Ostmen

[Vetgirig]

Råkade på en artikel, som är intressant vad gäller kristendomens utbredning i Brittiska öarna. Helt har denna inte släppt betydelsen av Romersk Katolsk tidig mission, jämfört med redan befintlig Britonsk resp Irisk (ursprunglig) kristendom.

[Historikus]

Ostmen & Vestmen

Som overskriften på denne tråd lyder, kaldte en vis gruppe af nordiske (norse) indvandrere sig for Ostmen (Houstmanni, Nosmani), som bosatte sig på østkysten af Irland. Ostmen eller Austmenn (Austmathr) findes overleveret i forvansket form i et område i Dublin kaldet Oxmantown eller Oxmanstown. Oprindeligt har navnet været ’Ostmanneby’ eller ’Austmannabýr’ (1192) – måske endda ’Austmanna-tún’ i betydningen »hjemegn for Ostmen«. På irsk hed samme område Baile Lochlannach i betydningen »hjemegn for ’norse’«.

Der findes en del optegnelser om Ostmen bevaret. I Limerick år 1201 findes en opgørelse over gods tilhørende bispesædet. Her blev afkrævet udsagn af 12 Anglorum, 12 Ostmannorum og 12 Hirbernensium (Regesto Decani Limericensis). I Limerick nævnes desuden »the cantred of the Ostmen«, hvilket synes at modsvare ’Ostmanneby’ i Dublin.

Ordet ’cantred’ har i Irland betydningen ’hundred’ (a candrede is a countrai þat conteineþ an hondred townes) dvs. et hundrede er et land(-område) der indeholder hundrede byer. På walisisk er ’cantref’ samme term som det irske ’cantred’, hvor ’cant’ er 100 og ’tref’ betyder by.

I Dublin år 1215 blev gennemført en undersøgelse af Den Hellige Treenigheds Kloster rettigheder hos Anglorum og Ostmannorum - og i perioden 1240-50 bar mange borgere i Dublin navne som Turkillus Ostmannus og Arfinus mac Ardor Ostmannus. Året 1264 nævnes i Dublin fire Ostmen, der er taget for tyverier, med efternavne som Ostman, Estmane, Estman.

I Waterford og det 13. årh. nævnes Ostmen indtil flere gange i f.m. handelsrettigheder (1234, 1283), og året 1283 fornyer den engelske konge (Henrik II) bestemmelsen om, at Waterfords ’Oustmanni’ skal nyde engelsk ret.

Ostmen står i kontrast til Vestmen. De nordiske bosættelser i Island og bl.a. Færøerne, blev kaldt for Vestmen, hvor navnet er overleveret i navnet Vestmanna på Færøerne og Vestmannaeyjar på Island.

[Bornholm]

Hvad angår kristendommen på de britiske øer. Da Kong Oswald af Northumbrien (605-642) ikke havde nok veltalende munke til at få udbredt evangeliet i sit område, sendte han bud til klosteret på Iona for at få hjælp. Biskoppen St. Aidan fra øen Scattery Island ved floden Shannons udmunding på vestkysten af Irland rejste derpå til Holy Island ved Skotlands østkyst. Catholic Encyclopedia meddeler "The Christianizing of Britain begun by St. Augustine in A.D. 597 was carried on with varying success throughout the seventh century."
Det fortælles også, at en hindring for missionen var, at skotske (irske) impulser var blevet udbredt gennem St. Aidan fra Iona. De engelske og irske traditioner stemte ikke overens. Når den northumbriske kong Oswiu – Oswalds bror – fejrede påske, fastede hans hustru, der var opvokset med den romerske tradition.
Det var netop denne bror til Oswald, den saksiske kong Oswiu (613-670), der i 657 grundlagde Whitby kloster.
I 664 var dette kloster rammerne om en synode, hvor den lokale kirke blev forsonet med Rom. Omkring 50 år efter blev
Lindisfarne evangelierne skrevet, og den religiøse tilpasning afspejler sig i manuskriptets udseende, hvor keltiske og angel-saksiske elementer er blandet med romerske, koptiske og østlige traditioner i en kunstnerisk vision om den kulturelle
smeltedigel, som Northumbrien var i det syvende og ottende århundrede.

