Deprecated: preg_replace(): The /e modifier is deprecated, use preg_replace_callback instead in /storage/content/83/155183/arkeologiforum.se/public_html/forum/Sources/Load.php(183) : runtime-created function on line 3 Kimbrerkungen Boiorix

Författare Ämne: Kimbrerkungen Boiorix  (läst 7131 gånger)

Utloggad Karlfredrik

  • Gode
  • Antal inlägg: 2 346
Kimbrerkungen Boiorix
« skrivet: april 16, 2010, 11:45 »
Kimbrarkungen Boiorix http://no.wikipedia.org/wiki/Boiorix stupade år 101 f Kr. Namnet låter mera keltisk än germansk, kan hans germanska namn varit ett annat?
Han bör vara en av de första namngivna germaner/skandinaver i historien

Utloggad Boreas

  • Gode
  • Antal inlägg: 5 477
SV: Kimbrerkungen Boiorix
« Svar #1 skrivet: april 17, 2010, 12:31 »
Han påstås tillhöra de germaner som utgått från Hallstatt-kulturen och bildat dom "Boii", vilka bodde i Boiodurum ("Boiernas dörr"/Passau). Namnet återspeglas numera í landskapen Boimen/Bömen och Baiovari/Bayern.

Det romerska efterledet -rix visar ju direkt till betydningen rex/kung och dets germanska synonym; e-rices/e-riks/e-reich.

http://en.wikipedia.org/wiki/Boii

PS: Annars är väl dom namngivna flickorna från Delos betydligt äldre, även om dom inte kom från själva Småland...?!  :)
“It's easier to fool people than to convince them that they have been fooled.”

Utloggad Karlfredrik

  • Gode
  • Antal inlägg: 2 346
SV: Kimbrerkungen Boiorix
« Svar #2 skrivet: april 17, 2010, 13:34 »
Ja, flickornas gravar är daterade till 1500-1200 f Kr av franska arkeologer.

Utloggad Emund Slemme

  • Veteran
  • Antal inlägg: 976
    • Fra romertid til vikingetid
SV: Kimbrerkungen Boiorix
« Svar #3 skrivet: november 28, 2012, 17:52 »
Plutarch (Plutarchos, Plutark) (ca. 48-122 e.kr.) var en græsk forfatter, født i området Chaironeia i Boiotien (græsk: Βοιωτία, Boiōtia, latin: Beotia). Her skrev Plutarch ca. år 96 e.kr. sin berømte samling ”Bioi parálleloi” der bl.a. beskrev kimbrernes felttog.

Citat år 101 f.kr.: ”Boiorix - kongen af kimbrerne - red derefter med et lille følge til lejren og udfordrede Marius til at fastsætte dag og sted for at kæmpe om ejerskabet af landet. [ . . . ] derfor besluttede de at dagen skulle være den tredje følgende, og stedet sletten af Vercellæ”.

Beretningen om slaget går delvis tilbage til memoirer af hærføreren og konsul Lucius Cornelius Sulla (ca. 138 f.kr.-78 f.kr.) og interessant er det, at Sulla nævner landet Boiōtia ti gange i sin beretning.

Boiorix, den mest fremtrædende anfører for kimbrerne, dræbte år 107 f.kr. en tilfangetaget romersk officer og konsul ved navn Marcus Aurelius Scaurus, men faldt selv senere i slaget mod den romerske general og konsul Gaius Marius ved Vercellæ i Norditalien 29. Juli 101 f.kr.

"Gallien" (gaul) betød i antikken det område af det kontinentale Europa, der var befolket af galliske stammer, der i moderne termer betyder kelterne.

Navnet Boiorix siges af sprogforskere at have gallisk oprindelse. Forleddet tyder på at udtrykke stammens etnicitet og efterleddet - rix - må betyde leder, anfører, konge - i afledt betydning som det latinske rex, regis. Boio-rix - rent bogstaveligt - kan tolkes som ’boioterkongen’ eller kongen af ’boioterne’. Her opstår to muligheder. ’Boioterne’ kan forstås som folket fra Plutarch’s hjemland Boiotien, Boiōtia, da forleddet er helt identisk. I så fald har han selv opdigtet navnet.

Boiotien var et landskab i det antikke Grækenland afgrænset i nord mod Attike mellem Euboia strædet og den indre del af den korintiske bugt, grænsende i vest til Fokis. Et område lidt mindre end Fyn. I oldtiden spillede det boiotiske rytteri en fremtrædende rolle, men romerne opløste det boiotiske forbund i år 171 f.kr.

Alternativt foreslår sprogforskere at Boio-rix betyder kongen af ’bojerne’.

