Författare Ämne: Pindaros och folket bortom nordanvinden  (läst 3154 gånger)

Utloggad Karlfredrik

  • Gode
  • Antal inlägg: 2 346
Pindaros och folket bortom nordanvinden
« skrivet: oktober 30, 2010, 14:25 »
Pindaros (500-talet f Kr) omtalar "folket bortom nordanvinden" i några av sina dikter. Visst, dikterna är mytiska och dessutom tydligen okunniget om landet norr om Alperna, men ändå,
kan de inte ha en kärna av kontakter från folken runt Östersjön under bronsåldern?.
Vi har ju sett tidigare att "folket bortom nordanvinden"  har  bärnsten (Hesiodos fragment 150) vilket styrker lokalisereingen runt Östersjön

Utloggad Odinkarr

  • Stammis
  • Antal inlägg: 192
  • Zigenarfågeln och negerfinken - fine svenske ord
    • Asernes æt
SV: Pindaros och folket bortom nordanvinden
« Svar #1 skrivet: november 01, 2010, 01:58 »
Jeg har også gjort brug af Pindar i mit forsøg på at beskrive Skandinavien i Bronzealderen:

http://www.arkeologiforum.se/forum/index.php/topic,4018.msg32290.html#msg32290

citat

Pindar (ca. 522-443 f.Kr.): Pythian Odes (10.29-45) fra ca. år 498 f.Kr. beskriver Perseus’ besøg hos Hyperborean-[folket], i min oversættelse til nudansk:

"Hverken med skib eller til fods kunne han finde den vidunderlige vej til Hyperborean-[folket]’s tingsted. Engang Perseus, sit folk’s leder, besøgte gårdene og var til drikkegilde; de fejrede med en stor ofring af heste til guden. Ved disse festligheder hyldes Apollo med den største glæde, og han ler når han ser vilddyrenes store selvhøjtidelighed. Hende der Erindrer [=vølven] er ikke fraværende fra deres skikke; og overalt ses jomfruernes dansesteder, lyren hviner højlydt, fløjtespil finder sted. Forgyldte Laurbær binder de i en krans omkring deres hår og fester med stor glæde. Hverken sygdom eller alderdommens forbandelse findes hos dette hellige folk. Uden at trælle eller føre krig bor og lever de uden frygt for deres endeligt. Fyldt med selvtillid i hjertet kom Danae’s (søn) til drikkegilde hos dem, ..."


At hestene beskrives som vilddyr [græsk ”knōdalōn”] antyder at der til dette rite blev indfanget vildheste. Det oldgræske ”Moisa”, på nudansk ”muse”, eller ”Hende der Erindrer”, er vølven. At der henvises til ”laurbær” [oldgræsk ”daphnē”] skyldes at træet ”Laurus nobilis” (Ægte Laurbær) er helligt for Apollo, der netop er fremhævet som Den Hedenske Høje. Vi skal her være opmærksom på at de etruskiske konger på deres hoved bar en laurbærbladskrans. Den etruskiske forbindelse til det nordlige Europa mener jeg må være til stede. Derfor kan det let tænkes at laurbær, der i Bronzealderen gror vildt omkring Middelhavet, kan have været en stærkt eftertragtet importvare i Skandinavien i Bronzealderen. Se f.eks. bagvæggen i Tomba degli Scudi (Skjoldenes Gravsted), Tarquinia i kystprovinsen Viterbo, dateret til ca. år 325 f.Kr........ Det oldgræske ”hiera genea” kunne egentlig også skrives ”præste-ætter”. Forståelsen må være at Hyperborean-[folket] anses som et helligt folk. Det oldgræske ”huperdikon Nemesin”, direkte ”strengeste vrede”, skal i samtiden opfattes som ”en forbandelse der medfører død og ødelæggelse”. Kom her i hu at Dronning ”Lede” (Lêdên) til Sparta som udødelig gudinde er identisk til gudinden Nemesis, der også kendes som ”Rhamnousia, Rhamnusia”.


Det er ikke vanskeligt at se frem for sig, at i fald Hyperborean-[folket] er et skandinavisk folk højt mod nord, og har deres omdømme været at de levede i fred og ro med et godt helbred, da kan dette nemt være opfattet som et idealsamfund, selv blandt ellers førende samfund, der altid var omgivet af krig, uro, sygdom og dårligt helbred i alderdommen.

De mangfoldige ”jomfruernes dansesteder” kan være de mange trojaborge i Skandinavien, der blev brugt til ”jungfrudans” (gammeldansk ”iungfrughæ” eller ”ung-Freya-dans”). Jomfruerne er unge kvinder iført snoreskørt, flot repræsenteret af den 16-18 år gamle ”Egtved-pige” fra år 1370 f.Kr., og den svævende kvinde i snoreskørt fra Grevensvænge, dateret til år 1100-900 f.Kr.......

