Jeg vil vende tilbage til et spørgsmål man har stillet mig her på disse sider : Hvad kan formålet være med at sætte symboler op i et sådant kæmpeformat, som det er tilfældet i Jelling.
Det følgende er kun et scenarie af de mange, jeg anser for mulige. Iøvrigt forudsætter jeg, at de to kæmpesymboler havde en mening, som mange mennesker kunne forstå. Jeg foreslår, at de var emblemer for en østlig form for kristendom – en retning som Rom ikke anerkender, men tværtimod forbereder sig på at bekæmpe militært.
Vi må forestille os, at der har været langvarige diskussioner om religiøse spørgsmål på tværs af Danmarks sydgrænse. Disse har foregået både på højt plan, mellem udsendte gesandter og statsoverhoveder, men også andre, mere eller mindre almindelige borgere, har været tvunget ind i sådanne diskussioner.
Fra Danmark lød det : Vi er i færd med at ændre vores religion, men vi ønsker, at det kommer til at foregå trinvis og frivilligt. Vi har kontakt med forskellige kristne kirker, og vi lader vores befolkning undersøge og vælge, sådan at vi får oprigtige troende og ikke tvangsdøbte. Derfor ønsker vi ikke systematisk missionsvirksomhed i vores område.
Fra syd til nord lød det : I er ikke på den rigtige vej, før I tilslutter jer vores kirke. Vi er villige til at forhandle om overgangsordninger vedrørende bispesæde, skat og lovgivning, men vi vil aldrig opfatte jer som kristne, før I har meddelt os en principiel tilslutning til den romersk-katolske kirke og givet os lov til at bygge kirker og indsætte præster, hvor vi ønsker. Indtil da er i fortabte og vilde mennesker, for os at se.
Derpå nogle krige, store og små, men ingen afgørelse.
Næste runde :
Danmark : Vi har et godt forhold til den store kristne hovedstad, Konstantinopel. På deres foranledning har vi besluttet os til at kriminalisere udsætning af spædbørn og vi har stor succes med vores kampagne om begrænsning af gravgaver. Flere og flere danskere bekender sig til den sande kristne tro, der kommer fra Miklagård og som vi forventer at Rom også snart vil tilslutte sig.
Kejserriget : Konstantinopel er på vej mod fortabelsen og inden længe vil paven ekskommunikere disse neoplatonister. Hvad angår de såkaldte kristne danskere i deres stråhytter, så er det til at le og græde over. I henholder jer til Konstantinopel, men selv har I ikke et eneste ordentligt gudshus af sten. Jeres konge bor i en bygning, som vores kejser ville anvende til stald.
Efter et århundrede af den slags snak og et århundrede af militær bølgen frem og tilbage, tager en gruppe magtfulde østkristne danskere en beslutning : Omkring Jellings nordhøj, hvor man har begravet en betydningsfuld pioner for bevægelsen, bygges et kæmpestort religiøst anlæg, for at vise, at man har satset og at der ikke er mere at snakke om. Kongen er indforstået, men holder sig i baggrunden.
Men dette provokerende byggeri gør paven rasende og han får kejserriget til at iværksætte en en meget stor militærindsats : en stor del af Jylland hærges. Med ryggen til muren, må kongen give de krævede indrømmelser : kirkebyggeri og præsteindsættelser under Hamburg-Bremens administration.
Derefter lader kongen jellingestenen fremstille. Palisaden bliver fjernet, skibssætningens sten væltet i huller, de østkristne forbudt og forfulgt og alle vidnesbyrd om deres virke i Danmark bliver efterhånden udslettet. Da forholdene er faldet lidt til ro, lader man sydhøjen opføre i Jelling og man kroner de to høje med symboler på Gud og Kristus. Med stenkirken midt imellem er Jelling nu forvandlet til et symbol på treenigheden, der som bekendt var den første anstødssten mellem de ortodokse og de katolske.