Bojer, (latin: ental boius, flertal boii, græsk: bόϊοι) var en gallisk stamme, der bosatte sig i Cisalpine Gallien omkring Bononia (Bologna, Italien) det senere Bøhmen. Bojerne udvandrede fra Gallien i det nordlige Frankrig til det nordlige Italien, hvor de år 193 f.kr. blev slået af romerne og år 191 f.kr. blev området en romersk provins. Herefter blev de spredt rundt i Bøhmen samt områderne i det vestlige Ungarn og - Slovakiet.

Utloggad Emund Slemme

  • Veteran
  • Antal inlägg: 976
    • Fra romertid til vikingetid
SV: Kimbrerkungen Boiorix
« Svar #4 skrivet: november 29, 2012, 11:53 »
I Plutarch’s beretning fortælles desuden om stammer som ambroner og teutoner - samt flere af de fremtrædende ledere af hver stamme.

Citat år 102 f.kr.: ”Teutobod sammen med, efter sigende, 20.000 af hans folk blev fanget”.

Citat ca. år 54 f.kr.: ”Gallerne (gaul), under ledelse af Ambiorix, overfaldt dem, og fældede hans befalingsmænd”.

Citat ca. år 52 f.kr.: ”Gallerne (gaul), gør oprør igen under ledelse af Vercingetorix”.

De senere nævnte galliske konger Ambiorix og Vercingetorix bygger begge på samme princip som Boiorix, hvor forleddet tyder på at udtrykke stammens etnicitet og efterleddet - rix - må betyde leder, anfører, konge.

I slaget ved Aquæ Sextiæ år 102 e.kr. deltog både ambroner og teutoner, hvor sidstnævntes anfører hed Teutobod (latin: Teutobodus). Teutobod blev taget til fange af romerne og ført i triumftog til Rom.

I navnet Teuto-bod tyder forleddet på, at udtrykke stammens etnicitet, hvor efterleddet ’bod’ på f.x. oldfrisisk betyder befaling, i afledt betydning af leder, anfører, konge. Endelsen - bod - kendes ligeledes fra det senere frisiske kongenavn Radbod fra sidst i 600-tallet (latin: Radbodus).

Men Ambiorix og Vercingetorix har næppe - tidsmæssigt - været samtidige med Boiorix.

Ambio-rix som ’ambronerkongen’ der år 54 f.kr. var i alliance med eburonerne og deres høvding Catuvolcus, som begge blev besejret af Cæsar. Catuvolcus tog efterfølgende gift og kun Ambiorix reddede sig ved at flygte.

Vercingetorix (†46 f.kr.), blev år 52 f.kr. leder og konge af den galliske stamme Arvernierne (Arverni). Arvernierne er identificeret til området Merdogne, der i dag kaldes Gergovie og er en landsby beliggende på en bakke i byen La Roche-Blanche, nær Clermont-Ferrand i det sydlige Frankrig. Her ses stadig en del romerske mur- og jordarbejder fra før-romersk jernalder. I samme område omkring l’Isère har en ældre fransk provins heddet ’Vercin’. Arvernierne tabte deres magtstilling i området, da romerne besejrede dem år 123 f.kr.

Vercingetorix blev som Teutobod taget til fange - i slaget ved Alesia - og holdt indespærret på Forum Romanum i fem, seks år, hvorefter han blev henrettet. Vercin-geto-rix er således ’geterkongen’ af Vercin. Romerne kaldte geterne for ’dakere’, på græsk hedder de ’getai’ og på latin ’geta’. Man mener at rødderne skal findes i den urgamle ’geto-dacian’ kultur.

Utloggad Emund Slemme

  • Veteran
  • Antal inlägg: 976
    • Fra romertid til vikingetid
SV: Kimbrerkungen Boiorix
« Svar #5 skrivet: november 30, 2012, 12:18 »
Reflektering

Plutarch skrev ca. år 96 e.kr. sin beretning og det omkring 200 år efter slaget ved Vercellæ og dermed kimbrerkongen Boiorix’s død (†101 f.kr.). Alle barbarernes konger eller anførere, har meget specielle navne som Teutobod, Boiorix, Ambiorix og Vercingetorix. Navnenes organisering med et forled, der udtrykker stammens etnicitet og et efterled, der betegner personen placering i hierarkiet, tyder på en form for metodisk orden hos forfatteren.

Plutarch’s beretning om slaget ved Vercellæ bygger delvis på memoirer af hærføreren og konsul Lucius Cornelius Sulla (ca. 138-78 f.kr.) og denne nævner - ifølge min research - ingen navne på barbarerne.

Hvis Plutarch ikke kendte til ’kongernes’ navne måtte han opfinde en metode, der for ham selv gjorde det nemmere at holder styr på slagenes gang, folkestammerne og barbarernes konger eller anførere.

