Det er vigtig at prøve at adskille mulig ønsketænkning om tatovering, og hvad vi faktisk kan se fra historiske kilder.
Spørgsmålet var ikke hvorvidt tatovering forekom.
Mange stammer, herunder stammer fra Det Gamle Testamente har klart gjort brug af tatovering i en religiøs sammenhæng. 3. Mosebog (Leviticus, 19:28) viser os dette gennem at forbyde det i forbindelse med de døde (se tillige 1. Kongebog 18:28 og 5. Mosebog 14:1). Egypterne gjorde det, og som vi har hørt, har inuitiske folkeslag haft skikken.
Den græske historieskriver Herodian (Herodianus, ca. 170-240 e.Kr.) skrev i tidsrummet år 180-238 e.Kr. 8 bøger om Roms historie (”Det romerske kejseriges historie siden Marcus Aurelius’s død”). Han omtaler ”britterne” i Britannien i tidsrummet år 208-211 e.Kr. i Bog 3:XIV, i min oversættelse til nudansk:
”De (britterne) mærkede deres kroppe med farverige udformninger og tegninger af alle slags dyr; af denne årsag bærer de ikke klæder, der kunne skjule aftegningerne på deres kroppe".
Vi kan derfor sige at kelterne (kimbrene), eller de stammer der faldt under grupperingen af "bretar, bretta, bretto, bretun" (oldnordisk, oldengelsk, oldfransk), fra det keltiske "*britto,*britton-es" til det walisiske "brython", gjorde en eller anden form for afmærkning på deres kroppe. Dette eller disse folkeslag kaldes af grækerne i 300 tallet f.Kr. for "prittanoi", der efter sigende skal opfattes som "folk med afmærkninger".
Det vi forsøger at afklare er hvorvidt vi gjorde brug af dette. Jeg er vældig interesseret i bare et enkelt vidnesbyrd nord for Ejder-strømmen; i hud, saga eller ord der viser muligheden for dette.
mvh
Flemming