Anganatyr,
Det vil hjælpe betydeligt på forståelsen af et enkelt arbejde – hvis man har læst alle mine arbejder, da ikke alt i et enkelt værk bliver detaljeret beskrevet - hvis behandlet tidligere.
Først må vi bringe på plads at jeg ikke noget sted skriver at Blekinge blev dansk før efter år 1000. Mellem år 1000 og 1026 er der en del indikationer på, at Blekinge i denne periode var dansk bl.a. er der flere – også svenske forfattere – der mener at slaget ved Helgeå (i Skåne) handlede om Blekinge.
Lad os tage den del først, der ifølge dansk tradition tolkes anderledes end i den svenske. Adam af Bremen skriver sådan –
"Da samlede sveonernes mægtige kong Erik (Segersäll) en hær så talrig, som der er sand i stranden og invaderede danernes land. Svend, som var forladt af gud, satte forgæves sit håb til sine afguder. I mange søslag - på den måde kæmper de gerne med hinanden - blev alle danernes styrker splittet. Sejrherren kong Erik vandt danernes land. Svend, der blev fordrevet fra sit rige, fik sin fortjente løn af den nidkære gud".
Professor Niels Lund skriver i ”Fra vikingeriger til stater” 1993, 1994 s. 20 at ”beretninger om ulykker siges at være mere digt og propaganda end beskrivelse af fakta. Svend tilbragte det meste af sin tid på vikingetogter til England og var aldeles ikke i eksil”. Sådan opfatter vi danskere den sag.
Adam skriver videre –
"Heric (Erik Segersäll) havde", sagde han, "to riger, danernes og sveonernes, og som hedning var han de kristne stærkt fjendtligt sindet".
Slaget ved Fyrisvallarna ændrede på magtfordelingen i Skånelandene. Flere runesten nævner den danske jarl (endda drott) Toke Gormsen, der faldt ved Upsalum - så ingen tvivl om at Skåne var dansk på det tidspunkt.
Citat fra bogen ”Vikingetidens konger” –
”Træfningen ved Fyrisvallarna var det slag Svend Estridsen refererede om til Adam af Bremen og som resulterede i tidligere nævnte tekster om Erik Segersälls invadering af danerland - der nu kan afgrænses til Skåne og Halland”.
Blekinge tilhørsforhold i denne periode er usikre. Jeg har beregnet/skønnet slaget ved Fyrisvallarna til perioden ca. år 987-88.
Det er noget af en påstand at Erik Segersäll skulle tage magten i hele Danmark (du anvender selv Adam?) og her tror jeg svensk tradition tager munden for fuld. Ingen dansk litteratur udi historie tager det standpunkt. Erik Segersäll besatte kun Skåne og Halland, hvilket er en logisk konklusion.
Skånelandene kan tænkes at være underlagt Eriks styre indtil hans død år 995, hvorefter Svend Tveskæg giftede sig til magten med enken til Erik Segersäll. Det understøttes af, at Svend i perioden årene 995-97 bl.a. slog mønt i Lund.
Jeg kan se at du i dit meget lange svar har taget haglbøssen frem – frem for at fokusere på de primære problemstillinger.
/slemme