Først omkring 500 år efter slaget ved Vercellæ, tager Pauli Orosii (Orosius, ca. 385-450 e.kr.) tråden op igen og beretter ca. år 417 e.kr. i ‘Historiae adversum paganos’, om hedningene og Rom. Orosius fortælling bygger på Plutarch’s informationer og han nævner alle kongerne Teutobod, Boiorix, Ambiorix og Vercingetorix. Efterfølgende anvender han Plutarch’s metodik af personnavne og opfinder yderligere to rix-konger, som følger -

Caesorix blev år 101 f.kr. taget til fange ved Vercellæ, ifølge Orosius.

"Lugius et Boiorix reges in acie ceciderunt; Claodicus et Caesorix capti sunt".
Kongerne Lugius og Boiorix faldt på slagmarken, Claodicus og Caeso-rix (kimbrere) blev taget til fange.

Orgetorix (†60 f.kr.) nævnes - ifølge Orosius - om leder af helvetierne (latin: helvetii) år 61 f.kr.

"Heluetiorum animos, fortissimae Gallorum omnium gentis ea uel maxime causa quod perpetuo paene cum Germanis bello altercabantur a quibus Rheno tantum flumine dirimuntur, Orgetorix quidam princeps gentis spe totas inuadendi Gallias in arma accenderat".
En vis Or-geto-rix og leder af helvetierne, opfordrede til krig blandt disse mennesker, den tapreste af alle de galliske stammer, for at opretholde håbet om succesfuld invadering af Gallien (Gaul).

En del forskere peger på gallisk/keltisk oprindelse af rix-navnene og der findes en hel del fantasifulde sproglige fortolkninger. En mulighed er at netop begrebet ’rix’ har rod i urgallisk kultur, da der i Ungarn skulle være fundet en gravsten, hvorpå teksten indeholder rix-kongen Alarix. Men igen - der findes tilsyneladende ingen dokumentation og mon ikke der blot er tale om en forveksling med goterkongen Alaric, Alarich.

Så på spørgsmålet om kongenavnet Boiorix var germansk eller keltisk kan jeg kun svare - det var det nok ikke.

Utloggad Karlfredrik

  • Gode
  • Antal inlägg: 2 346
SV: Kimbrerkungen Boiorix
« Svar #6 skrivet: november 30, 2012, 12:48 »
Nu kan det mycket väl hända att det fanns flera versioner av kungarnas namn, exempelvis att kelter har en lokal namnform för germanska kungar. Jämför Gusave med e på slutet i franska böcker om svenska kungar.

Utloggad vemvet

  • Stammis
  • Antal inlägg: 472
SV: Kimbrerkungen Boiorix
« Svar #7 skrivet: december 01, 2012, 11:23 »
Vi hittar flera gotiska kungar med namn som slutar på -ric eller -rik, Theodorik, Hermaneric, Geberich. Det liknar det keltiska -rix. Kan det finnas ett samband? Samma ändelse hittar vi också idag i många polska efternamn

http://pl.wikipedia.org/wiki/Kategoria:Polskie_nazwiska

och i baltiska och slaviska namn generellt, tex ett namn som Nimzowitsch

http://en.wikipedia.org/wiki/Aron_Nimzowitsch

Utloggad gangrade

  • Veteran
  • Antal inlägg: 594
  • Intresserad amatör
SV: Kimbrerkungen Boiorix
« Svar #8 skrivet: december 01, 2012, 13:01 »

*Regs är det ursprungliga indoeuropeiska ordet för "kung" (t ex indiska raja, latinska rex, keltiska rix, gotiska reiks). I de väst- och nordgermanska språken föll termen av någon anledning ur bruk (utom som led i aristokratiska personnamn som t ex E-rik och Al-rik). Adjektivet "rik" är troligen också besläktat, men kan vara sekundärt inlånat från keltiskan.
Roten reg- torde betyda ungefär 'makt' och det fornnordiska regin '(gudomlig) makt' är troligen också besläktat.

I de väst- och nordgermanska språken tog i stället ordet *kuningaz "kung" över. Ordet är avlett från urgermanska *kunja 'ätt, släkt'  (jfr eng. kin) med det ganska vanliga ng-suffixet och betydelsen är ungefär 'någon som hör till ätten'. Om detta underförstått betydde 'någon som hör till (guda)ätten' eller 'någon som hör till (kunga)ätten' är inte lätt att säga. För övrigt så kan vi för en gångs skull vara helt säkra på den urnordiska formen *kuningaz eftersom ordet inlånades i den ljudmässigt extremt konservativa finskan som kuningas "kung".

