Fundet af Harald Blåtands kongsgård er nok det mest interessante arkæologiske fund i Danmark i nyere tid. Fundmaterialet på udgravningspladsen indikerer at kongsgården kun blev anvendt i perioden mellem år 950 til 1000.
Hvad var årsagen til den gigantiske palisade der indrammede kongsgården?
Udgravningerne har nu afdækket 160 meter af fundamentgrøften for palisaden. Det er det længste sammenhængende stykke, der er afdækket, siden grøften blev opdaget i forbindelse med undersøgelser nord for kirkegården i 2006.
Aftrykkene viser, at palisaden har bestået af svære lodret stående planker, der er placeret så tæt at de nærmest har dannet en mur. Tømmeret har været af varierende størrelse, men der er tale om meget velforarbejdede planker, hvoraf de største måler ca. 30 x 15 cm i tværmål. Højden på palisaden er kun skønnet, men da tømmeret har været gravet over 1 meter ned i jorden, har den næppe været under 2 m. - snarere over.
Det er ikke meget vi ved om Gormslægten på grund af de meget sparsomme kilder, men traditionen er at slægten kom til Jylland et sted fra udlandet. Er det årsagen til den kraftige palisade – havde slægten slået sig ned på fremmed territorium? I perioden ca. år 900-950 er vi historisk bekendt med, at det svenske Olaf dynasti med sønnerne Gnupa og Gurd regerede i Sønderjylland. Var de fjenden - eller var det den tyske kejser?
Palisaden bliver fjernet et par steder tæt på år 1000, hvor en ny bygning bl.a. placeres midt i linjen hvor palisaden før stod. Det tyder på at frygten for fjendtlige overfald var væk.
/slemme