Talsymbolik findes i en folkelig form, der hører hjemme i de mundtlige fortællinger – og i en mere lærd og nytteorienteret form, der blev til en gren af matematikken.
Denne lærde form har en base i et stykke landmålerværktøj fra oldtiden : En snor med 13 knuder med 1 alen (eller fod eller favn) mellem hver.
Den matematiske mening med denne snor er, at den ved brugen kan opfattes som tredelt : en del der måler tre alen, en på 4 og en på fem. Hele snoren måler altså 12 enheder, men den har tretten knuder, fordi der også er en endemarkør. Når man spænder snoren ud mellem tre mærkepinde, således at 3, 4 og 5 knuderne er ved hver sin pind, så danner den en retvinklet trekant, ved hjælp af hvilke landmåleren kan udregne arealer, eller, hvis han er ægypter, afsætte mærker i mudderet, der år efter år afgrænser de samme markstykker.
De tre tal er kun et eksempel ud af uendeligt mange pythagoræiske trekanter – altså retvinklede trekanter med hele sidelængder. Men 3,4,5 sættet er det første og enkleste. Endvidere har denne målesnor den praktiske egenskab, at den summer op til 12 enheder. I striden mellem 10-tals systemer og 12-tals systemer er det en fordel. Men den væsentligste er, at 12 har fire divisorer, mens 10 kun har to. Titallets stærke side, det er naturligvis antallet af vore fingre.