Gotiskan hade f ö ytterligare ett ord för kung: "thiudans" avlett av thiud 'folk'. Det verkar som om en thiudans i allmänhet stod över reiks.

Qui tacet, consentit

Utloggad Emund Slemme

  • Veteran
  • Antal inlägg: 976
    • Fra romertid til vikingetid
SV: Kimbrerkungen Boiorix
« Svar #9 skrivet: december 04, 2012, 19:03 »
"Gallien" (gaul) betød i antikken det område af det kontinentale Europa, der var befolket af galliske stammer, der i moderne termer betyder kelterne.
Gallere og keltere.

Før Cæsars tid var det eneste ord for 'nordboere’ i Italien og Grækenland 'galler’. Ordet er relateret til det græske ord ’gala' (γάλα). De mørklødede grækere kaldte de lyse barbarer for »hoi galaktoi« dvs. ’de blege’.

Disse ’galaktoi’ begyndte at vandre omkring allerede ca. år 800 f.kr. I den nordlige del af Gallien nævnes Agedincum (Sens dans l'Yonne), hvor en ’gallisk’ stamme - ’senones, senonibus’ - ca. år 400 f.kr. trak mod syd til Gallia Cisalpīna i Norditalien (Po-dalen). I året 391 blev denne stamme iagttaget i Alperne og området Gallia Cispadāna (Sena), hvor krigerkongen Brennos (latin: Brennus) indgik en alliance med andre stammer i området. Denne koalition af Cisalpīna ’gallere’ trak ind i Norditalien til området Tyrrhenia (Etrurien), hvorfra de angreb og besejrede Rom 18. juli 390 f.kr. (Plutarch).

Det latiniserede navn - Brennus, Brennum - er kun kendt fra de romerske kilder og menes ikke at være et personnavn, men sandsynligvis en titel. Som det ses er der ikke megen lighed med rix-kongernes navne, som Boiorix.

Titus Livius, regulus Gallorum 5.48:
“inde inter Q. Sulpicium tribunum militum et Brennum regulum Gallorum conloquio transacta”
en konference fandt sted mellem Q. Sulpicius, den konsulære tribune, og Brennus, den galliske høvding,
 
rēgulus, rēgulum betyder leder, anfører, konge.

De antikke græske forfattere kaldte disse ’galaktoi’ for »galatoi, galatai, galati«, »galtoi, galto« eller »celtoi, keltoi, kelto«.

Fra grækerne overtog romerne ordet ‘galto’ som et låneord, der blev anvendt da romerne ca. 285 f.kr. fik kontakt til de alpine stammer - f.eks. folket ’bojerne’ (boii) - fra Gallia Cisalpīna i Norditalien. Galto blev i Norditalien til ’galli’ og deres område til Gallia (Galliæ, Galliae).   

Romerne fik senere kontakt med ’kelterne’ i Spanien ca. år 200 f.kr. og i Sydgallien, dvs. Sydfrankrig ca. år 118 e.kr. Her videregav romerne navnet Gallia til regionen. En fraktion af bl.a. ’bojerne’ fra Gallia Cisalpīna sluttede sig efter år 191 f.kr. sammen med en del af ’helvetierne’ (helvetii) i samme område, og trak mod vest til det franske Gallien. Her blev de besejret år 58 f.kr. af Julius Cæsar. Romerne kaldte ’kelterne’ for Celtae, Celtæ.

C. Iuli Caesaris De Bello Gallico, 58 f.kr.
“Gallia est omnis divisa in partes tres, quarum unam incolunt Belgae, aliam Aquitani, tertiam qui ipsorum lingua Celtae, nostra Galli appellantur. Hi omnes lingua, institutis, legibus inter se differunt. Gallos ab Aquitanis Garumna flumen, a Belgis Matrona et Sequana dividit”.

Gallerne er opdelt i tre dele, hvoraf den ene bebor Belgae, den anden Aquitani, og en tredje kaldes på deres eget sprog for keltere, vores såkaldte ’gallere’. Alle disse adskiller sig fra hinanden i sprog, skikke og love. Floden Garonne adskiller ’gallerne’ fra Aquitani og Seine adskiller dem fra Belgae.

Utloggad Emund Slemme

  • Veteran
  • Antal inlägg: 976
    • Fra romertid til vikingetid
SV: Kimbrerkungen Boiorix
« Svar #10 skrivet: december 05, 2012, 16:04 »
Nu kan det mycket väl hända att det fanns flera versioner av kungarnas namn, exempelvis att kelter har en lokal namnform för germanska kungar.

Vi har kun de græske og romerske kilder at holde os til, men min efterforskning af navnet til kimbrerkongen Boiorix har givet nye informationer (og dermed rettelser). Tidligere har jeg undersøgt hærføreren Lucius Cornelius Sulla (ca. 138-78 f.kr.) beretning, men åbenbart overset Julius Cæsar’s egen beretning - De Bello Gallico - fra ca. år 58 f.kr., hvor han fortæller om de galliske krige. 

