden.

Derfor gjorde jeg opmærksom på Christine Fells alternative indgangsvinkel med udgangspunkt i Alfred den Stores værk - "omrejsende folk, som slår sig midlertidigt ned" - fra en rod som parallelt også har resulteret i bybetegnelsen "wic/wich/wick", der måske oprindeligt opstod i betydningen "lejr/camp".

[Emund Slemme]

Det kendes fra de engelske –wich-bynavne (t.eks. Norwich, Ipswich, Sandwich og måske York), som fortrinsvis knyttes til det gamle Danelagen og vikingernes operationsområder – altså ”Danish camps”.

Oprindeligt blev York - Eboracum - bygget under romerne, der opførte de første stenmure omkring området. Romerne forlod stedet i det 5. årh, hvorefter Angel-Sakserne genindtog stedet i det 6 årh. kaldet - Eoforwic – som blev hovedsædet og handelsbyen i Northumbria. Først år 866 blev stedet erobret af ”den store hær” hvor vikingen Halfdan slog sig ned og uddelte land. Vikingerne kaldte byen for Jórvik og flyttede ind i handelsbebyggelsen på næsset, hvor floderne Ouse og Foss løb sammen og den gamle byplan blev af vikingerne reguleret efter de nye behov. Man anlagde en ny bro over Ouse og eksisterende romersk/angliske befæstninger blev udbedret med massive jordvolde og palisader øverst.

[Troels]

Det er rigtigt, at wic/wich/wick-bynavne øjensynligt oprindeligt blev brugt af frisisk/angelsaksiske immigranter, som senere også kan have brugt endelsen på vikingernes lejre. Bynavne-eksemplerne har ikke nogen direkte sammenhæng med ordet "viking", hvis dette, som det er sandsynligt, skyldes parallellen wician/wicinga.