http://www.newadvent.org/cathen/15610a.htm

http://www.wilfrid.com/Wilfrid_pilgrimage/Whitby_synod.htm

[Historikus]

Hvad angår kristendommen på de britiske øer. Da Kong Oswald af Northumbrien (605-642) ikke havde nok veltalende munke til at få udbredt evangeliet i sit område, sendte han bud til klosteret på Iona for at få hjælp. Biskoppen St. Aidan fra øen Scattery Island ved floden Shannons udmunding på vestkysten af Irland rejste derpå til Holy Island ved Skotlands østkyst. Catholic Encyclopedia meddeler "The Christianizing of Britain begun by St. Augustine in A.D. 597 was carried on with varying success throughout the seventh century."
Det fortælles også, at en hindring for missionen var, at skotske (irske) impulser var blevet udbredt gennem St. Aidan fra Iona. De engelske og irske traditioner stemte ikke overens. Når den northumbriske kong Oswiu – Oswalds bror – fejrede påske, fastede hans hustru, der var opvokset med den romerske tradition.
Det var netop denne bror til Oswald, den saksiske kong Oswiu (613-670), der i 657 grundlagde Whitby kloster.
I 664 var dette kloster rammerne om en synode, hvor den lokale kirke blev forsonet med Rom. Omkring 50 år efter blev
Lindisfarne evangelierne skrevet, og den religiøse tilpasning afspejler sig i manuskriptets udseende, hvor keltiske og angel-saksiske elementer er blandet med romerske, koptiske og østlige traditioner i en kunstnerisk vision om den kulturelle smeltedigel, som Northumbrien var i det syvende og ottende århundrede.

http://www.newadvent.org/cathen/15610a.htm

http://www.wilfrid.com/Wilfrid_pilgrimage/Whitby_synod.htm

Godt indlæg - og afdækning af de forskellige kristelige retninger i Irland, Skotland og England. Ingen tvivl om at tiden var turbulent - men kristendommen var på vej. Vi ser efterfølgende at den engelske kristne kirke trækker i en egen retning helt frem til vikingetid. Som jeg husker det 

[Historikus]

Ostmen står i kontrast til Vestmen. De nordiske bosættelser i Island og bl.a. Færøerne, blev kaldt for Vestmen, hvor navnet er overleveret i navnet Vestmanna på Færøerne og Vestmannaeyjar på Island.

Noget tyder på at nogle af de første bosættere på Island måske var Ostmen?

Håndskriftet Hauksbók - Landnámu

’Hauksbók’ er et defekt og opdelt middelalderhåndskrift fra begyndelsen af 1300-tallet og er forfattet af den islandske lovmand Haukr Erlendsson, der døde år 1334. Selve håndskriftets indhold er en blanding af sagaer, historisk litteratur, poesi samt stof af leksikalsk art. Worm kaldte år 1638 håndskriftet for ’Hugonis historiam’.

"Austmenn einir kvomu á eina höfn við þessar Gunnbjarnareyjar, ok bættu þar skip sitt; sáu öngva bygð, en gjörðu sér skála í vík einni undir brekkum nokkrum".

Oversættelse af 1838:
Et skibsmandskab, betående af Ostmen, kom til en havn ved disse Gunnbjörnsöer. De mærkede ikke noget til at folk boede der, men opførte en våningshytte ved en vig under nogle bjergskrænter.

Min oversættelse:
Et mandskab af Ostmen lagde til i en havn ved disse Gunnbjørnsøer, for at forbedre deres skibe; et alvorligt problem blev løst, og de byggede en hytte i en vig ved nogle skrænter.

[Historikus]

Noget tyder på at nogle af de første bosættere på Island måske var Ostmen?

Rettelse: Gunnbjarnareyjar er på Grønland  

[Bornholm]

Ostmen & Vestmen
Ordet ’cantred’ har i Irland betydningen ’hundred’ (a candrede is a countrai þat conteineþ an hondred townes) dvs. et hundrede er et land(-område) der indeholder hundrede byer. På walisisk er ’cantref’ samme term som det irske ’cantred’, hvor ’cant’ er 100 og ’tref’ betyder by.