Cæsar nævner ikke kimbrerkongen Boiorix - eller teutonernes konge Teutobod - som begge nævnes af Plutarch og Orosius.

I Cæsars bog 1 & 2 nævnes kimbrerne og teutonerne to gange pr bog - og begge gange i sammenhæng. Det medfører at Plutarch (ca. år 96 e.kr.) stadig er den første der nævner kimbrerkongen ved navn ca. 200 år efter slaget ved Aquæ Sextiæ. I Cæsars bog 1 nævnes Orgetorix, bog 5, 6 & 8 nævner Ambiorix og kun i bog 7 nævnes Vercingetorix - så alle tre navne eksisterede før Plutarch’s tid.

ORGETORIX
Orgetorix, nævnes ikke af Plutarch, men senere af Orosius. Cæsar nævner ham som Orgetorix, Orgetoricem.

AMBIORIX
Ambiorix, nævnes af både Plutarch og Orosius. Cæsar anvender desuden ordet ’Ambiorix’ i forskellige sammenhæng; flere gange relaterer han navnet til personen, men ligeledes anvendes det som synonym for ambronernes overordnede ledelse. Der anvendes samtidig de afledede ord som Ambiorige og Ambiorigem.

VERCINGETORIX
Vercingetorix, nævnes af både Plutarch og Orosius. Cæsar nævner ham som Vercingetorix, Vercingetorigem. Det kan tænkes, at den franske Vercin-provins er opkaldt efter denne sagnhelt og ikke omvendt.

Cæsar og Plutarch nævner begge ambronernes konge Catuvolcus, Catovolco.
Orosius er alene om at nævne kimbrerne Lugius, Claodicus og Caesorix.

Jeg er ikke latinkyndig nok til at fortolke de afledede navne som Orgetoricem, Ambiorige, Ambiorigem og Vercingetorigem.

Hvem har egentlig nedskrevet Cæsars beretning ’De Bello Gallico’ - og ved vi med sikkerhed hvornår? Cæsar nævnes i tredje person.

Et par kimbrere hedder Lugius og Claodicus? Latiniserede navne?

Hvorfor er det kun Plutarch, der oprindeligt kender til kimbrerkongen Boiorix?

Utloggad Vetgirig

  • Gode
  • Antal inlägg: 2 470
  • Skåning, naturaliserad Norrlänning, orienterare
SV: Kimbrerkungen Boiorix
« Svar #11 skrivet: december 05, 2012, 17:45 »
Emund Slemme!
Bra redogörelse. Tack!
Citera
Romerne fik senere kontakt med ’kelterne’ i Spanien ca. år 200 f.kr. og i Sydgallien, dvs. Sydfrankrig ca. år 118 e.kr.
Du menar väl 118 f kr?
Amatör! Skåning i Norrland!

Utloggad Emund Slemme

  • Veteran
  • Antal inlägg: 976
    • Fra romertid til vikingetid
SV: Kimbrerkungen Boiorix
« Svar #12 skrivet: december 06, 2012, 11:11 »
Emund Slemme!
Bra redogörelse. Tack!Du menar väl 118 f kr?

UPS - skrivefejl   :( naturligvis 118 f.kr.  sorry

Utloggad Emund Slemme

  • Veteran
  • Antal inlägg: 976
    • Fra romertid til vikingetid
SV: Kimbrerkungen Boiorix
« Svar #13 skrivet: december 08, 2012, 15:09 »
*Regs är det ursprungliga indoeuropeiska ordet för "kung" (t ex indiska raja, latinska rex, keltiska rix, gotiska reiks). I de väst- och nordgermanska språken föll termen av någon anledning ur bruk (utom som led i aristokratiska personnamn som t ex E-rik och Al-rik). Adjektivet "rik" är troligen också besläktat, men kan vara sekundärt inlånat från keltiskan.
Roten reg- torde betyda ungefär 'makt' och det fornnordiska regin '(gudomlig) makt' är troligen också besläktat.
I de väst- och nordgermanska språken tog i stället ordet *kuningaz "kung" över. Ordet är avlett från urgermanska *kunja 'ätt, släkt'  (jfr eng. kin) med det ganska vanliga ng-suffixet och betydelsen är ungefär 'någon som hör till ätten'. Om detta underförstått betydde 'någon som hör till (guda)ätten' eller 'någon som hör till (kunga)ätten' är inte lätt att säga. För övrigt så kan vi för en gångs skull vara helt säkra på den urnordiska formen *kuningaz eftersom ordet inlånades i den ljudmässigt extremt konservativa finskan som kuningas "kung".
Gotiskan hade f ö ytterligare ett ord för kung: "thiudans" avlett av thiud 'folk'. Det verkar som om en thiudans i allmänhet stod över reiks.

