Jeg har forsøgt at gennemtænke indskriften med den paratviden jeg nu er i besiddelse af. Her er hvorledes jeg tror vi skal fortolke indskriften, og jeg citeterer fra min beskrivelse af guldskillingen i mit afsnit om ErilaR (Jarl) æt.
citat
Min umiddelbare fortolkning af indskriften lyder:
e(k) erilaR mari wit UbaR haite wraita laþo
[/b]
Som jeg oversætter til:
Jeg Jarlen den kvindelige vætte åndeligt opildner(,) UbaR [jeg] hedder(,) vred (rejste) [jeg] indbydelsen
[/b]
......
”laþo” forekommer som ”laþodu” på guldskillingen fra Trollhättan (Vg 228), og som ”laþu” på guldskillingerne fra ukendt sted på Fyn (DR BR42) og fra Darum, Ribe Amt (DR BR9). Alle er samtidigt dateret til år 385-670 e.Kr. ”laþo, laþu” er det oldnordiske ”laða” og har betydningen ”overvinder/tiltrækker/indbyder”.
Rejst i Ældre Futhark på en dupsko i bronze, fundet i Vimose, Fyn (DR 205), dateret til år 210-300 e.Kr. har vi følgende indskrift:
”makija mariha iala”
Det må regnes for sikkert at første del af indskriften er ”mari” og identisk på begge genstande. Problemet er her at vi ikke ved hvorledes vi skal opfatte ”mari”.
På Vimose dupskoen er der helt åbenlyst ridset ”mariha”. Krause mener at ”mari” skal opfattes som ”den modige”. Antonsen mener at hvad ligner en ”*hagalaR, Hagall”-rune (lydværdi ”h”) er en ufuldstændig ”*dagaR, Daeg”-rune (lydværdi ”d”), hvorfor han fortolker ordet som ”marida”, hvortil han tilføjer den efterfølgende ”*isaR, Is” (lydværdi ”i”)-rune. Herved fremkommer ordet ”maridai” (udsmykket).
Det forekommer en umulighed at UbaR ville udvise så stor mangel på dannelse, at han ville kalde sig selv ”den modige”. Dette heite er noget andre kunne give ham, aldrig noget han ville kalde sig selv. Omvendt forekommer det mere troværdigt at ”mari” kunne knyttes til ”udsmykke” som en henvisning til runerne. Men her har vi allerede ordet ”laþo”, der må regnes for sikkert. Jeg byder derfor at ”mari” intet har med runerne eller UbaR at gøre, men skal betegne et eller andet som ErilaR (Jarl) æt har som sit virke; og dette er vølvens virke.
Derfor vælger jeg her at lade ”mari” være fra det indoeuropæiske ”*mor”, der senere bliver til ”mara, mera, mære” (oldnordisk, oldengelsk), og i sin tidligste form betegner ”en (ond) kvindelig ånd fra havet”, jvf. ”mareridt, nightmare”.
....De kvindelige ånder (vætter) er ”dísar, ides” (oldnordisk, oldengelsk). Forståelsen findes knivskarpt i Beowulf-kvadet (sætning 1258-59, 1351), hvor den højbårne kvindelige krigerinde, ”Grendel’s moder” (Grendles módor), er en ”ides áglaécwíf” (dísar [og] frygtindgydende kvinde) og ”idese onlícnæs·” (lig en dísar·).
I Beowulf-kvadet (sætning 1096-98) forekommer de oldengeske ord ”weotena dóme”, hvor sidstnævnte er en domsafsigelse afsagt af ErilaR (Jarl) æt. De oldengelske ord ”witena, weotena” er flertalsform, og en af oprindelserne må være det urnordiske "*wita" (vidende).
Vi kender til formerne ”wit, vit, (ge)witt” (olddansk, oldnordisk, oldengelsk), der har forståelserne ”bevidsthed, vidende, kendskab, åndfuldhed, forstand”. På gotisk kender vi formen i dens benægtende form som ”unwiti” (uvidenhed) og på oldsaksisk som ”giwitt” (viden, forstand).
Vi skal derfor opfatte ”weotena” som ”De vidende, De med forstand, De med åndfuldhed”, og dermed en egenskab ErilaR (Jarl) æt skal besidde.
Det er argumenteret at “Oðinn, Woden” er udledt af det indoeuropæiske "*wet-" (åndeligt opildne, inspirere, at slå).
Derfor mener jeg at de efterfølgende tre runer må være ”*wynju, Wynn”-rune (lydværdi ”w”); ”*isaR, Is” (lydværdi ”i”)-rune; og ”*tiwaR, Tir, Tiw”-rune (lydværdi ”t”) – tilsammen ”wit”.
mvh
Flemming
