Germanerne
Markomannerne (latin: marcomanni, marcomanos) var en vestgermansk stamme, der ca. år 100 f.kr. levede i området mellem floderne Øvre Main og Donau, i det centrale Tyskland. Enkelte kilder mener at markomannerne udsprang fra en samlet gruppe af germanere kaldet ’sveben’ (latin: suebos, suebis) fra landet Suebi, Sueborum. I det første århundrede før Kristi fødsel trængte markomannerne frem mod deres keltiske naboer i sydvest og sydøst. Markomannerne og sveberne nævnes af Cæsar år 58 f.kr.
Omkring år 56 f.kr. blev markomannerne (grænsefolket) og deres konge
Marabod (latin: Maraboduus) fordrevet fra deres område af romerne.
Marabod levede i sin ungdom i Italien og gjorde romersk krigstjeneste under kejser Augustus (kilde: Strabo).
Efter fordrivelsen fra Suebi (Sueborum) trak markomannerne frem mod de keltiske områder, bl.a. ’bojerne’ (boii)
note1 i Gallia Cisalpīna, som sammen med ’helvetierne’ (helvetii) derefter trak mod vest til det franske Gallien. Omkring år 8 f.kr. var markomannernes indvandring til Gallia Cisalpīna fuldendt og
Marabod (Marbod) opbyggede her et rige med hoved-sæde efter romersk forbillede. Det lykkedes
Marabod at stifte et stort statsforbund bestående af flere germanske stammer med markomannerne som den ledende. Med tiden opbyggede Marabod en stor hær og selvom han havde gode relationer til Romerriget, forsøgte romerne snart at nedkæmpe denne nye magtfaktor hvilket resulterede i, at en freds-traktat blev indgået.
Marabod selv måtte - efter interne uroligheder - år 19 e.kr. flygte fra sit rige, fik asyl hos kejser Tiberius og levede i Ravenna til sin død år 37 e.kr. Markomannerriget kom igen i søgelyset i perioden fra 166 til 180 e.kr. under markomannerkrigene.
Da markomannerne migrerede til Suebi mener man, at de medbragte deres egen
runeskrift. Om det var tilfældet eller om de først udviklede skriften i deres nye hjemegn, er uklart.
Læg mærke til markomannerkongens navn
Marabod, Marbod (†37 e.kr.) (latin: Maraboduus) til sammenligning med teutonernes anfører
Teutobod (†101 f.kr.) (latin: Teutobodus). Efterleddet ’bod’ betyder på oldfrisisk befaling og ses gentaget langt senere hos to frisiske konger Radbod I (†719 e.kr.) og Radbod II (†792 e.kr.).
Selvom det bygger på et spinkelt grundlag viser bod-endelsen at teutoner og markomanner må have tilhørt samme fraktion af et germansk stammefolk, der tidligt levede i Nordeuropa, nord for Rhinen og romernes rækkevidde. I samme område levede friserne, der åbenbart gennem overlevering har arvet denne bod-endelse. Det er nok plausibelt at kongenavnene, kongerne og folket var
germanere.
Kejser Augustus nævner Tiberius’ felttog mod germanerne år 5 e.kr. og skriver,
”Fra Rhinens munding sejlede min flåde over oceanet mod solopgangen til kimbrernes land . . . ”. Fra Rhinen og mod solopgangen i
øst - typer meget på, at flåden fulgte hele strækningen ved vadehavskysten og frem mod Elben.
Kimbrer og teutoner var i togtet allierede og talte sandsynligvis samme sprog og burde tilhøre samme germanske fraktion med bod-endelsen. Kimbrerkongen
Boiorix’ galliske navn stemmer ikke i den forbindelse.
note1: historien viser, at de stakkels bojere (boii) havde valgt det forkerte sted at bo.Se punktet "Suebische Runen" -
http://www.obib.de/Schriften/AlteSchriften/alte_schriften.php?Runen/Markomannen/Runen.html~Text