Jeg er ikke latinkyndig nok til at fortolke de afledede navne som Orgetoricem, Ambiorige, Ambiorigem og Vercingetorigem.
Et par kimbrere hedder Lugius og Claodicus? Latiniserede navne?

Keltisk: réks, gen. régos (konge)

Gallisk: rix (leder, konge), pl. riges - kendt fra personnavne som Vercingetorix;
Orgetoricem, Ambiorige, Ambiorigem, Vercingetorigem. Åbenbart knyttes - rix, riges - til de romerske provinser i Gallia.
 
Germansk: reik, rik, (regere, herske)

Oldfrisisk: rīke, n. rige; regere, imperium; rīke dat.sg; rīza nom.pl riches

Lugius, Claodicus, Catuvolcus
Der er en generel tendens i tidlig litteratur til, at latiniserede (ikke-latinske) navne tilføjes en »us« afslutning.

http://indoeuro.bizland.com/project/phonetics/word7.html

Utloggad Boreas

  • Gode
  • Antal inlägg: 5 477
SV: Kimbrerkungen Boiorix
« Svar #14 skrivet: december 08, 2012, 16:18 »
Takk for et antal intressante indlæg.

Suffikset -rix har et tydelig slektskap med tvillingen 'riks', slik det fremgår i mange gamle faste begreper, fra hele det nordisk område, som reichstag, riksdag, riksdrotts, riksråd eller rikskringkastning. Utgangspunktet er åpenbart begrepene 'rik' og 'rike'.

Sprsmålet om ordets opphav blir dermed ett spørsmål om oppfattninger og teorier - men det synes klart att det røtter hører til i større deler av den indo-europeiske språkkrets.  Det gallo-latinske '-rix' og det sen-latinske 'rex' har begge opphav i en tid der kontakten mellom romere og gotere/germanere er ganske frekvent. Å avgjøre vem som har lånt uttrykket av den anden kan helt enkelt ikke belegges. Men mye kan tyde på at det nordiske uttrykket 'reks'/'riks' og 'riki'/rike' har stått fadder for (de latinske) uttrykkene 'rex', 'reges', 'regina' og 'regent'. 

I den svenske navnetradisjon har, så langt man vet, E-rik vært det vanligste av alle kongsnavn. Man kan alltså si att begrepet og ordet "Erik" helt enkelt kan oppfattes som funksjonsbegrep - i betydningen 'rikdommens' og/eller 'rikets eier'. 

Erik kan i dag brukes som egennavn, men dengang ser det ut til å ha vært en 'beskyttet tittel' - med betydningen 'drott' eller 'konge'. Å styre landet - og få tittelen 'landsstyrer - ble således en logisk funksjon av den specifike byrd man hadde fått allerede ved dåpen - som førstefødt sønn eller datter, for eksempel. I et ættesamfund går jo alle centrale titler og posisjoner i arv fra samfunnets kongelige midte, gjennom kongens adel til bøndenes odel.   
 
Ellers er riks/rex tidligere diskutert på flere tråder. Her er to av dem:

http://www.arkeologiforum.se/forum/index.php/topic,4323.msg35787.html#msg35787
http://www.arkeologiforum.se/forum/index.php/topic,5179.msg46205.html#msg46205
“It's easier to fool people than to convince them that they have been fooled.”

Utloggad Emund Slemme

  • Veteran
  • Antal inlägg: 976
    • Fra romertid til vikingetid
SV: Kimbrerkungen Boiorix
« Svar #15 skrivet: december 08, 2012, 16:42 »
[ . . .] der kontakten mellom romere og gotere/germanere er ganske frekvent [ . . .]
I den svenske navnetradisjon har, så langt man vet, E-rik vært det vanligste av alle kongsnavn. Man kan alltså si att begrepet og ordet "Erik" helt enkelt kan oppfattes som funksjonsbegrep - i betydningen 'rikdommens' og/eller 'rikets eier'. 

Erik kan i dag brukes som egennavn, men dengang ser det ut til å ha vært en 'beskyttet tittel' - med betydningen 'drott' eller 'konge'. Å styre landet - og få tittelen 'landsstyrer - ble således en logisk funksjon av den specifike byrd man hadde fått allerede ved dåpen - som førstefødt sønn eller datter, for eksempel. I et ættesamfund går jo alle centrale titler og posisjoner i arv fra samfunnets kongelige midte, gjennom kongens adel til bøndenes odel.

