Frågan är var i tid vi hamnar med en sådan organisation.
Viken – heteraki og hegemoni.
Sigurd Jarl administrerede Viken indtil sin død år 962 og herefter sønnen - Håkon Jarl - der støttede Harald Blåtand i bestræbelserne på at få Viken ind under Danmark. År 965 blev Håkon den største hersker i Norge (Adam af Bremen). Håkon Jarl menes at være Harald Blåtands allierede i kampen mod kejser Otto II år 974, mens selve Viken blev regeret af underkongen Harald Grenske, far til den senere Olav den Digre. Både Håkon Jarl og Harald Grenske døde begge året 995.
Olav Tryggvason, der ligesom Harald Grenske menes at nedstamme fra Harald Hårfager, fik derefter stor indflydelse i Norge og lagde Viken ind under sit magtvælde. I perioden årene 991-94 tog Svend Tveskæg og Olav Tryggvason sammen på togter til England, men omkring år 995 opstod der uenighed i samarbejdet der kulminerede med slaget ved Svold, hvor Olav omkom.
Selve Viken blev dog stadig ikke ren norsk da Erik Jarl og broren Svend regerede under dansk overherredømme fra år 1000 med Svend Tveskæg som direkte magthaver. Erik Jarl var gift med Svends datter Gyda og Svend Jarl siges at være skattekonge perioden 1000 til 1016, hvor han dør. Denne udvikling fortsatte frem til år 1016-17, hvor omtalte Olav den Digre tog magten i Norge og Viken - herunder Ranrike - frem til år 1028. Herefter jog Knud den Store ham i landflygtighed. I Norge blev Erik Jarls søn - Håkon - nu udnævnt til vicekonge - men druknede året efter på hjemrejsen fra et besøg i England.
Magnus den Gode blev konge i Norge efter Knud den Stores død år 1035 men først efter Hardeknuds død år 1042 blev Magnus også dansk konge, dog sammen med Svend Estridsen. Harald Hårderåde tog magten i Norge efter Magnus død år 1047 og fik kontrol over Viken/Ranrike indtil sin død år 1066.
Kommentar:
Det danske hegemoni i Viken kan afgrænses til perioden år 1000-1017 samt 1028-1042 og herefter i koalitionsperioden 1042-1047, hvor Svend Estridsen og Magnus den Gode regerede Danmark og Norge i fællesskab.
Sammenholdt med de danske interesser i Halland, hvor en stormandgård fra ca. år 1020 er fundet i Tölö (Thølæ) – og i Varla resterne af et hus af Trelleborg-typen, må mundingen ved Elven på den tid have været strategisk område for de danske konger.
Selvom Väster- og Östergötland (Gothia) virker styrket som landskaber sidst i Vikingetiden, må især Västergötland have haft interesse i et godt forhold til Danmark grundet muligheden for, at få adgang til Kattegat.
Marty: Blev Älvsyssel ikke først oprettet sidst i 1100-tallet?
