Lad mig ganske kort tilføje til hvad allerede er blevet sagt.
John of Wallingford (John de Cella, - 1214), abbed i St. Albans, Hertfordshire skriver i sit værk “'Chronica Joannis Wallingford', der dækker tidsrummet år 449-1036 e.Kr.:
”Danerne, takket være deres sæder med at rede deres hår dagligt, at bade hver lørdag og regelmæssigt skifte deres klæder, var således i stand til at undergrave gifte kvinders dyd og forføre selv højbårnes døtre til at bliver deres elskerinder”.
Peder Laales Danske Ordsprog, indsamlet i 1300 tallet siger:
Nr. 772 Jllæ skoredh haar ær twænne mændz skam.
(Ilde skåret/klippet hår er to mænds skam)
Hårets længde og skæggets kæmning var ikke overladt til tilfældighederne og personlig smag. Op til Troskiftet år 600-630 e.Kr. kan vi se fra alle afbildninger, at langt og frit hår for mænd og kvinder er knyttet til Jarl æt. Modsat har vi kort hår, der er knyttet til Trælle æt, da man skulle kunne se halslænken, jvf. også begrebet ”frihalset” (frelst). Dette synes ikke at have ændret sig i 1100 tallet e.Kr. Hæren og Søværnet er ikke just kendt for at smide gamle sæder overbords, særligt ikke ifald de virker. Derfor kan vi sikkert regne med at beretningen nedenfor ikke er en modelune, men viser os oprindelig tanke herom.
Konúngs skuggsjó” (”kongens skygge” eller ”kongespejlet”, kap. XXX) fra ca. år 1154-1200 e.Kr. Faderen forklarer til sønnen, hvorledes han bør fremstå i kongens aasyn (fyrir konungs andlit koma), for så vidt angår hår og skæg:
"Skegg þitt ok hár skaltu láta virðuliga göra, aðr en þú gengr fyrir konung, eptir þeim siðum er þá eru í hirð, at hár var skorit styttra en eyrnablöð, ok kembt svá síðan umhverfis, sem hvert hár vildi bezt falla, ok var síðan [skorinn stuttr toppr yfir brúnum. En um skegg var þat siðr þá at göra stutt skegg ok snöggvan kamp, ok var síðan rakat jaðarskegg á þýðversku; ok er eigi víst, at síðar komi sá siðr, er fegri sé eða betr sómi í herliði at hafa".
som jeg oversætter til:
"Skægget dit og håret skal du lade prægtigt gøre, før end du ganger for kongen, efter de sæder som de er i hirden, at håret var skåret kort ved øreflipperne, og kæmmet så siden [bag]om, som hvert hår ville bedst falde, og var siden skåret spidserne kort over [øjen]brynene. End om skægget var det sæden at gøre kort skæg og kort overskæg, og var siden raget bakkenbarterne knyttet dertil; Og det vil ikke komme dertil, at [der] siden[hen] [vil] komme så sæder, der sig pryder eller bedre sømmer [sig] i hæren at have".
Omvendt var det for det nyankomne præsteskab, der bringer fremmede skikke til vore landskaber, og som vi ser gennemført som ny mode hos normannerne under Slaget ved Hastings år 1066 e.Kr. Lov-koderne for Northumberlands Præsteskab (Law of the Northumbrian Priests) fra ca. år 1020-1023 e.Kr. siger i Lov nr. 34 (xxxiv):
Gif preóst sceare misgýme · bearðer oþþe feaxes · gebéte þ: ·
som jeg oversætter til:
Givet (at) præsten (at) skære forglemmer · skæg eller (hår)manke · bøde derfor: ·
mvh
Flemming
