Hverken pest, naturkatastrofer eller brand medfører hugskader, så de muligheder kan udelukkes. De mange spredte lig med hugskader, og det forhold, at lig og gemte skatte fik lov at ligge, forklares bedst ved, at der er tale om et lynangreb af fremmede fra havsiden. Naboerne har ikke vidst, hvad der skete og har måske anset stedet som forbandet eller udslettet af guderne, så alt fik lov at ligge. Det er netop til den tid, man kan knytte de første historier om drager, der beskytter skattene i gravhøjene.
Det er naturligvis spekulation, men Sandby er den eneste ølandske fornborg, som ligger direkte ved havet. I det danske område trak man fra omkring Kristi tid bopladserne væk fra havet, hvor kun de temporære handelspladser blev liggende – i samme periode som vi har Nydam-bådene fra (de kom fra Østersøen). Sandby-borgen var godt beskyttet mod land, hvor der ligger vådområder foran, men den ligger i 3 meters højde (i dag) blot 40 meter fra havkanten, hvor den ene af portene lå. Både fundene og borgens usædvanlige beliggenhed peger logisk på et overraskende natligt vikingeangreb fra havet med hurtig tilbagetrækning, hvor man ikke har nået at søge under de sten, hvor fiblerne var gemt, da man ikke vidste, hvad man skulle søge efter. Derfor er det næppe naboer.
Fiblerne peger på slutningen af 400-tallet eller lige omkring år 500. Gregor af Tours omtalte den danske kong Chocillaicus, som døde på et sørøvertogt til Frankrig ca. 525, og vi har beretninger fra 400-tallet om herulske sørøveroverfald af franske og spanske byer og fra 500-tallet om saxiske sørøverfald i Frankrig. Det er altså sandsynligt, at også de rige ölandske samfund blev overfaldet på den måde – det var blevet en almindelig praksis i Norden.
Fundene er samtidige med Finnestorp, men mens Finnestorp alene indeholder angribernes genstande, er det beboernes genstande, vi finder i Sandby. Måske har angriberne tabt nogle enkelte ting eller et par angribere er faldet, så de kan røbe deres oprindelse.