I hele perioden jeg har behandlet indtil nu er goterne ikke dukket op på det vesteuropæiske kontinent?

Erik. Det fik mig til at slå op i Saxos kongerække for at lede efter 'reks'/'riks'. Kronologisk med den ældste først –

Rørik, Erik, Erik, Jamerik, Gøtrik, Erik, - en god del hed Erik.

Utloggad Boreas

  • Gode
  • Antal inlägg: 5 477
SV: Kimbrerkungen Boiorix
« Svar #16 skrivet: december 08, 2012, 17:14 »
I hele perioden jeg har behandlet indtil nu er goterne ikke dukket op på det vesteuropæiske kontinent?


Goterne/Germanerne/Kelterne - alltså 'de hvite' fra nord - hadde vel kontakt med Rom siden Arilds tid, da de første handelsbåter begynteå flyte nedad Rhone-dalen. Utviklingen og endringene i de italienske språk har under denne tid utviklet seg i dialog med den nordvestlige kultur, altså den galliske/germanske. Når det nye latinske alfabet etterhvert kommer i stand har man tydlige spor etter runenes rette staver. Forskjellen på runeskrift og normal stavskrift er ikke all verden - forskjellen til romernes gamle slynge-skrift er faktisk større.

Innen republikkens hadde romerne også legitime konger, kallt 'reges', etter det jeg forstår. Etter oppløsningen av de gamle monarkier kommer som kjent den keltiske høvdingen Brenner/Brennus på besøk med en hel hær. Ellers gikk det jo en fast handel over Alpene og efter de franske og balkanske elveleier - fra Østersjøen til Italien.

I tillegg til de vanlige handelskontakter med hyperboreere, vendere og gotere - kom det ifølge Jordanes en utvandring av gotere til Balkan og Grekland allerede i begynnelsen av jernalderen. De gauter og gøtar som i følge Gutasagan og Jordanes utvandret og ble 'gotere' - regner jeg altså som en del av det nord-europeiske stammefelleskap, også før romertiden.     

Citera

Erik. Det fik mig til at slå op i Saxos kongerække for at lede efter 'reks'/'riks'. Kronologisk med den ældste først –

Rørik, Erik, Erik, Jamerik, Gøtrik, Erik, - en god del hed Erik.

I Snorre heter de Alrek, Gautrek, Eirek og Jörmunrek.

Poenget er at de nordiske formene har en alder som kan matche den latiske. Den tætte forekomst av ordet i de germanske språk tilsier ellers at opphavet til begrepet ligger langt nærmere til Østersjøen enn til Middelhavet.

 
“It's easier to fool people than to convince them that they have been fooled.”

Utloggad Emund Slemme

  • Veteran
  • Antal inlägg: 976
    • Fra romertid til vikingetid
SV: Kimbrerkungen Boiorix
« Svar #17 skrivet: december 08, 2012, 22:52 »
Germanerne

Markomannerne (latin: marcomanni, marcomanos) var en vestgermansk stamme, der ca. år 100 f.kr. levede i området mellem floderne Øvre Main og Donau, i det centrale Tyskland. Enkelte kilder mener at markomannerne udsprang fra en samlet gruppe af germanere kaldet ’sveben’ (latin: suebos, suebis) fra landet Suebi, Sueborum. I det første århundrede før Kristi fødsel trængte markomannerne frem mod deres keltiske naboer i sydvest og sydøst. Markomannerne og sveberne nævnes af Cæsar år 58 f.kr.

Omkring år 56 f.kr. blev markomannerne (grænsefolket) og deres konge Marabod (latin: Maraboduus) fordrevet fra deres område af romerne. Marabod levede i sin ungdom i Italien og gjorde romersk krigstjeneste under kejser Augustus (kilde: Strabo).

Efter fordrivelsen fra Suebi (Sueborum) trak markomannerne frem mod de keltiske områder, bl.a. ’bojerne’ (boii) note1 i Gallia Cisalpīna, som sammen med ’helvetierne’ (helvetii) derefter trak mod vest til det franske Gallien. Omkring år 8 f.kr. var markomannernes indvandring til Gallia Cisalpīna fuldendt og Marabod (Marbod) opbyggede her et rige med hoved-sæde efter romersk forbillede. Det lykkedes Marabod at stifte et stort statsforbund bestående af flere germanske stammer med markomannerne som den ledende. Med tiden opbyggede Marabod en stor hær og selvom han havde gode relationer til Romerriget, forsøgte romerne snart at nedkæmpe denne nye magtfaktor hvilket resulterede i, at en freds-traktat blev indgået.

Marabod selv måtte - efter interne uroligheder - år 19 e.kr. flygte fra sit rige, fik asyl hos kejser Tiberius og levede i Ravenna til sin død år 37 e.kr. Markomannerriget kom igen i søgelyset i perioden fra 166 til 180 e.kr. under markomannerkrigene.

