25 Thi fra Barndommen af ham Ludevig havde opfostret,
Og i boglige Kunst ham til Klogskab oplært.
Ham tiltaler Keiseren nu med lynende Tale,
Mange gudfrygtige Bud han tildeler sin Svend:
Gaae, Du hellige, først med venlige Ord Du tiltale
30 Dette trodsige Folk, alt efter Maade og Tid:
Der er i Himlen en Gud, der hele Verden har dannet,
Baade Alt, hvad er Jord, og hvad er Hav, og hvad Luft.
Denne og skabte det første Menneske, og vores Fader,
Over din Urtegaard han, satte, o Paradiis! ham!
[...]
81 Hellige Ebo modtag, naar Skriften du har giennemgaaet
Her det gamle og her dette ny Testament!
Af dette hellige Væld bring først dem liflige Skaaler,
Dem de tømme, og da holde Guds hellige Ord!
85 Da paa passende Steder giv dem det Bittre! de kiænde,
Hveden det fører hen, som de har dyrket hidtil.
Kortelig med dette Bud Du drage fra os til kong Herold
Og du med mine Ord røgte mit Ærind' hos ham:
Vi bevæget af Gudsfrygt og af vor Læres Befaling
90 Herved medgive Dig dette vort Budskab til ham:
Hvis han hellere vil adlyde velmenende Raadslag,
Tage med andægtig Hu han mod dette vort Ord,
Ilende da han, o vee! Forfædrenes Vildspor forsage,
Fordre vi, from han sin Bøn giøre til Christus saa from,
95 Hastelig han og sig selv den Gud til Offer frembære,
Hvis Hænders Gierning han er, og der ham haver skabt,
Skiændige Uhyrer bort og rædsomme Jupiter vige,
Han forsage Neptun, Kirken dyrke han tro,
Og af hellige Væld sig til Gavn han Gaver modtage,
100 Christi hellige Kors bære paa Panden han da!
Ei, maa han troe, er mit Raad, hans Rige mig skal tilfalde,
Men at Guds Billede jeg her at vinde formaaer.
Ønsker han dette, han iilsom begive sig til vore Borge,
Og af sandfærdige Væld han modtage Guds Daab.
105 Derpaa han luttret, forsynet med Gaver og Vaaben, bortdrage
Flux til sit Rige igien, leve gudfrygtigen der;
Thi den almægtige Guds den sande Tro os befaler
Dette at sige til ham, som jeg iværksætte vil
Nu befaler han Ebo en herlig Foræring at gives,
110 Gaa, Gud være med Dig! saa var Keiserens Ord.
[...]
145 Hellige Ebo alt længe nortmanniske Land giennemvandred'
Røgted' troligt sit Kald i Guds hellige Navn.
Alt, o Herold! til Dine Borge var Biskoppen kommen, ... osv. ... (Herold = Harald Klak)
[...]
285 See! De hundrede Stavne henflyde ad Rhinflodens Vande,
og med snehvide Baand giordes Seilene fast,
Dannerfolkenes Gaver de føre, og er Kong Herold
Selve personlig ombord paa den fremmerste Stavn,
Dragende til Dig, o Ludvig! Vel denne Hæder Dig skyldes,
290 Du giør, at Kirkens roes vorer vedbørligen til.
Alt de sig nærmede Bredden, og var allerede i Havnen,
Fromme Keiser dem seer fra sin ophøiede Borg,
Og han Matfried befaler, ledsaget af Ynglingers Skare, (Matfried = greve af Orleans, en af kejserens hærførere)
Efter sin Fromhed han skal Mændene ile imod.
Der de fremmede Mænd skal bringe til deres Hiem;
Ridende frankiske Ganger Kong Herold sig nærmer; hans Hustru
Og hans samtlige Huus reder sig at komme did.
Keiseren gladelig fra sin ophøiede Borg ham modtager,
300 Ordner Bekostningerne, deler Tæringen ud.
[...]
356 Vandet fra Kildernes Væld, Salve og Olje dertil.
Da nu dette er ordnet, og alting vel er beredet,
ind i det hellige Hus Harald med Kejseren gaar.
Kejseren til Guds Ære opløftede Harald af Vande,
ligesom ogsaa han selv gav ham den snehvide Dragt.*
[...]