Vi har hørt at Den Hedenske Høje for Hyperborean-[folket] er Apollo. Bronzealderen er fyldt med forskellige skikkelser af Apollo, hvorfor vi ikke endeligt kan sige hvilken Apollo der her er tale om. Vi kan fra etruskisk forståelse se, hvor samme gud kaldes ”Aplu, Apulu, APULN”, at gudens opgave er at være beskytter af ætlingen, dvs. værner af fremtidens unge og dermed ætternes fortsatte beståen...... Mit bud er at vi her taler om ”*Apollo Agyieus” (Ægir).

Personen Perseus er i græsk tanke søn af Zeus og kvinden ”Danae”, der er ”moderen” til ”Danaan”-folket, som jeg mener er identisk til Bronzealder "Tani" (Daner)-folket.

citat slut

mvh

Flemming


Utloggad Karlfredrik

  • Gode
  • Antal inlägg: 2 346
SV: Pindaros och folket bortom nordanvinden
« Svar #2 skrivet: november 01, 2010, 09:47 »
Citat Odinkar:
Citera
de fejrede med en stor ofring af heste til guden.
Ingvar Björkesons översättning:
Citera
Han såg dem offra rikliga hekatonber av åsnor till Apollo
Björkeson 2008 sid 151
Här måste jag för ordningens skull fråga,vilket grekiskt orginalord har du översatt med "heste"
Jag skall försöka kolla själv nästa vecka om vi har samma orginaltext.

Utloggad Odinkarr

  • Stammis
  • Antal inlägg: 192
  • Zigenarfågeln och negerfinken - fine svenske ord
    • Asernes æt
SV: Pindaros och folket bortom nordanvinden
« Svar #3 skrivet: november 01, 2010, 13:37 »
De to græske ord er "onōn hekatombas".

"onōn" er (flertalsform) af ”onos”, der ganske rigtigt modsvares af ”ass, åsna, asen”, tidligere ”assa, assal, assald” (oldengelsk, Northumbria dialekt), nudansk ”æsel”.

Problemet med at oversætte ordet til ”æsler” (åsnor) er at det kun forekommer en enkelt gang  som dette dyr i Homer: Iliaden (Bog 11:558) i entalsformen ”onos”. I alle andre tilfælde er det i kenningsform med forståelsen ”dum, stædig”, dvs. nøjagtigt som vi bruger ordet i dag.

Derfor har jeg valgt at bruge ordet i dets afledede betydning ”landdyr, trældyr” (beast of burden), der udvider dyrearten fra én til flere, afhængig af geografi. I Skandinavien må dette derfor være heste eller okser. Jeg har valgt brugen af heste fordi kunsten fra Bronzealderen viser os at heste var hellige og derfor må være blevet ofret.

Jeg accepterer at dette kan have været okser, og vil overveje om jeg skal ændre min oversættelse.

Vend tanken på hovedet. Det er ubestrideligt at dyrearten æsel allerede i Bronzealderen i kenningsform betegner ”stædig, dum”. Det forekommer en umulighed at et folk skulle ofre et dumt og stædigt dyr til den højeste guddom, og at han skulle stille sig tilfreds dermed. Snarere forekommer det som den yderste fornærmelse.

Det oldgræske ”hekatombas” fra ”hekatombē” ville jeg normalt oversætte til ”ofring af 12 eller 100 okser”, men fordi ordet her synes valgt som beskrivende tillægsord til at beskrive en stor ofring, ikke nødvendigvis 12 eller 100 dyr, har jeg valgt at bruge ordets afledede betydning.

Jeg har oversat samme ord andetsteds således:

Homer: Iliaden (Bog XXIII: 144-150), med Achilles stirrende ud over den vinmørke sø siger, i min oversættelse til nudansk:

”Spercheus, formålsløst svor min fader Peleus dig at når jeg var kommen hid til mit hjemland, ville jeg afklippe mit hår til dig og lave en hellig stor-ofring [græsk ”hekatombên”], og på selvsamme sted ville ofre halvtreds gedebukke, fejlfri væddere, ind i dine vande, hvor er dit herredømme og dit vellugtende alter. Så sværgede den gamle mand, men du opfyldte ikke for ham hans ønske…”

mvh

Flemming

Utloggad Karlfredrik

  • Gode
  • Antal inlägg: 2 346
SV: Pindaros och folket bortom nordanvinden
« Svar #4 skrivet: november 01, 2010, 14:18 »
Tack för förklaringen. Jag håller med dig, här menas nog "dragdjur"
Problemet med översättningar är olika tolkningar, och just idag hade jag inte det grekiska originalet tillgängligt.
För de som inte kan gammalgrekiska kan olika tolkningar av samma text verka förvirrande.