Da markomannerne migrerede til Suebi mener man, at de medbragte deres egen runeskrift. Om det var tilfældet eller om de først udviklede skriften i deres nye hjemegn, er uklart.

Læg mærke til markomannerkongens navn Marabod, Marbod (†37 e.kr.) (latin: Maraboduus) til sammenligning med teutonernes anfører Teutobod (†101 f.kr.) (latin: Teutobodus). Efterleddet ’bod’ betyder på oldfrisisk befaling og ses gentaget langt senere hos to frisiske konger Radbod I (†719 e.kr.) og Radbod II (†792 e.kr.).

Selvom det bygger på et spinkelt grundlag viser bod-endelsen at teutoner og markomanner må have tilhørt samme fraktion af et germansk stammefolk, der tidligt levede i Nordeuropa, nord for Rhinen og romernes rækkevidde. I samme område levede friserne, der åbenbart gennem overlevering har arvet denne bod-endelse. Det er nok plausibelt at kongenavnene, kongerne og folket var germanere.

Kejser Augustus nævner Tiberius’ felttog mod germanerne år 5 e.kr. og skriver, ”Fra Rhinens munding sejlede min flåde over oceanet mod solopgangen til kimbrernes land . . . ”. Fra Rhinen og mod solopgangen i øst - typer meget på, at flåden fulgte hele strækningen ved vadehavskysten og frem mod Elben.

Kimbrer og teutoner var i togtet allierede og talte sandsynligvis samme sprog og burde tilhøre samme germanske fraktion med bod-endelsen. Kimbrerkongen Boiorix’ galliske navn stemmer ikke i den forbindelse.

note1: historien viser, at de stakkels bojere (boii) havde valgt det forkerte sted at bo.

Se punktet "Suebische Runen" -

http://www.obib.de/Schriften/AlteSchriften/alte_schriften.php?Runen/Markomannen/Runen.html~Text

Utloggad Emund Slemme

  • Veteran
  • Antal inlägg: 976
    • Fra romertid til vikingetid
SV: Kimbrerkungen Boiorix
« Svar #18 skrivet: december 09, 2012, 16:06 »
I tillegg til de vanlige handelskontakter med hyperboreere, vendere og gotere - kom det ifølge Jordanes en utvandring av gotere til Balkan og Grekland allerede i begynnelsen av jernalderen. De gauter og gøtar som i følge Gutasagan og Jordanes utvandret og ble 'gotere' - regner jeg altså som en del av det nord-europeiske stammefelleskap, også før romertiden.

Boreas; prøv at se her -

Citat från: Karsten
De antikke græske forfattere kaldte disse ’galaktoi’ for »galatoi, galatai, galati«

’Galatoi’ henviser til landet Galatien og folket galaterne. Der er tale om keltiske stammer der ca. 235 f.kr. migrerede fra Balkan over Grækenland til Vest-anatolien i Lilleasien.

Der er tale om det keltiske folk, der med kongen Brennos (latin: Brennus) besejrede Rom 18. juli 390 f.kr. Brennos invaderede efterfølgende Makedonien år 281 f.kr. En anden keltisk gruppe under ledelse af Leonnorius og Lutarius - udskilte sig - og via Trakia bosatte de sig i Galatien omkring 278-77 f.kr. Denne sidste gruppe bestod af tre stammer, Tectosages, Trocmii og Tolistobogii.

Galatien bestod indtil år 25 e.kr. hvorefter det blev en romersk provins.

Den gotiske udvandring understøttes - til en vis grad - af Wielbark-kulturen > 100 e.kr. men de viser sig ikke i de antikke kilder. Vi har været inde på det før -

http://www.arkeologiforum.se/forum/index.php/topic,4558.msg43309.html#msg43309
http://www.arkeologiforum.se/forum/index.php/topic,4558.msg54327.html#msg54327

 

Utloggad Boreas

  • Gode
  • Antal inlägg: 5 477
SV: Kimbrerkungen Boiorix
« Svar #19 skrivet: december 09, 2012, 20:49 »
Her kom nettopp melding om et meget intressant funn fra Bassing i Lothringen, der man har funnet 'galliske' mynt fra romerrikets tidlige fase.

Likheten med de (senere?) skandinaviske guldbrakteater er vel relativt påtagelig - eller hur? Det kan ihvertfall virke som her fantes en håntverkstradition og et symbolspråk allerede för romerne ankommer.
 
http://www.pasthorizonspr.com/index.php/archives/12/2012/gallic-elite-prospered-from-roman-occupation

 
“It's easier to fool people than to convince them that they have been fooled.”