Jeg mener, at antikkens første beretning om landene omkring Nordsøen og de folk - der boede der - er rapporteret af en græsk opdagelsesrejsende Pytheas fra Massalia perioden 330-300 f.Kr. Hans rejseskildring - Peri tou Okeanos - menes at være urkilden til de senere overleveringer, hvor bl.a. Plinius den Ældre i Naturalis Historia XXXVII, 35 skriver -
Pytheas Guionibus (Guttonibus), Germaniae genti, accoli aestuarium oceani Metuonidis (Mentonomun) nomine spatio stadiorum sex milium; ab hoc diei navigatione abesse insulam Abalum; illo per ver fluctibus advehi et esse concreti maris purgamentum; incolas pro lingo ad ignem uti eo proximisque Teutonis vendere.
Pytheas [siger], at der er en havbugt med en bredde på sekstusind stadier, der kaldes Metuonidis (Metuonis), hvor det germanske folk guionerne (guttonerne) boede. Fra denne er der en dags sejlads til øen Abalus. Her bliver det (i.e. rav) ført ned ad floderne i foråret og udskilt fra det faste hav. De lokale bruger det som ved til bål og sælger det til de nærtboende teutoner.
Fortolkes oplysningerne fra Pytheas sørejse, har denne uden tvivl besøgt nordsøkysten og det vi i dag kalder for de "De vestfrisiske Øer" (Texel, Vlieland, Terscelling, Ameland, Schiermonnikoog, Rottumeroog), hvor der findes rav. Sværere er det at forklare ordet ’Germaniae’, da Pytheas nok ikke kendte til denne term i 300-tallet f.Kr. Dog foreligger muligheden, at han har mødt stammefolket guionerne og teutonerne. Pytheas omtaler ligeledes tidevandet.
Konkret vi ved, at der omkring indsøen Lacus Flevus (Almere, Zuiderzee) - og som i dag hedder Ijsselmeer - levede et proto-germansk folk, der endnu ikke i perioden 400-200 f.Kr. var navngivet. Dette folk kan udmærket være Pytheas nævnte folk guionerne.