(er sproget irsk eller gælisk af en art? hvor er citatet fra?)

Det viser vel, at også irere var inspireret af romernes centuria, som vi har oppe i en anden tråd, jeg ikke kan finde lige nu. Erling Bjøl viser i Romerriget (Politikens Verdenshistorie, b. 5) et fragment af en tingbog (i marmor), hvor der er "en opgørelse over omfanget af de jordlodder, der tilfalder en centuria, dvs. 100 mand". Man har beholdt målet, uanset om man ændrede i hærens sammensætning.

Roger - og tilbage til Ostmen

 

[Historikus]

Her er lidt flere tekster fra håndskriftet Landnámabók – Hauksbók I-III udgivet af Det Kongelige Nordiske Oldskrift-selskab 1900.

Ostmen -Austmenn

1: Enn Austmenn komu vestr i Vadil.
2: Austmenn biogu skip sitt.
3: I þenna tima koma Austmenn i virkit þui at verkmenn hofdu ei aptr láted.
4: Austmenn fellu vi. i virkinu.

Det ser ud til at teksterne i indholdet knytter sig til Grønland - som før nævnt.

Vestmenn - Vestmanaeyiar

1a: þar heita siþan Vestmanna eyiar er þeir voru drepner þui at þeir voru Vestmenn.
1b: Vestmanaeyiar heite þar siþan er þrælarnir voru drepner þviat þeir voru Vestmenn.

2a: þeir voru menn kristnir ok hygia menn at þeir muni verit hafa vestan vm haf þvi at funduzt eptir þeim bækr irskar ok biollur ok baglar ok en fleiri luter þeir at þat matti skilia at þeir voru Vestmenn.
2b: þeir voru menn kristner ok hyggia menn at þeir hafe verit hafa vestan vm haf þvi at funduzt epter þeim bækur irskar biollur ok baglar ok en fleire hlutir þeir er þat matte skilia at þeir voru Vestmenn.

Det ser ud til at teksterne i indholdet her knytter sig til Island.

PS.: jeg er ikke i stand til at oversætte teksterne korrekt.

[Bornholm]

Er teksten i "versene" fra en saga?

[eostnas]

Är det dessa som kallas Gall Geidligh, eller något snarlikt, i boken Vikingar i krig?

[eostnas]

Förlåt: gall gaidheal, menar jag.

[Historikus]

Gall

Gall betyder på gælisk blot ’en fremmed’ men ordet indgår i en række forskellige sammenhæng.

Til eksempel kaldte irerne en område nord for Dublin for ’Fine Gall’ (nu Fingal), hvor det nordiske dynasti af Ostmen holdt til.

Ostmen dynastiet af Dublin havde desuden i perioder kontrol over Isle of Man og visse vestlige øer (f.eks. Hebriderne) nær Skotland. Denne region blev af irerne kaldt for ’Inse Gall’ - og af skotterne for ’Innse Gall’.

Det irsk/gæliske ord er ’Gall-Ghaeil’, og det scottish/gæliske er ’Gall-Ghàidheil’, som er en generel term, der derfor kan oversættes til ’fremmede gælere’ typisk i meningen enhver form for fremmede, og er ikke specielt møntet på, at referere til fremmede af ’norse’ herkomst. De nordiske (norse) fremmede kaldte sig selv for Ostmen eller Austmenn - som her behandlet.

[Historikus]

Er teksten i "versene" fra en saga?

Det er ikke vers men brudstykker af linjer uden sammenhæng, der indeholder termer med Austmenn og Vestmenn. Det er ligeledes svært at bestemme en kronologi ud fra de overleverede tekster, men generelt findes de fleste termer om Austmenn i 1100-tallet.

[eostnas]

Gall

Gall betyder på gælisk blot ’en fremmed’ men ordet indgår i en række forskellige sammenhæng.

Til eksempel kaldte irerne en område nord for Dublin for ’Fine Gall’ (nu Fingal), hvor det nordiske dynasti af Ostmen holdt til.

Ostmen dynastiet af Dublin havde desuden i perioder kontrol over Isle of Man og visse vestlige øer (f.eks. Hebriderne) nær Skotland. Denne region blev af irerne kaldt for ’Inse Gall’ - og af skotterne for ’Innse Gall’.

Det irsk/gæliske ord er ’Gall-Ghaeil’, og det scottish/gæliske er ’Gall-Ghàidheil’, som er en generel term, der derfor kan oversættes til ’fremmede gælere’ typisk i meningen enhver form for fremmede, og er ikke specielt møntet på, at referere til fremmede af ’norse’ herkomst. De nordiske (norse) fremmede kaldte sig selv for Ostmen eller Austmenn - som her behandlet.

Tack för svar! Var deras kultur en blandning av nordiskt/kristet/keltiskt eller en alldeles egen, vet du det?

[Historikus]

Var deras kultur en blandning av nordiskt/kristet/keltiskt eller en alldeles egen, vet du det?

Egentlig ser det ud til - over tid - at blive et mix af de forskellige kulturer. Mine indlæg på denne tråd taler for det -

http://www.arkeologiforum.se/forum/index.php/topic,6324.0.html

[Historikus]

Dublin

Dyflin – Dyflinn – Dyflinni –> irsk: dubh linn

Ser vi på territoriet omkring Dublin kaldes det af flere kilder for Dýflinar-skíri (eller skíði). Skíri = Shire.

Hel oplandet omkring Dublin blev i det 10. årh. kaldt for ’Dýflinnar-skíði’ (dyflin á skíði) af de nordiske Ostmen, eller på engelsk for Dublin Shire. En annal for år 938 beretter, at området strakte sig fra byen til Truisten nær Mullaghmast - og fra Drinan nær Kinsealy til Howth - ifølge en anden annal fra år 1013. Dokumenter fra det 12. årh. viser, at Dublin udvides til Ballygunner og Windgate i Wicklow, Skerries og Balbriggan i nord og fra havet til Leixlip og Lyon Hill.

[Historikus]

Tingstæder

Fra Dublin kendes til flere forskellige dokumenter og kort der beskriver, at der har eksisteret en jordhøj Hoggen (haugr) Green beliggende ca. 350 m fra byens forsvarsværker. Denne jordhøj - på ca. 12 m høj og ca. 73 m i omkreds - blev kaldt ’Thengmotha’ (år 1240) eller tingmøde, et ord der nedstammer fra det oldnordiske þing (þingmóða, þingmann). Navnet indikerer, at stedet tilhørte en af de mange politiske diskussionspladser vi bedst kender fra det islandske Þingvellir eller Tingvalla, Tingsletten. Højen ’Thengmotha’ blev fjernet år 1683.

Denne type tingsteder/mødesteder - Þingvǫllr - findes ligeledes på Isle of Man ved Tynwald, i Skotland som Dingwall, på Shetland og Orkney som Thingwall - og i Norge og Nordmøre som Tingvoll.

[Historikus]

1) Hvor kom de fra – Ostmen – og hvem var de?

De oprindelige grundlæggere af Dublin menes at være nordmænd. De irske annaler nævner, at en vis ’Amlaíb, mac righ Laithlind’ erobrede Dublin første gang år 851. ’Amlaíb, mac righ Laithlind’ identificeres normalt med sagaernes person Olaf den Hvide (Óláfr inn hvíti). ’Amlaíb, mac righ Laithlind’ nævnes af annalerne også som ’Amlaíb Conung’. Olaf var konge af Dublin perioden 853-ca. 871.

Olaf’s familieforhold i Irland synes noget blandede. Året 860 fortælles at Olaf var gift med datteren af Cerball mac Dúnlainge konge af Osraige i Sydøst-Irland, men – år 862 meddeles, at han var gift med datteren til Áed Finnliath mac Néill, konge af det nordlige Uí Néill. Et tredje alternativ er et giftermål med en datter af Cináed mac Conaing, som var konge i Uí Chonaing (Knowth), som er en sydlig del af Uí Néill. Uanset hvem Olaf giftede sig med, måske endda med flere, er en søn Oistín (Østen, Øystæinn, Eysteinn) nævnt år 875.

Første gang Olaf bekræftes i alliance med Ivar (Uí Ímair, Ivar-dynastiet) er året 855, hvor den angelsaksiske krønike bekræfter, at Olaf - der er fra Norge - var på togt med Ivar i Irland. Alliancen bekræftes af de irske annaler år 859 og 863. Året 871-72 var sidste gang Olaf og Ivar var på togt sammen, hvor de sejlede ad ’River Clyde’ i Skotland og sejrede efter fire måneders belejring af den befæstede by Dumbarton, hovedstad i Strathclyde. Flåden returnerede til Irland med 200 skibe og mange fanger, der blev solgt på slavemarkedet i Dublin. På det tidspunkt meddeler Ulster-annalen år 871, at Olaf og Ivar er samkonger i Dublin, men herefter glider Olaf ud af kilderne - og år 872-73 regerer Ivar alene som dobbeltkonge af Dublin og York (rex Nordmannorum totius Hiberniae et Britanniae). Herefter regerede Olaf’s søn ’Oistín’ Dublin årene 873-75.

Fortsættes . . .

[Historikus]

2) Hvor kom de fra – Ostmen – og hvem var de?

Hvor blev Olaf af år 871?

De irske og angelsaksiske krøniker er ellers ganske godt informeret og en prominent og fremtrædende konge af Dublin, burde ikke sådan kunne forsvinde ud af kilderne! En note i en pictish krønike melder Olaf død år 974, der dog viser sig at være en forveksling med en anden person ved navn Artgal. Senere har en annalist i fragmentary annals foretaget research af problemet og tilføjet en såkaldt kompilation til teksten år 871 -

”Amhlaoibh do dhol a hEirinn i Lochlainn do chogadh ar Lochlandachaibh cognamh rá a athair, .i. Gofridh, uair ra bhattar na Lochlannaigh ag cogadh 'na cheannsaidhe, ar ttiachtain ó a athair ara cheann”. Olaf drog fra Irland til ’Norge’ for at kæmpe imod nordmændene og hjælpe sin far Gudfred, for nordmændene førte krig imod ham, og derfor havde faderen sendt bud efter ham.

Ifølge krøniken var Olaf norsk kongesøn og kalder ham for Amhlaeibh mac Gofraidh – Olaf, søn af Gudfred. Samme krønike skriver igen år 873 –

”Ég righ Lochlainne .i. Gothfraid do tedmaimm grána opond. Sic quod placuit Deo”. Gudfred konge af 'Norge' er pludselig død - lovprist være gud.

Olaf bliver i de irske annaler kaldt for både mac Laithlind’ (Lothlend) og mac Lochlainn, hvilket har ført til mange spekulationer om navnene kunne refererer til Norge og Vestfold-dynastiet. Lingvistiske undersøgelser har dog vist, at de tidlige irske ord som ’laith’, ’loth’ - over tid - har udviklet sig til ’loch’, ’lough’ i betydningen fjord. Et ekstempel er her den irske fjord Strangford Lough eller Strangford Loch. Termen ’lind’, ’lend’, og ’lainn’ betyder blot land. Termens betydning kan på engelsk tolkes som ’land of sea-loughs’.

Amhlaim mac righ Laithlinde eller Amhlaoibh Conung .i. mac rígh Lochlainne skal dermed ses i betydningen »Olaf, konge i fjord-landet«. De fleste forskere mener ikke at irerne i det 9. årh. havde noget navn for Skandinavien eller de enkelte landsdele. Først i det 11. årh. synes termen ’Lochlainn’, at kunne relateres til Norge.

Fortsættes . . .

[Hans Menzing]

Bengt Wadensjö, tidigare biskop i Karlstad, har lagt fram en teori om att Västergötland skulle ha kristnats från Irland och kanske England. Det skulle kunna ha varit folk från Skandinavien som återvände hem som kristna och då hade ett stort försprång eftersom de talade ett språk som folk här förstod.
En form av hemvändande östmän om jag förstått rätt.